Brev til Anna Mejlhede: Min mor på 86 ­opdrager mig stadig

Kære Anna,

Hvordan forholder jeg mig til min 86-årige mor, som stadig har travlt med at ”opdrage” hele sin familie – inklusive mig?

Jeg er hendes absolut voksne datter på 62 år, og hun er rask og rørig og stadig kvik med en hurtig bemærkning. I hverdagen fungerer hun nærmest som hele familiens informa­tionscentral – hun ringer rundt og har travlt med at påpege, når noget i familien ikke går som ønsket. Det går især ud over mig, da jeg er den eneste datter.

Det føles ekstremt frustrerende ”af kærlighed” at blive kontrolleret, passet på og formanet om alle farer, som lurer rundt om hjørnet, som om jeg ikke er i stand til at tænke selv. Men jeg har jo også altid været den trofaste datter, som stiller op i tide og utide og nok har gjort mig skyldig i at ”glemme” mine egne behov.

Det er jeg blevet for gammel til at tolerere, så indimellem slutter vores samvær med et udbrud fra mig og derefter dårlig samvittighed. Hvordan får jeg sagt fra på en ordentlig måde? Det skal tilføjes, at jeg ellers har det godt med min mor og elsker hende, når hun er i godt humør og ikke lige farer frem med begge pegefingre løftet.

Kærligst,
Den meget voksne datter

Kære meget voksne datter,

Om vi så er 80, og vores forældre 105, vil vi altid være deres ”børn”. Det er dog meget forskelligt, hvordan den kendsgerning bliver forvaltet. Det er ikke alle mødre (og fædre), der bliver rundere med årene. Ofte følger nissen med hele vejen igennem forskellige aldre og tider, og den rolle, vi har haft som barn og ung i familien, kan være svær at skrubbe af sig.

Jeg tror, du har ret i, at en del af grunden til din mors konstante opdragende adfærd over for dig ligger i den relation, I to altid har haft – som mor og datter.

LÆS OGSÅ: Brev til Anne Mejlhede: Min bror synes, min gave var for lille

Imidlertid er jeg sikker på, at du godt kan finde en måde at sige fra over for hende på. Hun er jo frisk nok til at forholde sig skarpt og yderst aktivt til alt, hvad der foregår omkring hende. Under alle omstændigheder skal du ikke vente med at sige fra, til bægeret flyder over.

I den tilstand bliver vi mere bidske, end vi har lyst til, og med skyldfølelsen som frådende ridehest mister vi balancen og troen på, at vi gerne må trække grænser, når nogen hiver i os. Du kan, som jeg ser det, tage forskellige veje. Enten kan du inden hvert besøg pakke dig selv ind i den særlige slags mentale velour, der hedder ”ekstrem overbærenhed”. Med den i sindet kan du prøve at glide af på din mors kommentarer.

LÆS OGSÅ: Brev til Anne Mejlhede: Min mands søter nedprioritere vores børn.

Du kan også indøve en fast vending, hver gang hendes pegefingre vifter foran dit ansigt. Sig måske noget i retning af: ”Mor, du er sød, at du stadig tror, det er din opgave at passe på os alle sammen, som dengang vi var børn, men nu er vi voksne, så det er faktisk os, der skal passe på dig.”

Jeg er udmærket klar over, at den slags indøvede sætninger ikke altid virker lige så effektivt, som vi kunne ønske. Især ikke hvis din mor hele tiden purrer op i det spændingsfelt, der dirrer imellem jer, og trykker på de ømmeste punkter.

Min egen mor på 94 blev i lang tid ved med at hvæse ”det har du ikke fået lov til,” fordi jeg flyttede fra en fin præstestilling i midten af København og ud til en lille ø i Kattegat, hvor jeg lever af at skrive.

Men vores mødre taler ikke sådan til os, fordi de ikke holder af os eller ikke vil os det godt. Deres blik er blot sløret af, at vi i deres begrebsverden stadig ligner barnet på fem år, der er ved at vælte på sin cykel. Jeg tror, at kun kærligheden kan lukke munden på din mors styrende bemærkninger, eller om ikke andet så forhindre dem i at trænge ind i dig. Hvis du hele tiden ”lader kærligheden gå forrest”, hver gang du er sammen med hende, så åbner du et rum inden i dig selv, hvor der altid er plads til dig.

Din mors ord handler nemlig ikke om dig, men om hendes egen frygt for ikke at slå til som mor. Ligegyldigt hvor meget hun pisker luften tynd omkring dig med sine formaninger, så husk, at du først og fremmest er elsket. Det er bestemt ikke uden grund, at der findes utallige bøger, der belyser mor-datter-relationen.

Romaner og noveller har ofte dette tema som afsæt, ligesom der findes faglige bøger til hjælp og støtte for de mange døtre, der føler sig mast til plukfisk i deres mors favn.

Måske kan du finde gode råd i bogen ”Mor – om at have en og være en” af Lise-Lotte Hergel og Helle Henning. Eller du kan spejle dine frustrationer i romanen ”Er mor død?” af Vigdis Hjorth.

Prøv at læse nogle af de betragtninger, der her blev vendt og luftet. Af og til kan det lette os at vide, at vi står skulder ved skulder med et helt kollegaskab af meget voksne døtre med mødre, der stadig ser os som små børn, de skal beskytte mod at falde.

Kærlig hilsen,
Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.