Skal medierne bringe navnet på ofre? ”Det er ikke offerets sag. Det er sagen mod hendes gerningsmand”

I weekenden fulgte en stor del af Danmark med, mens en 13-årig pige blev efterlyst lørdag ved middagstid og fundet i live igen søndag eftermiddag. Her blev en 32-årig mand samtidig anholdt.

Da han mandag blev fremstillet i grundlovsforhør, kom det frem, at han er sigtet for frihedsberøvelse, voldtægt under trusler om vold og andre seksuelle krænkelser.

Efterfølgende har sagen været dækket intenst i medierne. Over weekenden bragte flere medier både pigens billede og navn som en del af efterlysningen, men efter hun var blevet fundet, meldte politiet ud, at sagen havde ændret karakter, og at de derfor slettede alle billeder af pigen.

De opfordrede samtidig medierne til at gøre det samme.

Men nu mener flere organisationer, at det udover billedet er vigtigt, at medierne stopper med at bringe pigens navn.

For netop fuld anonymitet kan have en stor betydning for ofre i sager om seksualforbrydelser, og derfor har medierne et særligt ansvar i den slags sager. Det mener medstifter for Voldtægtsofres Vilkår og forfatter til bogen om voldtægt ”Jeg vil ikke det her”, Eva Aagaard.

Hun forklarer, at vi i den konkrete sag om den 13-årige pige bør rykke fokus væk fra pigen og i stedet omtale sagen som ”kidnapningssagen” eller lignende.

- Vi synes, det er vigtigt, at hun bliver beskyttet maksimalt af de helt åbenlyse grunde, at hun er offer for en meget alvorlig forbrydelse, og at hun kun er 13 år. At være kendt som offer for et overgreb medfører ofte en masse negativ opmærksomhed, og det skal den 13-årige pige skånes for, siger hun og fortsætter:

- Hun skal have lov at leve et liv, hvor hun er alt muligt andet end offeret i den her sag. Så hvis man googler sagen om rigtig mange år, så er hendes navn og hjemby ikke det første, der kommer op.

Eva Aagaard mener ikke, at der er nogen grund til, at offentligheden behøver kende pigens navn, da det ikke længere er relevant for sagen, som det var, da hun var efterlyst.

- Udover at stille folks nysgerrighed, og at der måske er ”kliks” i det, kan jeg ikke se, hvorfor det er relevant længere. Og de årsager synes jeg ikke kan opveje hensynet til at passe på pigen.

Eva Aagaard er i sit arbejde i kontakt med mange ofre for voldtægt, og hun ser, at det at få sin sag omtalt i medierne på en måde, som man ikke selv har valgt, kan ende med at være retraumatiserende.

- Det er et yderligere kontroltab efter et seksuelt overgreb, som i forvejen er et kontroltab. Nogle gange kan der være folk, der stiller spørgsmålstegn ved det, der er sket, eller har teorier om det, og det kan være med til at forværre det traume, man har i forvejen. Det er noget af det, ofre kan bruge lang tid på at bearbejde.

Ikke hendes sag

Hun mener, at det bør være en generel tommelfingerregel, at medierne ikke bruger offerets navn i sager om seksualforbrydelser og især undgår at omtale sagen som "offerets navn-sagen".

De fleste danske medier, herunder femina update, har truffet en beslutning om ikke at bruge navnet fremover.

B.T. og Ekstra Bladet holder fast i at bruge pigens navn.

- Vi tager selvfølgelig løbende bestik af de etiske hensyn, men vi mener på nuværende tidspunkt, at det stadig er relevant at nævne hendes fornavn. Vi har været i løbende dialog med familien, også efter sigtelsen, og de har givet samtykke til, at vi fortsat bruger fornavnet, siger chefredaktør for Ekstrabladet, Knud Brix, til Journalisten.

Også B.T’s journalistiske chef Marie Rask Glerup forsvarer mediets brug af navnet til Journalisten.

- Det gør vi, fordi det er det, som hele Danmark kender sagen som. Generelt dækker vi sagen dybt ansvarligt og ordentligt. Vi bringer ikke hendes billede og har på intet tidspunkt brugt hendes efternavn. Samtidig har forældrene givet deres samtykke til os til, at vi stadigvæk må bruge navnet, som også er et forholdsvis almindeligt navn.

