Menstruation

Jeg plejer at slæbe mig på arbejde med menstruationssmerter fra helvede. Men forleden fik jeg nok og blev hjemme

20. oktober 2021
af Katrine Rosenbæk
Foto og grafik: Maria Brus
KOMMENTAR: Jeg har haft menstruation mere end 200 gange, siden jeg fyldte 11, og altid bidt smerterne i mig. Men hvad er det for en fuldstændig absurd kultur, der har lært mig, at jeg bare skal negligere dem og tage på arbejde?

Jeg kan bedst beskrive smerten som en kølle med iskolde pigge, der svinger sig frem og tilbage i mit underliv, som et tungt og kraftfuldt pendul i et Bornholmerur.

Sommetider bliver det helt hidsigt og forvandler sig til en schweizerkniv, der brutalt og ubarmhjertigt flænser alt sammenhængende dernede itu.

Samtidig føles det, som om min lænd smuldrer, at alle de muskler, der normalt sørger for, at jeg kan holde mig oprejst og gå fremad, fragte mig selv de fire kilometer til arbejde på min cykel, fuldstændigt er forduftet.

Rejser jeg mig alligevel, hvad jeg altid plejer at gøre, går fremad og sætter mig på cyklen, når hen til kontoret og dumper ned på min stol, er det med en ubehagelig svimmelhed, der summer i hele kroppen.

Jeg føler, at jeg famler frem i verden på de dage, at jeg står uden for de ting, der foregår omkring mig.

Den smerte skal jeg bare æde med et par smertestillende, det vil sige de seks-otte stykker, jeg kan ende med at tage for at komme igennem sådan en dag, og så ellers lade, som om alt er fint. Just another day at the office.

Men jeg gør det altid, for uden at nogen har sagt det til mig, har jeg lært, at je­g skal tie om min menstruation og hvor ondt, jeg har.

Den smerte skal jeg bare æde med et par smertestillende, det vil sige de seks-otte stykker, jeg kan ende med at tage for at komme igennem sådan en dag, og så ellers lade, som om alt er fint. Just another day at the office.

Mit store spørgsmål og ærindet med at delagtiggøre dig i mine menstruationssmerter er selvfølgelig, hvorfor det stadig skal være sådan?

Hvorfor skal kvinder og andre menstruerende personer stadig negligere de smerter, der skriger på en dag under dynen, og tage på arbejde?

Ni uduelige arbejdsdage på ipren 

Jeg spørger, fordi jeg forleden gjorde noget, jeg aldrig før har gjort i mit voksne liv: Jeg meldte mig syg på grund af min menstruation.

Jeg tog ikke på arbejde, fordi jeg tænkte: I hvilken anden situation ville jeg tage på arbejde med så mange smerter? Ingen!

I en artikel fra Djøfbladet læser jeg, at et hollandsk studie fra 2017 viser, at menstruation og de gener, der følger med, løber op i intet mindre end ni(!) tabte arbejdsdage på et år, som både inkluderer reelle sygedage og mindre effektive dage på job.

I artiklen undersøger journalisten, om menstruation er det sidste tabu på arbejdspladsen, og her vurderer læge Kristian Reveles Jensen, at det hollandske studie også er retvisende for Danmark.

Også for mig – de ni tabte arbejdsdage plejer for mig at foregå på kontoret. Men den anden nat var jeg vågnet klokken fire, fordi det smertehelvede, jeg lige har beskrevet, var indtruffet.

Jeg faldt først i søvn igen en time senere, da to Ipren’er havde sparket sig igennem mit system og lagt en dæmper på mine kramper.

Et par timer senere vågnede jeg igen, smerten helt den samme igen, og tænkte, at det fandeme skulle være løgn, at jeg skulle slæbe mig igennem endnu en dag med så massive smerter.

Guderne skal vide, hvor mange gange jeg har siddet ved mit skrivebord og følt mig uduelig, haft dårlig samvittighed over ikke at kunne samle mig om noget.

