winniedemant
Fødegangen

Winnie fødte i en ambulance. Hun var blevet sendt hjem fra fødegangen, for de havde ikke plads

12. september 2022
af Katrine Rosenbæk
Foto: Marie Hald
Hun ved, at jordemødrene gjorde, hvad de kunne. Hun har ikke noget udsætte på dem. Men hun ville ønske, de havde beholdt hende.

Det var først, da Winnie Demant havde født, at det gik op for hende, at ambulancen havde kørt med udrykning.

Ambulanceredderen havde bedt hende gispe, men veerne have overtaget hendes krop, der lå på en smal båre: Den pressede nærmest af sig selv.

Han kommer nu, får Winnie Demant fremstammet til redderen.

Okay. Så presser du, sagde han.

Først kom Sigurds hoved, så kom resten af hans lille krop.

- Jeg får ham op, men han græder ikke, så jeg klapper ham og er helt febrilsk, siger Winnie Demant.

Chaufføren havde fået smidt ambulancen ind til siden og kom om til dem. De sagde, at Sigurd var ok, han trak vejret og havde en fin farve.

Winnie Demant famlede med sin telefon for at sende et foto afsted til sin mand. Et sted i Dragør stod han og var ved at aflevere deres datter hos nogle venner, så han kan kunne køre mod fødegangen. 

Det var den lørdag formiddag i maj, Sigurd Demant blev født. Med to presseveer i en ambulance, der var ved at holde ind til siden et sted mellem Hvidovre Hospitals fødegang og familiens hjem i Dragør.

Nu ligger han og sover i en vugge på et værelse i samme hjem, mens Winnie Demant læner sig lidt ind over det flaskegrønne spisebord.

- Det har taget mig tre måneder at anerkende, at det var ret sindssygt, siger hun.

winnie demant

Det var fjerde gang, Winnie Demant skulle føde, så hun vidste godt, hvad der skete, siger hun. Men hun kan sagtens huske, hvor forvirret hun var første gang.

- Det her må de ikke gøre mod en førstegangsfødende, siger hun.

Da jeg spørger, om de måtte gøre det mod hende, tøver hun lidt, inden hun siger ”nej”.

Bidende veer

Winnie Demant havde en ”vanvittig” bækkenløsning under sin graviditet.

- Jo tættere vi kom på fødslen, jo mere bange blev jeg for, at jeg ikke havde kræfter til at føde.

Derfor ringede hun grædende til fødemodtagelsen to dage før sin terminsdato, om onsdagen.

- Jeg ringer og siger, jeg ikke kan mere.

I journalnotatet fra opringningen har jordemoderen noteret, at Winnie Demant ikke sover om natten og ikke kan være i sig selv mere. Om fredagen bliver hun undersøgt og sendt hjem igen.

Om natten vågner hun derhjemme med veer, som bider. Hun vækker sin mand, og da de ankommer til Hvidovre Hospital, puster Winnie Demant sig igennem veerne ned ad fødegangen.

En jordemoder undersøger hende, og Winnie Demant fortæller jordemoderen, at hun frygter for at skulle presse ham ud, fordi hun har så ondt.

Så bryder jeg sammen og græder. For det her kan jeg ikke, de er nødt til at hjælpe mig. Jeg tænker, det er fandeme løgn, hun sagde, hun ville finde en stue.

Jordemoderen er sød og omsorgsfuld og siger til Winnie Demant, at hun kan få noget smertestillende og en stue, så hun kan slappe af. Men lidt efter kommer jordemoderen tilbage og siger, at de alligevel ikke har plads til hende.

- Så bryder jeg sammen og græder. For det her kan jeg ikke, de er nødt til at hjælpe mig. Jeg tænker, det er fandeme løgn, hun sagde, hun ville finde en stue.

Winnie Demant får tårer i øjnene, mens hun fortæller videre.

På det her tidspunkt niver hendes veer, og hun frygter for udvidelsesfasen. Ved de andre fødsler har den været lang og udmattende. Hendes mand protesterer også, men der er ikke noget at gøre.

winnie

Klokken 5.43 skriver jordemoderen et notat i Winnie Demants journal, hvor der står, at hun er ked og enormt utryg, og at de har en lang snak om, at de ikke kan beholde hende, selvom hun gerne vil blive.

Så Winnie Demant ender med at få morfin og bliver sendt hjem.

En lille hvid kyse

- Ti minutter efter, jeg har taget pillerne, stiller min mand mig i en kørestol foran hovedindgangen. Jeg har åbenbart sagt, at jeg er sulten, så han er gået i 7/11. Da han kommer tilbage, kører øjnene rundt i hovedet på mig. Jeg er helt væk.

Men det kan Winnie Demant ikke selv huske. Det har hendes mand fortalt hende.

Hun kan heller ikke huske køreturen hjem til Dragør. Hun erindrer kun svagt, at hun pruster sig igennem veerne, når de kommer.

- Da jeg stiger ud ad taxaen, er det som den vildeste brandert. Himmel og hav står i ét. Jeg har følelsen af, at jeg kravler ind i seng. Og så er jeg væk.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Seks timer senere vågner hun. Hun skal tisse, men falder lidt hen igen. Endelig rejser hun sig og går de få skridt ud på det grønne badeværelse, som ligger ved siden af værelset, og tisser.

