Fødegangene brænder – i dag kan du gøre noget ved det

En mandag morgen for ni måneder siden, midt i anden bølge af corona, mødte jeg op med min weekendtaske og mit mundbind på Hvidovre Hospitals fødemodtagelse.

Jeg var gået 12 dage over tid, og jeg var blevet indkaldt, fordi min fødsel skulle sættes i gang.

Det blev den ikke, for den morgen var der på Danmarks største fødeafdeling ikke tid til at tage imod mit barn.

”Jeg har lige omvisiteret fire over telefonen sådan her,” sagde jordemoderen og knipsede med fingrene, inden hun gik i gang med at undersøge mig.

Det vil sige, at hun havde sendt kvinder med veer, der troede de skulle køre til Hvidovre, afsted mod Herlev Hospital eller Rigshospitalet.

Mig sendte hun hjem med beskeden om, at jeg skulle komme igen 24 timer senere, hvis ikke fødslen gik i gang af sig selv.

Stem på nogle andre

Jeg var forberedt. Få dage forinden havde jeg været til min sidste jordemoderkonsultaton inden fødslen. For det første sad jeg der kun, fordi jeg selv havde ringet. De havde glemt at indkalde mig.

For det andet så min jordemoder helt mærkelig ud i hovedet, da jeg nævnte det for hende. Jeg skyndte mig at indskyde, at jeg godt kunne forstå, at alting var lidt presset på grund af corona.

Hun svarede, at det sådan set ikke rigtig havde så meget med corona at gøre. Det bare var sådan det var det meste af tiden. Og så trak hun på skuldrene, og sagde, at der sådan set kun var én ting at gøre:

”Næste gang, vi skal stemme, så kan vi stemme på nogle andre.”

Næste gang, vi skal stemme, er i dag. Og når jeg står i boksen og sætter mit kryds ved kommunal- og regionalvalget, vil jeg tænke på den jordemoder.

Jeg vil tænke på de fødende, der lider af PTSD efter traumatiserende svigt. Jeg vil tænke på de svangerskabsforgiftninger, der ikke blev opdaget.

Fødselsforberedelse, der ikke blev afholdt. Smertefulde og opslidende amninger, der aldrig blev etableret.

Erfarne jordemødre, der forlader faget, fordi de ikke længere kan stå inde for vilkårene på fødegangen.

Nyuddannede, der nægter at lade sig ansætte, hvis ikke vi forbedrer vilkårene og begynder at sikre ligeløn.

Jeg vil tænke på den jordemodermangel, der får regionen til at bede IT-chefkonsulenter om at tage vagter på fødegangene – fordi den, med egne ord, ”vender alle sten”.

Vi kan faktisk gøre noget ved det

På femina er det snart et år siden, at vi begyndte at dække vilkårene på de danske fødegange. Flere gange har vi konfronteret sundhedsminister Magnus Heunicke med de forhold, der hersker – og han har lovet forbedringer.

Men vi har fortsat til gode at se nogen som helst form for reelle fremskridt. Tværtimod fortalte afdelingsjordemoder på Rigshospitalet Charlotte Goodley i sidste uge, at det er den mest alvorlige situation, hun nogensinde har stået i.

Men der er én god nyhed. I dag kan vi – du og jeg – faktisk gøre noget ved det. For det er regionerne og kommunerne, der bestemmer hvilke tilbud, der skal være, der hvor du bor – og hvor gode de skal være.

Og det er dem, der bliver valgt ind, der er med til at sørge for, at de gravide, de fødende, familierne og jordemødrene bliver husket, når pengene skal prioriteres.

Jovist, tilbageskridt er blevet undgået – som da min region, Region H, i sidste sekund sløjfede beslutningen om at sende førstegangsfødende hjem fra Hvidovre efter bare fire timer.

Men faktum er, at dette stadig er praksis få kilometer væk på Rigshospitalet – og andre steder i landet. Og meldingen fra jordemødrene er klar: Vi står på kanten af kanten, og det kommer til at tage år at rette op på et system, der helt grundlæggende er i stykker.

På tværs af partierne og i hele landet er der kandidater, der går til valg på, at fødeområdet skal løftes. Og ligesom jeg synes, du skal stemme på en kvinde, så synes jeg også, du skal stemme på en, der vil kæmpe for bedre fødsler.

For ja, der er gået et år, siden vi – og siden en række andre medier ­– begyndte at fortælle de rædselsfulde historier. Men før det gik der mange år, hvor alle var klar over, at intet var, som det burde være på hospitalerne i Region Hovedstaden.

Jordemødre der tissede i bukserne

I 2015 filmede en række anonyme jordemødre deres sko for at vise virkeligheden på en fortravlet fødegang med budskaber som: ”ingen havde tid til at se til hende” og ”det var rent held, at der var god hjertelyd”.

I 2018 viste en arbejdstilsynsundersøgelse, at jordemødre på Herlev Hospital havde så travlt, at de tissede i bukserne. Daværende regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) – som tiltrådte embedet i 2014 – sagde dengang til TV2 Lorry, at løsningen lå i at ”kigge fremad”.

”Det, der er min opgave som politiker, det er at sikre, at de to rigtig gode fødsler jeg havde på Hvidovre Hospital, det kan andre også få i fremtiden ved, at vi tænker langsigtet,” sagde hun.

Sophie Hæstorp Andersen vil som bekendt gerne være overborgmester i København.

Tænk på de fødende i stemmeboksen

Den mandag aften for ni måneder siden gik min fødsel i gang af sig selv. Omkring midnat var jeg så heldig, at der var en fødestue og en jordemoder til mig på Hvidovre Hospital. Og den nat sikrede min jordemoder ikke kun, at min søn blev bragt sikkert til verden.

Selvom hun allerede løb stærkt, inden corona lagde pres på sygehusene, sørgede hun for, at hverken min baby, min mand eller jeg mærkede noget til den undtagelsestilstand, der fandtes.

Både udenfor fødegangen – men i lige så høj grad indenfor. Men det er langt fra alle, der er lige så heldige som mig.

Så i dag vil jeg ikke kigge fremad. I dag vil jeg kigge på min stemmeseddel og sætte kryds ved en kandidat, der vil gøre det bedre. Jeg håber, du vil gøre det samme.