Brev til Anna Mejlhede: Hvad gør jeg med hærværksdrengen?

Hej Anna

Jeg har et slemt dilemma, som jeg håber, du kan hjælpe mig med.

Jeg bor i en etageejendom og har udsyn til den fælles parkeringsplads. For en måneds tid siden så jeg nogle af ejendommens smådrenge ridse i en bil, og jeg løb ned og fik fat i en af dem.

En dreng på cirka 12 år, som jeg ved bor i en familie med små midler og ressourcer – og vist også alkoholmisbrug, frygter jeg.

Jeg tog en alvorssnak med ham og sagde bl.a., at jeg ikke ville sige noget til hans forældre denne gang, men hvis det gentog sig, ville jeg blive nødt til det.

Han var flov og lignede bare den lille, forhutlede dreng, han er, og jeg synes selv, jeg fik sagt nogle gode ting til ham.

Men enorm var min frustration, da jeg i aftes så, at han var på banen igen med at ridse biler.

Jeg føler mig skuffet og frustreret og kæmper mellem at tænke, at hans liv ikke bliver nemmere af, at hans ressourcesvage forældre skælder ham fra sans og samling, og så at der selvfølgelig skal være en konsekvens for de dumme ting, han gør.

Hvad søren skal jeg gøre, så ikke alle ender som tabere i denne historie?

Med venlig hilsen

Frederikke

Kære Frederikke

Jeg tror ikke, konsekvens vil afhjælpe problemet.

Du oplevede selv, da du tog fat i den 12-årige dreng, at din irettesættelse kun hjalp en kort tid, lige så ordentlig og omsorgsfuld den ellers var.

Noget lyder til at være grundlæggende galt fat, når en 12-årig dreng ser sig nødsaget til at begå hærværk så vedvarende og systematisk, som du beskriver det.

Det er jo hans fortvivlelse, han ridser ind i bilerne. Ikke hans foragt for andre mennesker.

Den smerte, han desperat forsøger at finde afløb for, forsvinder ikke ved at straffe ham.

Jeg vil foreslå dig at ringe til Forældre­Telefonen hos Børns Vilkår.

De tilbyder gratis rådgivning til forældre såvel som bekymrede naboer eller andre i et barns netværk. De kan vejlede dig i, hvordan du bedst griber sagen an.

Konkret er det sådan, at alle borgere i Danmark har pligt til at underrette kommunen, hvis de får mistanke om, at et barn udsættes for ”vanrøgt eller nedværdigende behandling”.

Som underretter bliver du ikke selv part i sagen, og du kan godt henvende dig anonymt til kommunen.

På borger.dk kan du læse mere om, hvad en sådan ”bekymringshenvendelse” går ud på, og hvordan du konkret gør.

Du er et varmt og nærværende menneske, som ser dine medmennesker med omsorg og omhyggelighed.

Måske bliver netop din indgriben udslagsgivende for, at drengen her får den hjælp, han har brug for?

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.