For på sådan en arbejdsdag udretter jeg selvfølgelig ikke det store. Jeg håber, at jeg har været smart nok til ikke at lægge et interview ude af huset, for jeg stiller ikke gode opfølgende spørgsmål på en dag, hvor jeg ikke er i stand til at lægge to og to sammen, og hvor jeg selv har så ondt, at jeg ikke har noget til overs til at sætte mig i andres sted.

Det er rimelig essentielt for en journalist, skal jeg hilse og sige.

Guderne skal derfor vide, hvor mange gange jeg har siddet der ved mit skrivebord og følt mig uduelig, haft dårlig samvittighed over ikke at kunne samle mig om noget.

Brugt ekstra lang tid på at tage dybe indåndinger på toilettet, længtes efter, jeg kunne gå hjem og tage noget varmt og blødt tøj på, krølle sammen i min sofa under dynen, drikke en kop the og se ”Friends” og gå i seng klokken 21 med visheden om, at nu går der i hvert fald en måned, inden jeg skal have sådan en dag igen.

Men hvad er det for en fuldstændig absurd kultur, der har lært mig, at jeg bare skal negligere smerterne og tage på arbejde?

Jeg var kun 11 år, da jeg fik menstruation for første gang – som en af de første i min klasse. Det var forfærdeligt pinligt og enormt skamfuldt for mig. Der var ikke nogen, der fortalte mig, det skulle være sådan: Det var det bare. Og det blev det nok, fordi ingen talte om det.

Jeg mindes skammen over at bløde igennem på en lejrtur i 6. klasse, hvor jeg blev hentet af min mor.

Jeg mindes skammen over ikke at kunne være med til svømning og bekymringen om, hvorvidt de andre vidste, at det var derfor, jeg sommetider ikke var med.

Talte vi om det, kaldte vi det jo for “mit lort”. Sådan har jeg selv været med til at bevare en arv, hvor menstruation betragtes som noget urent, en slags kaos, der forstyrrer orden.

Ubehaget ved at spille indendørs fodbold, svedig, med et stort bind i trussen. Mislykkede forsøg på at bruge en tampon i 8. klasse, hvor jeg slet ikke var klar til at stikke noget op i mig selv, men også rigtig træt af at gå rundt med, hvad jeg syntes føltes som en ble.

Tænk, hvis jeg blev afsløret!

Ellers husker jeg ikke så meget om den tid her 18 år senere, og jeg kan ikke lade være med at tænke over det tragikomiske i, at jeg måske ikke husker mere om det, fordi jeg som det mest naturlige i verden skammede mig over det og skjulte det.

Talte vi om det, kaldte vi det jo for “mit lort”. Sådan har jeg selv været med til at bevare en arv, hvor menstruation betragtes som noget urent, en slags kaos, der forstyrrer orden.

Men skammen hænger ved 18 år senere, hvor jeg cirka har min menstruation nummer 216. For nylig skulle jeg købe trusseindlæg, og fordi der ikke var plads til pakken i min taske, tog jeg mig selv i at tage min vandflaske op, lægge pakken ned og så ellers gå derfra med min vandflaske i hånden.

For Gud forbyde, at nogen skulle se, at jeg, en voksen kvinde på 29, kom gående med en pakke trusseindlæg.

Så måske er det på tide, arbejdspladserne også indretter sig efter det, og at vi kollektivt stopper med at forsøge at tie smerten ihjel. Det virker ikke.

At de skulle afsløre mig i at få min menstruation regelmæssigt – noget, jeg egentlig også bestræber mig på at glæde mig over, fordi det er en af de vigtigste indikatorer på, at jeg er sund og rask.

Men nu gider jeg fandeme ikke skamme mig mere. Jeg gider ikke lade, som om jeg ikke har allerhelvedes ondt, og jeg vil kunne skrive til min chef, at jeg er hjemme på grund af min menstruation. Hvilket heller var noget problem, når det kom til stykket.

For det er jo ikke en sygdom – det er et naturligt livsvilkår for mig og desuden halvdelen af landets befolkning.

Så måske er det på tide, arbejdspladserne også indretter sig efter det, og at vi kollektivt stopper med at forsøge at tie smerten ihjel. Det virker ikke. 

Indtil da: Hvis du mangler nogens velsignelse til at blive hjemme, næste gang du har lige så ondt som mig, så har du min her.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.