kathrine
Samfund

Kvinder føder åbenbart for få børn. Men hvad med de mænd på Tinder, der "stadig tænker over det"?

14. marts 2024
af Kathrine Hinge
Foto: Rita Kuhlmann
"Jeg savner virkelig, at mænd også bliver forholdt den faldende fødselsrate. At de også skal tage stilling, mærke efter og melde ud - ligesom vi kvinder skal," skriver Kathrine Hinge i denne kommentar.

Kathrine Hinge er redaktionschef på Ally og vært på podcasten "Stadig single". Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Forleden dag sad jeg og drak morgenkaffe og scrollede rundt, da jeg faldt over artikel fra Politiken, som fyldte mig med ængstelse.

Politiken havde fået en professor i epidemiologi og demografi til at lave en befolkningsfremskrivning, og resultatet var mildest talt skræmmende. For han anslog, at der om under 100 år vil være 2,54 millioner indbyggere i Danmark - mod de cirka 6 millioner, som vi er i dag.

Årsagen? At danske kvinder føder for få børn.

I 2023 fødte danske kvinder kun 1,5 barn i gennemsnit - og dét tal skal være 2,1, før vi som befolkning kan opretholde os selv.

Udover den dystopiske tone i teksten, kan jeg som barnløs kvinde i den fødedygtige alder heller ikke undgå at føle mig en lille smule ramt. For jeg vil gerne have børn - men som single er det ikke sådan helt ligetil.

Jeg har dog samtidig et virkelig godt bud på, hvorfor vi føder for få børn. For når jeg bevæger mig rundt på diverse datingapps, er der én ting, der længe har undret mig.

Mængden af mænd, der “stadig tænker over dét.”

Hvis du aldrig har været på Tinder, så ved du formentlig slet ikke, hvad jeg taler om. Men på dating-appen kan man angive, hvad man søger efter. Om man er ude efter noget seriøst, noget casual, noget midt imellem - eller om man stadig tænker over dét.

Og her kan jeg konstatere, at dét gør virkelig mange mænd i den reproduktive alder - tænker over det. For Tinder vrimler med mænd i 30’erne og sågar 40’erne, der stadig er uafklarede omkring, hvad de egentlig søger i deres liv. Det er selvfølgelig helt fair, hvis de slet og ret ikke ønsker børn - men jeg bemærker, at flere af dem samtidig noterer på deres profiler, at dét vil de gerne.

Så jeg er ærligt talt en smule forvirret! For hvad er det så, de her mænd tænker over? Ved de godt, at de måske ikke har tid til at tænke meget over det? For hvis de gerne vil have børn med bare nogenlunde jævnaldrende kvinder og med en nogenlunde velfungerende sædkvalitet, så er der altså ikke så skide meget tid til at fundere.

Det er ikke kun min egen uvidenskabelige undersøgelse på Tinder, der underbygger min tese. I 2020 udgav Danmarks Statistik den første kortlægning af mænds familiemønstre - om de får børn, hvor mange og hvornår i livet, de får dem.

Resultatet viste, at mænd i mindre grad end kvinder bliver forældre. Omkring hver femte mand får ikke børn - det samme gælder for hver ottende kvinde.

Hos Københavns Universitet har man kigget lidt på årsagerne. I 2021 udgav de et forskningsstudie, hvor de har talt med 29 danske og svenske mænd i alderen 20 til 30 år om deres manglende familieforøgelse, og her lød svaret blandt andet, at mændene gerne ville gøre det hele i den rigtige rækkefølge: få en uddannelse, et godt job, en stabil indkomst, et godt sted at bo. Først herefter følte de sig klar til at stifte familie.

Derudover viste undersøgelsen også, at mændene var bange for at give afkald på deres frihed:

“For nogle af mændene handler det om friheden til at gøre, hvad de har lyst til og ikke leve i et stramt, skemalagt liv. For andre handler det om friheden til at udleve nogle karrieredrømme. Fælles for dem er, at de udsætter at få børn, fordi de ikke vil give kald på deres frihed endnu,” lød det fra undersøgelsens førsteforfatter, Gritt Marie Hviid Malling.

Og til dét må jeg bare sige: I hear you! Men med et fertilitetsvindue, der lukker kvart i 40, så har kvinder bare ikke det samme privilegium. Vi er nødt til at tage stilling - og det er mændene faktisk også. Måske ville det hjælpe, hvis vi som samfund begyndte at tale om det som et fælles ansvar.

For jeg savner virkelig, at mænd også bliver forholdt den faldende fødselsrate. At de også skal tage stilling, mærke efter og melde ud - ligesom vi kvinder skal. Men når vi taler om det i samfundsdebatten, både i statiske sammenhænge og i medierne, så taler vi om kvinders faldende fødselsrate. At danske kvinder føder for få børn.

Men hey, vi kan jo altså ikke få dem uden hjælp fra mændene. De bærer halvdelen af ansvaret - og cellerne - og derfor bliver jeg oprigtig bekymret, når jeg ser mængden af jævnaldrende mænd, der stadig tror, de har alt tid i verden til at få børn.

Jeg ville da også ønske, at jeg stadig kunne tænke over det. For lad os være ærlige, det er jo dating-lingo for at have alle muligheder åbne. Dating-lingo for at kunne få en bid af alle kagerne i buffeten og for ikke at blive skældt ud, når man smutter efter to måneders dating-sjov, for hey: jeg havde jo sagt, at jeg stadig tænkte over det!

Men tænk over dét her, mænd. Tænk over den faldende fødselsrate. Tænk over, at de jævnaldrende kvinder måske ikke kan få børn længere, når du er færdig med at tænke. Tænk dig grundigt om - og tag så stilling.

Læs også