Se også
Samfund
Samfund
8. august 2024Jeg plejede at tænke, at den lille pige på billedet var ulykkelig, fordi hendes mor ikke ville have hende. Nu ved jeg ikke, om det passer
Hundredvis af adoptioner fra Korea er sandsynligvis foregået ulovligt og uden samtykke fra de biologiske forældre. Clairvoyant Rikke Hertz er selv adopteret, men den nylige adoptionsskandale, har efterladt spørgsmålstegn om hendes barndom.
Af: Af Dorte Mosbæk
Foto: Carsten Seidel
Når jeg ser det første billede af mig selv fra børnehjemmet, får jeg kontakt med det mest forpinte, bange, sårbare og utrygge lille menneske. Blikket er helt tomt og hjerteskærende.
Før i tiden tænkte jeg, at den stakkels lille pige på billedet var ulykkelig, fordi hun kom fra en baggrund, hvor hendes mor ikke ville have hende, hvor var det dog godt, at hun kom til en sød og kærlig familie i Danmark.
I dag aner jeg ikke, om det passer. Måske ser jeg ulykkelig ud på billedet, fordi jeg er ulykkelig. Måske har nogle taget mig fra min biologiske mor.
Da virkeligheden omkring adoptioner i 1970’erne begyndte at blive foldet ud forrige år, opløstes alle mine forestillinger om min tidlige barndom. Det lille strå, jeg havde at holde i, bøjede.
Jeg aner ikke, hvad der skete i mine første halvandet år. Men den historie, jeg altid har hørt om, at jeg blev fundet ved en skraldespand, hvor min mor havde efterladt mig, og afleveret på et børnehjem, passer sandsynligvis ikke.
Den er åbenbart copy-pastet på tusindvis af falske adoptionspapirer. Så jeg ved slet ikke, om jeg har været på børnehjem. Om jeg har mit koreanske navn eller er byttet med et andet barn. Alt er oppe i luften.
Kort om Rikke Hertz
Rikke Hertz, 52 år.
Har hele livet troet, at hun som barn blev fundet i en skraldespand og afleveret på børnehjem. Om det er sandt, ved hun i dag ikke.
Jeg er pludselig ikke længere den heldige lille pige, der blev reddet. Måske er jeg et produkt af en menneskehandel, og det er godt, at mine danske forældre, der er døde for en del år siden, ikke oplever dette. De ville være rystede og vrede og fortvivlede.
De adopterede med de bedste intentioner, og de har måske været en slags menneskehælere uden at vide det.
Det er svært at føle mine egne følelser, for jeg ved ikke noget som helst, jeg kan lægge til grund for de følelser, andet end en følelse af fortabthed.
Den lille pige på billedet er den eneste, der ved det, og hun kan ikke huske det. Og da hun kunne have fortalt historien, var der ingen, der ville høre den.
Adoptioner fra Korea
Siden slut-60’erne er omkring 9.000 børn blevet adopteret af danske forældre. I alt er omkring 200.000 børn adopteret ud af Sydkorea – og 200.000 er adopteret internt i landet.
I 2022 besluttede Sandhedskommissionen i Sydkorea at undersøge omfanget af svindel og overtrædelser af menneskerettigheder i landets adoptionsbranche på baggrund af en række sager, heriblandt 332 sager fra Danmark. Der ventes en konklusion næste år.
Folketinget øremærkede i efteråret 12,6 millioner kroner til at iværksætte en historisk undersøgelse på området, men DKRG kæmper altså for, at den også bliver juridisk og uvildig.
Ankestyrelsen vurderede i en undersøgelse, der blev offentliggjort i starten af året, at det tyder på systematisk ulovlig adfærd i Sydkorea i 70’erne og 80’erne inden for adoptionsområdet.
Da medierne begyndte at tale om regulært og bevidst fusk med adoptioner, hvoraf flere var mennesker, jeg kendte eller havde mødt med mine forældre i KoreaKlubben for adoptivforældre og deres børn, begyndte jeg at kunne huske ting, jeg ellers havde glemt.
Min mor Ellis fortalte, at jeg gik og kaldte på én, lige da jeg kom til Danmark, og at jeg sad med mine ting ude ved hoveddøren. Kan det have været min biologiske mor, jeg kaldte på?
Jeg havde smitsom leverbetændelse, da jeg kom til Danmark. Kan jeg mon være blevet taget fra mine forældre, mens jeg lå på hospitalet? Der er børn, der er blevet løjet døde.
Jeg er clairvoyant, så jeg har selvfølgelig forsøgt at komme igennem til noget i mig selv, der kan forklare tingene. Jeg kan intet se eller mærke! Jeg har også søgt i arkiver og prøvet med dna-profiler, men der er ingen spor i mit tilfælde. Det er også mærkeligt: Ingenting? Kunne de tro, at jeg var død?
Jeg har det sådan med min barndom i dag, at før var der i det mindste en historie: Ellis og Carsten har adopteret mig. Jeg er heldig. Nu er der et stort hul.
Jeg er lykkelig for, at jeg får denne nye viden på et godt tidspunkt i mit liv, hvor jeg har det godt, og ikke tidligere, hvor jeg har haft det rigtig skidt og mit selvværd har været i bund.
Når jeg hører om dobbelt bogføring og snyd med små børn, bliver jeg så vred. Der er tale om løgn, tyveri og menneskehandel. Der er mødre, der har fået at vide, at de var i risiko for at føde før tid, og som er blevet lokket ind på en klinik i Seoul, hvor de har født, og bagefter er blevet bildt ind, at barnet døde. Hvem gør det?
Der er også historier om børn, der blevet gjort bevidst fortræd, fordi de så røg under en handicap-kvote, der gjorde det lettere at bortadoptere dem. En af mine veninder kom hertil med en finger, der var brændt i en stikkontakt. Det gav ikke mening før, nu gør det.
Jeg ved stadig ingenting, men mange mennesker, jeg kender, er kede af det. Til gengæld har vi noget sammen, det er svært for omgivelserne at forstå, fordi det griber ind i hele din selvforståelse.
Artiklen blev udgivet i Søndag 29/2024, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.
