’Indefra med Anders Agger – Børnehuset': Hvor går grænsen for, hvad vi skal se?

Når Anders Agger med sit tv-hold går ind i et lukket miljø, bliver det til gribende tv. De barske historier er sjældent for sarte sjæle, men programmernes åbne nysgerrighed gør dem helende. Denne gang udfordres formatet dog som aldrig før.

Sæsonen om Børnehuset indledes med historien om den nu 16-årige ”Clara”, som siden hun var 10 år har været udsat for utallige overgreb fra sin mors kæreste. Detaljerne foldes gradvist ud og er ufatteligt voldsomme og svære at bære.

Hun har henvendt sig til Børnehuset: En institution, der siden 2013 har eksisteret i hver af landets fem regioner. Her er politi, kommune, psykologer og sundhedsvæsen repræsenteret, så barnets sag fra start tages alvorligt uden kritisk ventetid.

I 2024 behandlede Børnehuset over 1.000 sager. Det er et vanvittigt tal. Og det dækker kun over henvendelser i afdelingen i Region Syddanmark, som Anders Agger gæster i denne sæson af ’Indefra’.

Slørede ansigter, akvareller og børnestemmer

I højere grad end tidligere sæsoner er hovedpersonernes ansigter skjult, navne bippet ud og stemmer forvrænget.

Selv om detaljegraden til tider er vag, står historierne stærkt.

De groveste sager er – noget atypisk for det faste DR-format – illustreret gennem simpel animation, tilsat akvarelmaling. Vandfarverne danser om små skikkelser af børn, der ligger i fosterstilling iført undertøj, eller som med bøjet hoved har slynget armene beskyttende om nakken, mens børnestatister har indtalt den enkeltes historie.

Et greb, der gør ubehaget håndgribeligt – men også rejser spørgsmål om nødvendighed.

Tæt på myndighederne

Serien følger ikke kun børnene, men også socialrådgivere og psykologer, der skal få dem til at åbne sig. Anders Agger får adgang til Zoom-møder, hvor myndigheder deler dybt personfølsomme oplysninger uden forældres samtykke. Det sker, fordi forældrene ofte er mistænkte i sagerne.

Som seere får vi dermed indblik i en praksis, der ellers er utilgængelig. Men bør vi egentlig sidde med ved bordet?

Etikken presses

Anders Agger har med sin eminente dokumentarserie ’Indefra’ kortlagt vilde skyggesider af Danmark, i oplysningens navn. Det er en åbenbaring at høre om de voksnes arbejde i Børnehuset, ligesom det har været relevant at høre fra betjente i sikrede fængsler eller sundhedspersonale, der hjælper narkomaner med rene fixerum.

Det har til tider været sensationelt stof, som ’Indefra’ har dækket, men med den nærværende vært i front har man aldrig været i tvivl om, at det hele har tjent et vigtigt formål, og at vi alle er blevet klogere takket være de åbne portrætter.

Her har hovedpersonerne selv fortalt, reflekteret og givet serien dens styrke. Men hvordan interviewer man et 10-årigt barn om konsekvenserne af overgreb? Her bliver ordet i stedet givet til de voksne omkring børnene, mens de unge mest bruges til at levere barske beretninger.

Når fokus forsvinder

Tre gange om dagen oprettes en ny sag i Børnehuset. En af de sager, vi følger, nærmest fra start, handler om en pige, som er blevet krænket og truet af en voksen mand på Instagram.

Hendes skikkelse er sløret, men hun og hendes forældre er knapt kommet ind ad hovedindgangen, før de mødes af DR’s kamerahold.

Familien følges ind i et rum, og pigen placeres i en sofa mellem sine voksne. Kameraet zoomer ind på hendes sitrende hænder, mens hun, tydeligt nervøs, piller i sit tøj.

Familien har naturligvis givet samtykke, men i den ekstremt sårbare situation er det svært at se værdien i, at et dokumentarhold skal være til stede.

Senere ser vi ”Clara”, i en lignende sofa, fortælle sine biologiske forældre om stedfarens overgreb. Umiddelbart efter interviewer Anders Agger hende alene og fremhæver hendes styrke. Situationen er nærgående på en måde, der føles problematisk.

De professionelle voksne i lokalet er stadig i gang med at finde hoved og hale i hændelserne. Selv forældrene er dybt chokerede. Så gad vide, hvor afklaret barnet i midten mon er?

En mærkelig smag i munden

Det er simpelthen svært at samle tankerne, når grafiske detaljer om fuldbyrdet voldtægt, vaginale slimhindeskader og ukendte genstande i skeden netop er blevet malerisk udpenslet for en.

Når akvareller med illustrationer af voldtægt og skader på børns kroppe derudover blander sig med intime samtaler mellem børn og forældre, bliver det næsten umuligt at holde fokus på dokumentarseriens emne: nemlig Børnehuset, institutionens arbejde og de strukturelle problemstillinger.

’Indefra med Anders Agger – Børnehuset' vil vise en vigtig virkelighed. Men hvor tidligere sæsoner balancerede indlevelse og værdighed, tipper vægten her mod det sensationelle.

De grænseoverskridende optagelser, animation og børnestemmer skygger for de medarbejdere, som kunne have givet den indsigt, serien plejer at levere.

Resultatet er stadig stærkt tv, men også en dokumentar, der efterlader en ubehagelig tvivl: Hvor går grænsen for, hvad vi skal se?