politi
Samfund

Det ved vi i sagen om 13-årige pige: Her er sigtelserne mod den 32-årige

17. april 2023
Signe Larsen
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Søndag blev hun fundet i live efter at have været efterlyst siden lørdag eftermiddag. En 32-årig mand blev mandag klokken 11 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved.

Artiklen opdateres løbende.

Den 13-årige pige forsvandt lørdag ved middagstid, efter hun havde delt aviser ud i byen Kirkerup mellem Sørbymagle og Fuglebjerg sydøst for Slagelse.

Søndag eftermiddag ved 15-tiden blev hun fundet i live, og her blev en 32-årig mand samtidig anholdt kl. 14.48.

Mandag kl. 11 blev manden fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved.

Her læste anklageren sigtelserne mod den 32-årige op.

Manden er sigtet for at have indledt en langvarig frihedsberøvelse af den 13-årige mod sin vilje. I hans bil og på to forskellige adresser, blandt andet hans bopæl. Det skriver TV 2.

Manden blev også sigtet for at flere gange med vold og trusler om vold at have udsat den 13-årige for voldtægt.

Ifølge anklageren erkendte den 32-årige delvist sigtelserne. Det fremgik ikke, hvad han erkendte.

Herefter begærede anklageren om, at dørene til retten skulle lukkes af hensyn til opklaringen af sagen og også af hensyn til den forurettede, altså den 13-årige pige.

Det protesterede flere journalister imod med det argument, at sagen har optaget danskerne i usædvanlig grad. Dørene blev dog lukket, og der blev også indført navneforbud i sagen, som den 32-årige mands forsvarer bad om.

Til stede i retten var blandt andet den 13-åriges papfar.

Her er et overblik over, hvad vi ved ellers i sagen – og hvad vi stadig mangler svar på.

Den 13-årige pige ringede til sin papfar lørdag omkring klokken 11.30 og fortalte, at hun var færdig med sin avisrute og ville cykle hjemad. Men hun vendte aldrig hjem, og i stedet fandt hendes familie den 13-årige piges cykel, taske og telefon, der var blevet efterladt i en vejkant i nærheden.

Hurtigt slog familien alarm og henvendte sig til politiet, der lørdag eftermiddag udsendte en efterlysning af pigen. Det skriver blandt andre DR og TV 2.

I de følgende 27 timer pågik der en omfattende efterforskning, som Sydsjællands og Lolland-Falsters politi fik hjælp til fra andre politikredse, flyvevåbnet og af Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC).

Vidt og bredt søgte både myndigheder og civile efter den 13-årige pige, og politiet fik i løbet af eftersøgningen mere end 600 henvendelser fra borgere, der delte både informationer og overvågningsmateriale fra området.

Søndag oplyste politiet, at de arbejdede ud fra en teori om, at pigen var blevet udsat for en forbrydelse.

Efterforskningen førte blandt andet politiet til et hus i Kirkerup tæt på, hvor pigen forsvandt. Huset og vejen omkring blev afspærret, ligesom teknikere arbejdede i en nærliggende skov.

Politiet var ligeledes massivt til stede på en adresse i Svenstrup ved Korsør.

Klokken 15 søndag indkaldte politiet til pressemøde, men få øjeblikke inden, det skulle gå i gang, skete der en udvikling i sagen, så pressemødet måtte udskydes med nogle minutter.

Da politiinspektør Kim Kliver og vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi endelig stod frem foran pressen, var det med gode nyheder efter et omfattende efterforskningsarbejde:

Den 13-årige pige var netop blevet fundet i live og var ved bevidsthed. De understregede, at politiet stadig ser på sagen med største alvor, og at der ligger et stort arbejde foran dem med at afklare, hvad der er sket.

32-årig mand anholdt

Den 32-årige mand var ved samme lejlighed blevet anholdt. Han blev mandag fremstillet i grundlovsforhør.

To andre personer fra lokalområdet har desuden været anholdt, men blev søndag løsladt. Ifølge politiets efterforskning tyder det ikke på, at de to havde noget med sagen at gøre.

Efter, at sigtelserne mod den 32-årige mand er blevet offentliggjort, står der stadig en lang række spørgsmål tilbage.

Politiet har heller ikke oplyst nærmere om hendes tilstand. På Facebook og til andre medier fortalte pigens mor søndag aften, at datteren var “okay efter omstændighederne”.

Den 32-årige man blev mandag varetægtsfængslet frem til 11. maj.

Der kan være en medgerningsmand på fri fod i sagen. Det fortæller anklager Susanne Bluhm til Ritzau, skriver Ekstra Bladet.

Vi har valgt ikke at bruge navnet på den 13-årige pige, fordi vi ønsker at udvise størst muligt hensyn til hende og familien.

Læs også