Eva Aagaard mener, at argumentet om, at det nu er det navn, som danskerne kender sagen som, burde være et argument for netop ikke at bruge navnet.

- Mange år efter kommer det til at blive nogle få detaljer, der hænger fast omkring sådan en sag, og offerets navn skal ikke være en af dem. Derfor har medierne et ansvar for at være lidt kreative og finde et andet navn.

Derudover mener Eva Aagaard, at det sender det forkerte signal at opkalde sagen efter offeret. For det er ikke hende, der har valgt, at noget af det skulle ske.

- Det er ikke hendes sag. Det er sagen mod hendes gerningsmand. Det er hans handling, det handler om. Derfor har hun ret til ikke at blive identificeret med den her sag for altid.

I retsplejeloven er det fastslået, at det kan være strafbart, hvis man ikke yder tilstrækkelig beskyttelse til ofre for seksualforbrydelser. Det indebærer ikke at bringe ”navn, stilling eller bopæl på den forurettede eller på anden måde offentliggøre den pågældendes identitet.”

Men det kan i de enkelte sager diskuteres, hvor meget information der er nødvendig, før en person kan identificeres. Og selvom et fornavn ikke nødvendigvis er nok til at identificere, så mener Eva Aagaard, at man hellere bør være på den sikre side i sager, som eksempelvis er særligt omtalt i medierne, har en særlig grov karakter, eller som omhandler et barn.

- Måske kan nogen prøve at identificere hende ud fra hendes fornavn, alder og hjemby. Men vigtigst af alt, så kan det komme til at fylde for hende, hvis hun er nervøs for, at det kan ske. Det kan være rigtig svært i sig selv.

Vi har alle et ansvar

Eva Aagaard synes, at medierne har et særligt ansvar, fordi det er dem, som formidler informationen, men at det er lige så vigtigt at privatpersoner respekterer ofre i meget omtalte sager.

Det kan nemlig også gøre en forskel om man i folkemunde for eksempel bliver ved med at kalde sagen for offerets navn.

Det kan også være relevant at overveje, hvad man deler på sociale medier, og om man er med til at sprede information, som kan være skadelig for offeret.

Derudover skal man undgå at være ”hobbydetektiv” og lade være med at gætte på mulige scenarier for, hvad der er sket.

- Det er vores allesammen ansvar at passe på ofre. Der er en retsproces i gang, og det er der, tingene foregår, siger Eva Aagaard.

Hun mener ikke, at medier skal stoppe med at skrive om sager med overgreb eller lignende. De skal bare gøre det på en hensynsfuld måde. Hun forstår også godt, at privatpersoner kan have en masse spørgsmål, de gerne vil have svar på.

- Vi lever jo i et retssamfund, hvor vi også har besluttet, at retssager skal være tilgængelige for offentligheden og af gode grunde. Derfor bliver man jo også nødt til at dække de svære sager. Så det er svært at svare på, hvor grænsen går, men der må man jo også kigge på de enkelte sager, lytte til ofrene og vurdere hvilke hensyn, der skal tages.

Ejvind Hansen forsker og underviser i journalistik og offentlighed, og han ser en stigende fascination for true crime i den brede befolkning - og at det både er godt og skidt i mediernes dækning af kriminalsager.

- Medier skal jo tale til det hele menneske, og vi som mennesker består jo både af rationelle reflektioner, men vi består også af følelser. True crime-genren spiller på vores følelser, hvor man så kan blive fascineret af nogle bestialske ting. Det kan jo være godt, hvis det sker med et ønske om at informere borgerne om, at vores samfund også har en mørk side – for den skal man jo også kende til, siger Ejvind Hansen og fortsætter:

- Men selvfølgelig: Jo mere, man svælger i detaljerne og taler til nogle af de inderste følelser i befolkningen, jamen des mere risikerer man også, at det bliver en irrationel måde at forholde sig til virkeligheden på. Og det er måske ikke er så gavnligt i forhold til, hvad vi så ønsker at stille op med den virkelighed.