Jeg troede, Danmark var frisindet omkring abort, men jeg tog fejl

Dette er en kommentar. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Det var et solrigt forår. Efter en længere fertilitetsbehandling viste graviditetstesten endelig positiv. Jeg skulle være singlemor og forhåbentlig klare rollen med bravur.

Men så ændrede min verden sig brat. Meget hurtigt følte jeg mig følelsesløs. De næste seks uger blev mit livs helvede.

Angsten for at blive mor satte sig som en dyb depression – og jeg valgte at få en abort. Først efter aborten, fandt jeg ud af, at jeg led af prænatal depression.

Af mange årsager ønskede jeg ikke en medicinsk abort, hvor jeg skulle ligge vågen hjemme i sengen under proceduren. Blandt andet rakte min psykiske tilstand ikke til andet end at være i fuld bedøvelse.

Men det, der så skete, og den måde jeg blev mødt på, da jeg søgte hjælp til at få en abort, er så chokerende, at den står som et af de største traumer i mit liv.

Det hele starter, da jeg telefonisk kontakter en lægesekretær hos min gynækolog, der straks skifter tone, da jeg nævner ordet abort.

Hun snerrer, og resten af samtalen virker hun vred. Da jeg møder hende et par dage senere, vender hun øjne af en anden abortsøgende kvinde.

Mit hjerte synker ned i maven. I forvejen er jeg – og måske også den anden kvinde - så skamfulde over, at vi ikke er lykkelige gravide, og her står der en lægesekretær og tror, at vi gør det for sjov.

Men hvem i alverden får en abort for sjov?

Inde hos gynækologen spørger jeg rystende efter en henvisning til hospitalet, men hun sætter sig imod og prøver at presse mig til en medicinsk abort.

Selvsamme læge har givet mig adskillige henvisninger til fertilitetsbehandling, men på intet tidspunkt undrer hun sig over mit pludselig skift i lysten til at blive mor.

Det gør klinikkens sygeplejerske heller ikke. I stedet stiller de et glas med en pille foran mig og nidstirrer mig, indtil jeg vil sluge den. Men jeg nægter og forlader klinikken knækket og chokeret.

Det er vigtigt at slå fast, at abortloven siger, at en kvinde ikke skal begrunde sit valg om abort, hvilket er positivt, da kvinder ikke bør krydsforhøres om noget så sårbart.

Men hvor ville jeg ønske, at en af dem havde sagt: ”Du er ikke forpligtet til at fortælle os grunden, men oplever du angst, depression og selvmordstanker, er det vigtigt, at du siger det.”

Over de næste par uger kontakter jeg flere gynækologer og læger for at få den bedste vejledning om abort.

Set i bakspejlet var det et råb om hjælp.

Kunne nogen mon læse frygten i mine øjne? Men her går jeg også forgæves.

Sekretæren på et privathospital bliver vred, da talen falder på abort og afviser mig med den begrundelse, at jeg ikke har råd til at komme der.

Overrasket over, at en fremmed åbenbart ”kender” min økonomi, gætter jeg på, at hun tager mig for en ung pige, der er kommet ”galt af sted,” hvilken kun får min frustration og magtesløshed til at stige.

Hvem ville dømme en ung pige for sådan noget og endda afvise hendes bøn om hjælp?

Da jeg kontakter min egen praktiserende læge, som jeg aldrig helt har haft tillid til, og beder om en henvisning til en kirurgisk abort, nægter han at hjælpe med sådan noget.

I desperation får jeg fat i klinikkens sygeplejerske, der hviskende henviser mig til en gynækolog, hvor de ”gerne ville tage sig af den slags.”

Et øjeblik føler jeg mig hensat til gamle dage, hvor kvinder fik aborter med strikkepind i nattens mulm og mørke.

Da jeg endelig finder en støttende gynækolog og ender til konsultation på hospitalet, konstaterer en venlig læge, at noget er rivende galt med min sindstilstand.

Hun nævner alle symptomer på prænatal depression – dog uden at nævne selve diagnosen, som jeg senere googler mig til.

Hun siger: ”Jeg ville ønske, at der var en enhed til at hjælpe kvinder som dig, men den findes ikke.” Hun indstiller mig til kirurgisk abort og beder mig straks ringe til psykiatrisk afdeling, da min tilstand er alvorlig.

I telefonen forklarer jeg psykiatrisk afdeling, at jeg er gravid og ønsker at dø, men da jeg nævner abort som en udvej, bliver der stille i røret. Sygeplejersken snerrer og siger, at ”alle mine problemer vel er løst efter en abort?”

Det er en sætning, jeg tit kommer til at høre under hele mit forløb. Der er simpelthen konsensus om, at sorg ikke fylder hos en kvinde, der må tage så tungt et valg.

Desuden er jeg ikke velkommen på psykiatrisk, hvis jeg ikke har begået mindst ét selvmordsforsøg, men jeg kan da tage hen på en åben afdeling og sove et par nætter, hvis jeg vil.

Og det gør jeg så. Her bliver jeg mødt af trøstesløse lokaler og en venlig sygeplejerske, der lytter til mig i en time.

Desværre konstaterer hun noget, der giver mig mindelser om pro-life-bevægelsen i USA: ”At det er bedre at fuldføre graviditeten, føde barnet og så give det væk til nogle andre.” Jeg stirrer mundlam på hende.

Jeg har lige sagt, at jeg vil kaste mig ud foran en bil, men vi kan altså konkludere, at fostrets overlevelse er vigtigere end min, hvilket ikke giver mening, da fostret og jeg hænger sammen.

Desuden taler hun direkte ind i min følelse af, at jeg bliver en dårlig mor og negligerer, hvor svært det er at opgive et barn.

Dagen inden min abort fortæller hospitalets lægesekretær, at jeg er den sidste i køen til operation, da jeg ”ikke er lige så vigtig som kvinder, der har født.”

Hendes hårde tone kommer bag på mig, da jeg aldrig har påstået, at jeg er vigtigere. Desuden vækker det min ekstremt dårlige samvittighed over, at jeg ikke er i stand til at fuldføre en graviditet.

Min veninde gennem 20 år bliver vred, da jeg nedtrykt fortæller, at jeg skal have en abort. Hun har lige født en datter og anklager mig for ikke at kunne lide børn, hvilket desværre er en anklage, jeg hører fra flere i min omgangskreds.

Men hvorfor skulle jeg dog blive gravid af egen fri vilje, hvis jeg ikke kan lide børn? Hun taler grimt til mig en hel aften, og jeg beslutter at ende venskabet.

Min psykolog spurgte for nylig, om det mest traumatiserende ved forløbet var aborten selv. Svaret er nej. Det mest traumatiserende var de mennesker, jeg mødte på vejen derhen.

En vej, der gjorde det klart, at Danmark ikke befinder sig i 2022, men i 1950. Tænk, at ud af den snes sundhedsuddannede, jeg talte med, var der kun tre, der talte respektfuldt til mig og en enkelt, der spurgte ind til mine symptomer.

Vi har et alvorligt problem i Danmark. Der er ikke plads til ulykkelige gravide. Hverken den gravide selv, sundhedsvæsenet eller mennesker tæt på en ulykkelig gravid kan håndtere situationen, og alle mangler de rette ord og værktøjer.

Jeg håber, at alle, der læser dette, vil tale anderledes til en ulykkelig gravid i fremtiden.

Lige nu er der ikke andet at sige end velkommen til verdens mest frisindede land, hvor vi helt og aldeles er åbne over for abort… så længe du ikke får én.