Jeg vil gerne være stolt af Danmark. Men jeg kan ikke, når vi efterlader danske børn i en livsfarlig lejr

Isabella Hindkjær er chefredaktør på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

I en flygtningelejr tusindvis af kilometer væk i det nordøstlige Syrien sidder der fem børn. De er under fem år gamle, og de er syge, underernærede og i livsfare.

En treårig dreng har kronisk diarré og er alvorligt underernæret. En fireårig har ptsd og adhd. En femårig havde i april mistet hørelsen.

Det skrev både Politiken og Berlingske for halvanden måned siden.

De fem børn er danske.

Forholdene i den kurdisk kontrollerede Al-Roj-lejr er blevet kaldt umenneskelige og livstruende, sikkerhedssituationen er ustabil, og danske læger har flere gange utvetydigt anbefalet, at børnene evakueres til Danmark sammen med deres mødre.

"Al-Roj-lejren er ikke et sted for børn," siger Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod (S) selv. Men børnene sidder der endnu.

Deres mødre er tilbageholdt af kurderne for at være rejst til Syrien med hensigten om at tilslutte sig Islamisk Stat. Den danske regering har indvilget i at hjemtage børnene, men ikke deres mødre. Og mødrene vil ikke give samtykke til at lade deres børn rejse hjem uden dem.

Barnets tarv

Forestil dig, at du befinder dig tusindvis af kilometer hjemmefra, og du står anklaget for at have begået en kriminel handling. Du indvilger i at blive retsforfulgt og skal modtage din straf. Men indvilger du i at overlade dine børn til sig selv, når deres mor er det eneste, de har tilbage?

Det er det, man beder disse mødre om. Og det siger de nej til.

"Derfor vil jeg gerne gentage min stærkeste appel til de her fremmedkrigerkvinder: Giv os nu lov til at hjælpe jeres børn," siger udenrigsministeren.

Men det er bare ikke sådan, man hjælper børn.

Faktum er, at den danske regering kun vil tillade danske småbørn at vende hjem til Danmark, hvis de adskilles fra den eneste omsorgsperson, det eneste stabile tilstedeværelse i deres korte, men allerede umenneskeligt turbulente liv.

"Målet kan ikke være at få deres mødre til at give samtykke til en adskillelse. Målet må være at varetage børnenes tarv," skriver professor emerita og ekspert i indfødsret Eva Ersbøll i en kronik i Information.

De mest sårbare

Allerede for to år siden blev udenrigsministeren i Folketingssalen spurgt om han kunne garantere, at ingen danske børn var alvorligt syge, fejlernærede eller i livsfare.

Det kunne han ikke, og "det gør ondt at tænke på", sagde han. Men "det er forældrene, der bærer ansvaret for den situation, deres børn nu befinder sig i."

"De har vendt Danmark ryggen, og de har givet deres børn den værst tænkelige start på livet," sagde han.

For stort set alle udsatte børn gælder, at deres forældre har truffet dårlige beslutninger. De mest sårbare børn lever med konsekvenserne af deres forældres valg.

Men jeg troede, at vi levede i et samfund, hvor det netop er de børn, vi gør mest for at hjælpe.

For i det Danmark, jeg kender, bærer børn ikke ansvaret for deres forældres synder.

I det Danmark, jeg kender, retsforfølger vi de voksne, og beskytter deres uskyldige børn – uanset hvor uhyrlige forbrydelser deres forældre har begået.

Forskel på mennesker

I oktober indvilgede regeringen — hårdt presset af sine støttepartier – i at evakuere 14 børn sammen med deres i alt tre danske mødre. Kvinderne blev varetægtsfængslet, da de landede.

Så hvad er forskellen på de danske børn, der er kommet hjem, og de resterende fem?

Kun at de mødre, der stadig sidder i Al-Roj, havde dobbelt statsborgerskab. Derfor kunne de administrativt fratages deres danske statsborgerskab som følge af den lov, Folketinget hastevedtog i efteråret.

De er derfor ikke længere danske statsborgere, og det straffer vi deres børn for.

Vi straffer børnene, både når vi efterlader dem i Al-Roj, og når den tager dem som gidsel i en magtkamp med deres mødre.

Også selvom flere jurister advarer imod, at de sidste fem danske børn i Syrien bliver udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Regeringen siger, at den vil hjælpe børnene, og at det er mødrene, der forhindrer det.

Men forklar mig, hvordan det er en hjælp for et lille barn, der kun kender til bomberegn, sygdom og sult, at blive adskilt fra sin mor på ubestemt tid?

Det er fem danske småbørn, der ikke kender til andet end krigens rædsler. De er allerede mærket for livet, og jo længere tid, vi svigter dem, jo sværere ser deres fremtid ud.

Når vi i Danmark de seneste måneder med åbne arme har taget imod ukrainske mødre og børn på flugt fra krig, vil jeg gerne være stolt af mit land.

Men jeg kan ikke, når vi samtidig efterlader syge, sultende danske børn i en livsfarlig fangelejr tusindvis af kilometer herfra.

Uret tikker

Når sommeren kommer til Al-Roj, bliver de kummerlige forhold i lejren, ifølge nødhjælpsorganisationer, endnu værre.

Det kan blive op til 50 grader i det nordøstlige Syrien, og uden tilstrækkelig skygge, mad og vand, er de i forvejen svækkede børn endnu mere udsatte.

Uret tikker, og historien vil dømme os hårdt, hvis vi ikke gør det eneste menneskeligt anstændige.

Det er danske børns liv og fremtid, der er på spil, og den danske stat må tage ansvar.

Ja, de ansvarlige voksne skal retsforfølges og straffes for deres gerninger.

Men børnene er uskyldige, de er danske, og de skal hjem sammen med deres mødre nu.