Mie Pynt
Fødegangen

Mie lå alene indtil de sidste minutter: "Vi havde jo en aftale med jordemoderen. Men hun kom ikke"

7. december 2021
Fortalt til Katrine Rosenbæk
Foto: Privat
Det meste af Mie Pynts fødsel foregik på en smal, hård undersøgelsesbriks uden vedvarende jordemoderhjælp. Først, da hun fik pressetrang, havde en jordemoder tid. Kort efter fødte hun.

Da vi kom ind på fødemodtagelsen, var der mange mennesker. Jordemødrene vadede rundt mellem de forskellige rum, og der var en stemning af kaos.

Jeg blev placeret i et undersøgelseslokale, og en jordemoder vurderede mig til at være tre centimeter åben og dermed knap i aktiv fødsel.

Jeg havde gode veer og var andengangsfødende, så jordemoderen havde en forventning om, at den aktive del af fødslen ville gå hurtigt.

Vi aftalte, at jeg skulle vurderes igen 30 minutter senere, men den følgende halvanden time så jeg ikke skyggen af en jordemoder.

I Danmark er jeg født

I december 2020 begyndte femina at afdække forholdene på de danske fødegange. 6. december, et år senere, har regeringen og de øvrige aftalepartier netop besluttet at afsætte 475 mio. kr. over de næste fire år til et løft af fødeområdet.

Spørgsmålet er nu, hvilken betydning det får for fremtidens fødsler? 

femina.dk bringer i denne uge en række vidnesbyrd fra kvinder, der har født i 2021. Deres historier handler om at føle sig magtesløs og opleve svigt i et sundhedssystem, hvor man ikke fik den omsorg og forberedelse på moderskabet, som man havde brug for.

Det gør vi, fordi danske kvinder fortjener en værdig og tryg start på moderskabet.

Imens tog mine veer kraftigt til, mens jeg stadig lå på den hårde, smalle undersøgelsesbriks. Jeg følte, jeg lå fastlåst til den.

Jeg fokuserede hele tiden på et ur, der hang på væggen. Det sagde meget højt “tik-tak”, og jeg tænkte, okay, jeg skal bare holde ud, til klokken er det og det, og så kommer der hjælp, for vi har jo en aftale med jordemoderen. Men hun kom ikke.

Jeg måtte gentagende gange bede min kæreste om at gå ud og finde en jordemoder. Han var sommetider væk i op til 10-15 minutter, hvor jeg lå fuldstændig alene. Jeg følte mig absolut ikke tryg.

Jeg tænkte, Gud, hvad gør jeg, hvis jeg får presseveer her på briksen. For der var ingen jordemoder til at sige “ok” og tage imod. Det var meget frustrerende.

Først efter halvanden time lykkedes det min kæreste at finde en jordemoder. På det tidspunkt var jeg ved at miste modet, for jeg vidste ikke, hvor langt jeg var i fødslen, og der var ingen jordemoder, jeg kunne spørge.

Hjertelyden var for høj

Til mine konsultationer havde vi talt om mine ønsker for fødslen, og jeg havde fået at vide, at jordemoderen selv ville foreslå forskellige smertelindrende muligheder under fødslen, men der var ingen jordemoder til at foreslå noget.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Jeg havde ikke tænkt, jeg skulle have medicinsk smertelindring, men jeg var ved at skrige efter en epiduralblokade, for jeg tænkte: Jeg kan ikke det her. Jeg kunne ikke fysisk være i min krop mere, men det blev jeg tvunget til.

Da jordemoderen endelig kom ind igen, var jeg 4-5 cm åben, og min søns hjertelyd var for høj. Hun satte et CTG-apparat om min mave, som lyttede til barnets hjertelyd.

Min kæreste blev sat til at overvåge skærmen med hjertelyden, hvilket jo var fuldstændig uansvarligt.

Klokken var 18.30, og jordemoderen sagde ordret til os, at hvis hun ikke var tilbage kl. 19, så skulle vi gå ud og finde hende.

Min kæreste blev sat til at overvåge skærmen med hjertelyden, hvilket jo var fuldstændig uansvarligt.

Han fik hverken at vide hvorfor, eller hvad han skulle holde øje med. Han kunne bare sidde der og glo på skærmen og tænke, at det ikke så særligt godt ud.

Jeg var nødt til at give slip på de ting, jeg skulle bruge min kæreste til, fordi han skulle holde øje med skærmen og hele tiden lede efter en jordemoder.

