Jo, det er faktisk vigtigt, at vi får viden om overgreb mod børn, selvom det giver en ubehagelig smag midt i aftenkaffen

Sarah Liv Vangsgaard Winge er debattør og podcastvært. Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

“Grovere og mere rystende end nogensinde” - det er ord, der allerede indgår i første del af en anmeldelse, som femina bringer af programmet i den nye sæson af DR’s ”Indefra med Anders Agger" som vært, der sætter spot på seksuelle overgreb mod børn.

Samtidig stiller skribenten det retoriske spørgsmål: Hvor går grænsen for, hvad vi skal se?

Og det er interessant, at grænsen tilsyneladende er hér taget i betragtning af, at Anders Agger også har besøgt kvinder, der har været udsat for vold, og som var på flugt i et krisecenter. Samt at Anders Agger har lavet serier om børn, der er terminalt syge og som derfor står til at dø i den nærmeste fremtid.

Men seksuelle overgreb mod børn - et problem, der rammer statistisk set 2-3 børn i hver skoleklasse, og som kan have livslange konsekvenser, er alligevel lige lidt for meget.

Selvom der også sættes spørgsmålstegn ved etikken og børnenes behov i dækningen, er det mere et letkøbt skalkeskjul for det egentlige ubehag, det vækker i skribenten, når seksuelle overgreb mod børn bliver taget op i bedste sendetid, i min optik.

Og selvom det ér ubehageligt at få viden om, hilser jeg Anders Aggers serie velkommen: for på trods af at omfanget er så stort, har overgrebs- og senfølgeområdet været underprioriteret i årevis. Og vi er mange, der har ventet på, at der ville blive kastet lys på emnet i bedste sendetid.

For på trods af en række initiativer siden 2012, inklusiv Børnehusene, fastslår ny rapport for 2025 fra et strategisk netværk under Social- og Boligstyrelsen, at vi fortsat ikke formår at forebygge eller bekæmpe seksuelle overgreb mod børn.

Dit ubehag rammer ofrene

Jeg har selv været udsat for seksuelle overgreb i min barndom og har flere gange været vidne til, hvad det vækker i folk, hvis jeg lukker lidt op. Og hey, jeg forstår virkelig godt ubehaget.

Men den triste sandhed er, at seksuelle overgreb mod børn ikke forsvinder, selvom vi lukker øjnene. Vi efterlader bare ofrene alene i skam og skyld ved at gøre det.

Mens Karoline Balstrøm (tv-anmelderen, red.) og andre seere kan slukke for flimmerkassen, har jeg, og andre, der har oplevet seksuelle overgreb i barndommen, ikke det privilegium.

Anmeldelse sender ærgerligt signal

Det er problematisk, når populære medier er med til at fastholde tabu, for det er ofrene og deres pårørende, der lider under det. Og det synes jeg anmeldelsen er med til, når den hævder, at der er unødvendige udpenslinger, samtidig med at hun skriver, at detaljegraden er vag, og anklager serien for at vægte mod det sensationelle.

For seksuelle overgreb mod børn er ikke sensationelt. Det er et reelt problem, og det har det været i årtier.

Og så er det et ærgerligt signal at sende til dem, der ofte er årevis om at samle mod til at kigge på barndomstraumerne og bryde fri af hemmelighederne.

Og i øvrigt også til de modige børn, der fortæller om overgrebene i serien, og deres familier, der står midt i deres værste krise?

Det havde klædt anmelderen at reflektere over sit eget ubehag, hvorfor det er opstået og hvilke konsekvenser det har på et samfundsmæssigt niveau. For som jeg læser det, projiceres skammen over på ofrene, når hun skyder skarpt mod en virkelighed for at for mange børn, som budbringeren, Anders Agger, bringer frem.

Anders Agger nedbryder tabu

I episode 1 er der flere sekvenser, der er sindssygt vigtige. Fx hvor Anders Agger stiller spørgsmålet, der fortsat stilles i fagkredse og familier til ofrene: kan man stole på barnet?

Og han får et endnu vigtigere svar tilbage: Jeg har aldrig oplevet, at et barn har løjet.

Og med den korte dialog er programmet med til at skabe et nyt narrativ, frem for det, der har hersket alt for længe: at børn lyver. Også om overgreb.

Den mand, der krænkede mig som barn, holdte fast på, at jeg løj, og den tvivl gjorde, at jeg mistede 80 pct. af min familie, fordi de ikke troede på mig. Dermed stod jeg med to voldsomme traumer, før jeg endnu var voksen.

"Indefra" kradser kun i overfladen

I episoden møder vi også “Mette”, der selv kontakter politiet og fortæller om de overgreb, hendes stedfar har udsat hende for over en årrække.

Men det er faktisk de færreste, der åbner op for det mørke kapitel, mens de er børn. Fra forskning ved vi, at der i gennemsnit går 17,2 år, før vi taler højt om de overgreb, vi har været udsat for.

Samtidig er der desværre så mange historier, hvor børnene ender med at stå alene med anmeldelser og helingen, enten fordi overgrebene begås af forældrene, som vi også hører om i "Indefra med Anders Agger"-episoden, eller fordi den forælder, der ikke begår overgreb, ikke tror på barnet. De historier går igen og igen i min podcast 'Forbandet Barndom', hvor modige gæster deler deres overgreb og konsekvenserne det har sat i hende.

Der mangler fortsat samfundsoplysning om blandt andet de langsigtede konsekvenser af overgreb mod børn.

Det, på trods af, at vi ved, at 60-80 pct. af ofrene vil udvikle behandlingskrævende senfølger senere i livet. Det kan være lidelser som PTSD, depression, spiseforstyrrelse eller et misbrug.

Samtidig har det eneste statsstøttede, specialiserede sted til behandling af senfølgerne, Center for seksuelt misbrugte (CSM), flere års ventetid. Jeg ventede selv tre et halvt år for at kunne komme i behandling, mens jeg var ramt af gentagende flashbacks af mine værste oplevelser dag og nat.

Og det er ikke alle, der kan få behandling der. Der er nemlig en række eksklusionskriterier hos CSM. Fx kan man med autisme ikke få behandling, selvom denne gruppe af børn er ekstra udsat.

Så nej, grænsen er ikke nået - vi er derimod endelig begyndt at bryde fri af de begrænsninger, samfundet har sat for ordentlige vilkår til ofrene, deres pårørende, netværket, og de konsekvenser, det har for samfundet.

Som jeg læser det, og som mange af mine følgere på Instagram, der også har oplevet seksuelle overgreb i barndommen, forstår anmeldelsen, er det ubehaget i skribenten, der dominerer i indlægget på trods af gode intentioner.

Jeg værdsætter, at anmeldelsen sætter spørgsmålstegn ved, om serien passer på ofrene, men det er i min optik et misforstået hensyn, for det kan være enormt helende at være med til at gøre en forskel for andre igennem spejling.

Det vi ser i den nyeste episode af "Indefra med Anders Agger" er virkeligheden for alt for mange børn og deres familie.

Og det er vigtigt, at vi som samfund indser de aktuelle udfordringer for at kunne ændre vilkårene for ofrene.