Julefrokostslips
Julefrokost

Kære alle sammen. Vil I ikke nok opføre jer pænt over for tjenerne, når I er til julefrokost?

3. december 2021
af Signe Bertram
Foto: Simon Knudsen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
For nyligt havde jeg en gæst, der spurgte mig ”om jeg kunne have en tissemand i munden”. Jeg er også ofte blevet spurgt, om jeg vil med ud på toilettet og ”holde den”.

Julefrokostsæsonen er over os, og traditionen tro samles vi iført glimmergevir og spillende slips for at glemme hverdagen over en masse mad og alkohol.

Det er en stor højtid i restaurationsbranchen, og når snapsen ryger indenbords, lægger tjenere ører (og krop) til lidt af hvert.

Jeg har selv arbejdet som tjener i fire år. Første gang, jeg serverede til en julefrokost, var på et hotel.

Humøret var højt, og særligt en gruppe mænd holdt ikke igen med drikkevarerne eller de kække kommentarer til personalet.

De var nok på alder med min far. På et tidspunkt finder en af dem sin nøgle med værelsesnummeret frem og spørger til stor morskab for de andre, om jeg ikke kommer op til ham, når jeg har fri.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg får svaret. Men jeg kan huske, at stemningen pludselig var en anden.

Det føltes ikke længere ligeværdigt at skulle servicere dem.

Jeg oplevede flere gange kvinder, noget ældre end jeg selv, der havde svært ved at holde fingrene for sig selv. Jeg fik også en hel del upassende tilbud. De fleste fra kvinder, der var på alder med min mor eller ældre. – Rasmus

Det er langt fra den eneste gang, jeg har fået sådan et tilbud fra en gæst. Det er, som om der sker noget, når mænd eller kvinder drikker alkohol i flok.

Så bliver kommentarer som: ”Jeg skal på toilettet, vil du med?” en helt acceptabel ting at spørge en tjener eller bartender om. Og det forventes, at man griner og tager det som en kompliment.

Men hvorfor opfattes det at tage en tjeneruniform på som en invitation til seksuelle tilnærmelser?

For ja, det er en tjeners job at skabe god stemning. Og nej, det er ikke forbudt at lægge et telefonnummer, når man går, eller smile lidt ekstra til en tjener, som man synes er sød.

Det handler om situationsfornemmelse. Og den bliver desværre ofret på et alter af snaps og julebryg, når kalenderen viser december.

Jeg er slet ikke alene om at have tillært mig et anstrengt smil efterfulgt af et ”nej tak” i den situation. Derfor har jeg samlet flere tjeneres julefrokostberetninger ind. Lad dem være en inspiration til, hvordan man ikke skal opføre sig. Så kan vi have en god aften alle sammen.

– Et badmintonhold af herrer (senior 45+) holdt julefrokost i en sportshal, hvor jeg arbejde i cafeteriet. Efter min chef var gået, skulle jeg servere øl for dem i vores baglokale. Jo flere øl der røg ind, jo værre blev kommentarerne: “Jeg tror, du tabte noget, du må hellere bukke dig ned og samle det op”, “du må gerne sidde her (på skødet)”, “skal du ikke sidde og få en øl med os”. Jeg var alene med selskabet og slog kommentarerne hen med et smil. En far til en klassekammerat var iblandt gæsterne, men sagde ikke noget. Jeg var 15. – Anine

– Jeg arbejdede på en bøfrestaurant lige efter gymnasiet. Der var en del damejulefrokoster. Jeg oplevede flere gange kvinder, noget ældre end jeg selv, der havde svært ved at holde fingrene for sig selv. Jeg fik også en hel del upassende tilbud. De fleste fra kvinder, der var på alder med min mor eller ældre. – Rasmus

– I mit første år i lære serverede jeg til en julefrokost for læger og ansatte på et hospital. Da jeg kommer ned for enden bordet for at skænke vin til hovedretten, sidder der en overlæge på den sidste plads, som griber fast i min arm og inderlår. Han hiver mig ned på skødet af ham med ordene: "Der var du min lille skat. Vi skal nok få det sjovt senere¨." – Christina

– For et par år tilbage oplevede jeg en gæst, der sidst på aftenen mente, det var passende for hende at tage fat i mit skridt. Jeg bad hende om sætte sig tilbage til hendes selskab. Hun blev meget fornærmet over, at jeg udtrykte, at jeg ikke fandt det passende. – Frank

– Jeg er tjener på et brasserie, hvor vi har mange julefrokoster hvert år. Der er vagter, hvor jeg går rundt og har lidt småondt i maven over folks fuldskab. Normalt elsker jeg, når der er gang i den, og folk må GERNE være berusede, så længe de hygger sig og holder en ordentlig tone. Men ofte ryger manererne sammen med snapsen. For nyligt havde jeg en gæst, der spurgte mig ”om jeg kunne have en tissemand i munden”. Jeg er også ofte blevet spurgt, om jeg vil med ud på toilettet og ”holde den”. Jeg kan godt køre med på meget sjov, men sådan nogle kommentarer er upassende og direkte ulækre. Det er bare super træls at føle, man ikke giver god service, fordi man derefter ser sig mere eller mindre sur på gæsten – og for den sags skyld ofte hele bordet – Trine

– Når aftenen er godt i gang, og en del herrer er jævnt stive, så bliver "undskyld, tjener kan jeg..." udskiftet med " hey Svans", "bøsserøv, kan, du.." og så videre ... – Alf

– Jeg havde et bord af kun kvinder, hvoraf en især havde lidt “travlt”. Fair nok, men det blev lidt for meget, da hun på et tidspunkt tog fat i min arm, trak hårdt i mig, så jeg landede ovenpå dem, hvorefter hun lystigt begyndte at spanke mig. Ikke rigtigt et godt minde – Kristian

– Jeg har arbejdet på en bar, hvor der stod en, som havde lagt an på mig hele natten, og ventede på mig udenfor klokken 5 om morgenen, selv om jeg tydeligt havde afvist ham. Men han ville så gerne have mig med hjem. Fulde mennesker forstår bare ikke noget, ej heller at personalet altså er ædru når de er på arbejde. Folk er så ucharmerende og for meget. – Maria

Læs også