Men det er jo ham, der kender mig bedst. Han ville kunne se på mig, hvis noget ikke fungerede. Det fik han så alligevel ikke mulighed for, fordi vi ingen hjælp fik.

Jeg var bange for, hvad konsekvenserne kunne blive af, at min søns hjerterytme var for høj.

Jeg følte slet ikke, jeg var i kontakt med min krop. Jeg følte mig ikke tryg, og utrygheden gav mig en ud af kroppen-oplevelse.

Jeg var bange for, at hvis jeg skulle have kejsersnit, eller de havde brug for at gøre noget andet, ville det ske for sent, fordi de ikke holdt øje med mig.

Jeg kan bare huske, at jeg tænkte: Jeg ved virkelig ikke, hvad der skal ske nu. Jeg følte slet ikke, jeg var i kontakt med min krop. Jeg følte mig ikke tryg, og utrygheden gav mig en ud af kroppen-oplevelse.

To presseveer

Kl. 19 gik min kæreste ud for at lede efter jordemoderen, der havde bedt os om at finde hende kl. 19, men han fandt hende ikke.

Jeg kastede op, og det endte mere eller mindre ud over det hele, for jeg lå stadig på briksen og kunne ikke rigtig bevæge mig.

Min kæreste var der til at hjælpe mig, men hvad nu, hvis jeg havde kastet op, mens han havde været ude for at lede efter en jordemoder? Jeg kunne næsten ikke bevæge mig. Skulle jeg så ligge der og kløjes i det?

Lidt efter kunne jeg mærke, at mit vand gik, og jeg begyndte at få pressetrang. Jeg vidste ikke, hvor åben jeg var på det tidspunkt, for jeg var ikke blevet undersøgt, og jeg var bekymret for, om jeg var klar til at presse.

Min kæreste forsøgte igen at få fat på en jordemoder. Denne gang lykkedes det efter et par forsøg, fordi han kunne fortælle, at jeg havde pressetrang.

En jordemoder undersøgte mig hurtigt og konstaterede, at jeg var omkring 8-9 cm åben. Efter lidt tid kom der en ny jordemoder, som endelig kunne få mig hen til den stue, hvor jeg skulle føde.  

Hver nat i ugen efter fødslen lå jeg vågen og kørte fødslen igennem i mit hoved og forsøgte at få et overblik over, hvordan det var sket så hurtigt.

Jeg havde fortsat pressetrang, men havde ikke fået at vide, om jeg måtte presse, eller hvad det videre forløb var. Jordemoderen og en studerende gjorde hurtigt stuen klar, fordi jeg var 10 cm åben.

Efter to presseveer havde jeg født min søn.

Lyst til at starte forfra

Efter fødslen havde jeg en jordemoder, og der var totalt ro på. Det var sådan, det skulle have været hele tiden.

Hver nat i ugen efter fødslen lå jeg vågen og kørte fødslen igennem i mit hoved og forsøgte at få et overblik over, hvordan det var sket så hurtigt.

Jeg er dybt skuffet over, at jeg næsten skulle føde alene.

Jeg har ikke lyst til at gå gennem smerterne igen, men jeg føler virkelig, at min fødsel er en ommer.

Ligesom når man kommer dårligt fra start i et spil, har jeg lyst til at starte forfra.

Jeg føler, det kunne have været så meget bedre. Jeg er overbevist om, at jeg havde så dårlig en fødselsoplevelse, fordi der ikke var nok jordemødre.  

Jeg blev totalt frarøvet den gode oplevelse, en fødsel også kan være. Lykkerusen og forløsningen, når mit barn kommer til verden efter en fælles kamp med jordemoderen. Den er fuldstændig fjernet.

Jeg havde ingen fornemmelse af sejr.

Hvidovre Hospital svarer på kritikken

femina har kontaktet Hvidovre Hospital med henblik på at forholde dem kritikken i et interview.

De har sendt et skriftligt svar fra chefjordemoder Dorte Dahl, hvor hun giver udtryk for, at det gør indtryk at læse om parrets oplevelse:

”Det havde været optimalt, hvis vi havde haft mulighed for at være hos parret i de timer, de er alene på undersøgelsesstuen. Selvfølgelig er det ikke meningen, at en partner skal rende rundt og lede efter en jordemoder.

Vi er dog en meget travl afdeling med for få hænder for tiden og kan desværre ikke have en jordemoder tilstede, inden kvinden defineres som i aktiv fødsel.”