Brev til Anna Mejlhede: Min mor har aldrig elsket mig

Kære Anna

Jeg har skrevet til dig før og har haft glæde af dit svar. Jeg vil starte mit brev med at sige, at jeg har et harmonisk liv nu med ro, glæde og tryghed. Jeg har en tæt mandlig ven, som jeg har kendt i 11 år.

Og herudover en lille håndfuld venner. Men mit sociale liv er desværre kuldsejlet – hverken på arbejdsmarkedet eller med hensyn til at få en mand er jeg lykkedes.

Hvilket jeg er ked af. Jeg har siden min tidligste ungdom gået i terapi ad flere omgange og arbejdet med mit selvværd og min dysfunktionelle barndom.

Jeg var et skræmt og ensomt barn, og også som ung var jeg ensom og skræmt, og min ”ulykke” blev ikke set af lærere, da jeg kommer fra et velbjerget og oplyst hjem.

I dag ved jeg, at min far burde have haft professionel hjælp til sin uerkendte bipolare affektive sindslidelse.

Derudover har jeg haft et ambivalent forhold til min underkuede mor. Jeg ser først nu i øjnene, at min mor har været falsk over for mig ved at lade, som om hun holdt af mig, selv om hun ikke har kunnet lide mig.

Hun har dog altid behandlet mig pænt, forkælet mig og sjældent skældt ud, men dette har været præget af noget unaturligt.

Jeg har nyligt fået det bekræftet af hende. Hun har “spillet skuespil” over for mig hele mit 60-årige liv, og jeg ved ikke nøjagtigt, hvor meget skade jeg har taget.

Men hvad nu? Vil du foreslå yderligere terapi?

Kan du anbefale eventuel litteratur? Når jeg nu har det godt, kunne jeg også bare lade det ligge – eller hvad er din holdning?

Jeg er ikke i chok, fordi jeg har intuitivt fornemmet “kulden” – og det glædesløse i vores samvær.

Og natlige drømme op gennem mit liv har fortalt mig det. Min væremåde virker desværre ofte frastødende på andre, da jeg er alt for flink og angler efter anerkendelse. Og jeg aner ikke, hvordan jeg ændrer dette træk.

Kærlig hilsen

Askepot

Kære Askepot

Lad mig begynde med at sige, at dit sociale liv ikke ser helt kuldsejlet ud i mine øjne. For du har både en mangeårig og nær mandlig ven – og flere gode venner derudover.

Det er et godt socialt grundlag.

Jeg er helt med på, at du har længsler, der stadig blafrer ensomt og ubesvaret i vinden. Både hvad arbejdsliv og parforhold angår.

Men du er ikke mislykkedes som menneske, bare fordi du ikke har en mand eller en karriere!

At dine personlighedstræk ligefrem skulle virke frastødende på andre, har jeg meget svært ved at se.

For er dine gode venner ikke også en slags mennesker? Og dem frastøder du jo ikke?

Hvis du ser mig og de fleste andre mennesker grundigt efter i sømmene, vil du opdage, at vi alle sammen søger efter anerkendelse.

For sådan er det at være menneske.

Vi tvivler og spejler os i hinanden og leder desperat efter pletter i livet, hvor vi virkelig føler, vi hører til.

Der findes rigtig megen god litteratur om ikke at føle sig elsket af sine forældre. Det er desværre mere almindeligt forekommende, end man kunne håbe.

Jeg kan anbefale dig Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman ”Den der lever stille”, som beskriver en kuldslået barndom med en mor, der ikke var i stand til at elske hende.

Romanen ”Er mor død?” af norske Vigdis Hjorth beskriver ligeledes den kamp, det er at finde sig til rette i livet trods et konfliktfyldt forhold til ens familie.

Du viser så meget mod og livsenergi gennem dine refleksioner her.

Som jeg læser dine ord, handler de nemlig alle om, hvordan du bedst forbinder dig med alt det gode og lyse, dit liv også indeholder, frem for at drukne i det, der er mørkt.

Hold dig selv fast på, at til trods for de dybe svigt og sår, du har med i livsbagagen, så er det lykkedes for dig at opbygge et liv med harmoni, glæde og tryghed.

Det er slet ikke så ringe en bedrift endda!

Kun du kan afgøre, hvorvidt det vil gavne med yderligere terapi.

Det er ikke altid, det hjælper os at traske op og ned ad de samme stenede veje om og om igen.

Men af og til kan det klare vores blik at låne et andet menneskes øjne, så vi midt i det landskab, vi synes, vi har endevendt tusind gange før, finder nye trædesten, der kan guide os hen over de grøfter og mudderhuller, livet altid vil være fuldt af.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.