Brev til Anna Mejlhede: Jeg føler mig ensom efter min fyring

Kære Anna

Jeg kunne godt tænke mig at høre dig ad, om det er tabu at være ensom? Det er jeg i hvert fald.

Jeg har min hund, som jeg elsker højt, og jeg havde et godt arbejde, men jeg er for nylig blevet fyret.

Du ved måske, hvordan omstruktureringer har det med at ramme det grå guld, så nu har jeg masser af tid til at søge job, gå ture med hunden eller vente på, mine børn ringer, jeg bor alene.

Nu skal det ikke lyde helt jammerligt alt sammen, for jeg er god til at være alene. Jeg elsker at læse bøger, jeg dyrker yoga og går også til korsang, som gør mig glad.

Jeg har også veninder, men de rækker langt tilbage, og vi bor forskellige steder i landet, så vi ser ikke hinanden så tit.

Men midt i den her jobkrise, jeg er i, føler jeg mig ret ensom, men det er ikke noget, jeg har lyst til at indvie mine veninder eller børn i.

Måske fordi jeg føler, at hvis jeg indvier dem i det, så ligger der en indirekte bebrejdelse af, at de ikke ringer, eller måske fordi jeg slet og ret skammer mig over at være ensom, selv om jeg har styr på mit liv og altid har været vellidt i mine relationer.

Hvad tænker du, jeg skal gøre ved min ensomhed?

Tak

Fra F.K.

Kære F.K.

Det, du fortæller om her, handler om noget yderst fællesmenneskeligt. Det, jeg vil kalde for ”den usynlige ensomhed.”

Ofte når vi taler om ensomhed, handler den om en praktisk og synlig en af slagsen. Mennesker, som ikke har nogen, de står nær, og hverken har socialt netværk eller venner.

Men ensomhed er langt mere og andet end det. Den trænger nemlig også ind på livet af mennesker, der ligesom dig er velfungerende og socialt selvkørende.

Hvorvidt det er et tabu at føle sig ensom, er derfor et virkelig godt spørgsmål.

Men jeg kan fortælle dig, at mere end 80 procent af de samtaler, jeg igennem tiden har haft som præst, har haft ensomhedsfølelsen, du her beskriver, som omdrejningspunkt.

Mange var i parforhold, havde hjemmeboende børn eller andre tæt på i deres liv, men kæmpede alligevel med den mærkelige følelse af tomrum, der ligesom ikke lod sig fylde, lige gyldigt hvor meget de fyldte på af sociale arrangementer.

Problemet er nemlig, at vi ikke kan socialisere os ud af den grundlæggende, eksistentielle ensomhed, vi alle sammen lever med.

Den kan opblødes af at være sammen med andre mennesker, især dem, vi elsker, men helt fjernes kan den ikke. Ensomheden handler nemlig i høj grad om noget inden i os – frem for noget, der påføres udefra.

Jeg er ikke i tvivl om, at vores arbejde bærer en stor del af følelsen af at være del af et fællesskab. Derfor tror jeg også, at det manglende job har trykket på nogle fundamentale knapper i dig.

Selv det mest robuste ”alene-menneske” kan jo blive slået ud af kurs, når man kun har sit eget selskab dag ud og dag ind – selv med en trofast hund ved sin side.

Men du gør nogle af de helt rigtige ting for at ilte dig selv: Søger job, kommer ud af huset og ser andre mennesker. Den grundlæggende fornemmelse af ensomhed forsvinder bare ikke af den grund.

Desværre gør vi nogle gange det absurde, at vi skubber andre fra os, fordi vi synes, at det er flovt at indrømme, at vi har brug for dem.

Jeg er sikker på, at du selv med glæde ville gribe dine veninder, hvis de havde brug for din omsorg, så hvorfor ikke dele dine tanker og følelser med dem? Selv om de ikke bor lige i nærheden, er de måske kun et telefonopkald væk?

Helt sikkert er det, at det hverken er skamfuldt eller underligt, at du føler, som du gør. Det vidner kun om, at også du er et menneske.

Ligesom mig og millioner af andre, som dagligt tager livtag med det svære, smukke og vilde i at være til stede i livet, præcis som det er.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.