- Og så skal jeg bare føde. Jeg går lidt rundt om mig selv og tænker okay, fuck.

Hun ringer til fødemodtagelsen og får en jordemoder i røret, mens hun lægger sig på knæ på gulvet med hovedet i madrassen og brøler.

- Efter tre-fire veer, hvor jeg har brølet som en løvinde, sender hun en ambulance.

Klokken 12.31 har jordemoderen noteret, at den er sendt afsted.    

Der går ikke længe, før den standser foran det hvide hus, og de to reddere kommer ind med en båre ad den åbne hoveddør, som ligger tæt på værelset, hvor Winnie Demant venter på dem.

Hendes mand kommer ned ad trappen fra førstesalen, hvor han har forsøgt at give deres treårige datter en lur. Han spørger, hvad der foregår. Redderne siger til ham, at hans kone er ved at føde. Nu.

De flyver afsted med Winnie Demant på båren langs stien ned til vejen, mens hun brøler, og ambulancen accelerer.

- Jeg har det, som om jeg er i et andet land, mens jeg ligger der. Jeg er ikke bekymret. Det eneste, jeg kan forholde mig til, er, at jeg skal føde.  

Redderen klipper neglestrengen over, og en intens, metallisk blodlugt fylder ambulancen. Det er, som om det vækker Winnie Demant og får hende tilbage fra fødeland. Folietæppet, som redderen lægger over Winnie Demant og Sigurd, knitrer.

Redderen lægger også sin egen cardigan over dem og giver Sigurd en lille hvid kyse på.

Klokken 12.45 har redderen taget fotos af Winnie Demant, der ligger i en sort StarWars T-shirt med Sigurd i sit skød.

Så bliver sirenen tændt igen.

Nogen, der kunne holde øje

På fødemodtagelsen hjælper en jordemoder Winnie Demant med at føde moderkagen og tjekker Sigurd.

- Hun er sød og god, og der er roligt og dejligt. Min mand ankommer også og er helt rundt på gulvet.

Han holder sin søn for første gang.

Efter to-tre timer tager de hjem. De trasker de 500 meter ned til Irma og køber noget mad, lettede. De tre større søskende kommer hjem og hilser på deres lillebror.  

Winnie Demants sundhedsplejerske siger, at hun kan indgive en utilsigtet hændelse.

- Men jeg siger, det er fint. Jeg tænker praktisk: Han har det godt, og de andre børn har det godt. Tiden går.

Når Winnie Demant fortæller om det, siger folk ”Fuck, hvor sindssygt.”

- Men de kan se på mig, at jeg virker ok, så de prøver ikke at reagere for voldsomt. Jeg græder ikke efter tre-fire dage, som mange andre gør efter en fødsel. Det gør jeg først nu.

Hun ville ønske, de havde beholdt hende. Ikke fordi en jordemoder skulle have stået og kigget på hende i seks timer.

Jeg havde bare brug for at være der, så der kunne komme nogen og tjekke op, spørge, om alt var ok og tjekke min søns hjerterytme.  

- Jeg havde bare brug for at være der, så der kunne komme nogen og tjekke op, spørge, om alt var ok og tjekke min søns hjerterytme.

Mens Winnie Demant har fortalt, har hun vist mig værelset, hvor hun brølede ind over sengen. Hun har taget Sigurd op fra sin vugge, og nu sidder han og vrider sig lidt hos sin mor med sine små lyseblå øjne og forsøger ikke at tabe sin sut.

- Hvad nu, hvis jeg havde født ham på gulvet, og han havde haft problemer med vejrtrækningen? Der var jo ikke nogen, der holdt øje.

winnie demant

Winnie Demant mener, at alt i hendes historie vidner om, hvor pressede jordemødrene er. Hvor få de er, og hvor lidt tid de har. Hun fortæller ikke sin historie, fordi hun har noget at udsætte på dem. De var dygtige, søde, og hun ved, de arbejder solen sort.

Og jordemoderen, der sendte hende hjem, kunne jo ikke trylle en stue frem.

Hvad skulle hun gøre?

Chefjordemoder ved Hvidovre Hospital, Dorte Dahl, svarer på kritikken:

Dorte Dahl fortæller, at det indtil nu har været praksis på Hvidovre Hospital at sende kvinder, der ikke var i aktiv fødsel, hjem – også selvom de har været utrygge, som Winnie Demant var.

Dorte Dahl fortæller i dette interview, at afdelingen netop har fået fire nye latentstuer, der er tiltænkt fødende og par, som er i den tidlige fase af fødslen. Sådan en ville Dorte Dahl gerne have tilbudt Winnie Demant, hvis afdelingen havde haft dem, da Winnie Demant fødte.

- Det kunne have givet et helt andet forløb. Jeg kan godt forstå, hun synes, det har været voldsomt, og jeg er utrolig ked af, at hun har haft et dårligt forløb. Jeg synes ikke, det er hensigtsmæssigt, at vi sender nogen hjem, der er utrygge. Det skal vi ikke byde vores fødende, siger Dorte Dahl.