”Det ville være lettere, hvis du havde en partner,” siger min bankrådgiver. Jeg bliver konstant bekræftet i, at hun har ret

Kathrine Hinge er redaktionschef på Ally og vært på podcasten "Stadig single". Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

- Der er jo ingen tvivl om, at det vil være langt lettere for dig at låne til noget større og bedre, hvis du havde en partner at flytte sammen med.

Ordene er min bankrådgivers. Hun har lige fortalt mig, at det vil blive svært for mig at låne til en lejlighed i København - i hvert fald hvis den skal have mere end ét værelse og hvis den skal ligge inden for bygrænsen.

Og jeg er på ingen måde chokeret - for jeg har jo selv tænkt præcis det samme. Det ville være lettere, hvis jeg havde en partner. Meget ville være lettere, hvis jeg havde en partner.

Men det har jeg ikke - det havde jeg ikke, da jeg for tre år siden gik i banken med drømmen om at købe min egen lejlighed. Og det har jeg ikke nu, hvor jeg er begyndt at vende mig til tanken om, at jeg måske aldrig får råd til at købe mit eget sted, i hvert fald ikke uden at gå på kompromis med for mange ting.

For selvom vi er historisk mange singler i Danmark, så er vores samfund primært bygget til par og familier. Og det er ikke fordi, jeg ikke forstår det. Det er jo også dét, jeg selv drømmer om - at blive en familie. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon sker, hvis jeg aldrig bliver det.

For lige nu føles det som om, der er et samfund uden for samfundet for alle dem, der lever i par - som jeg og andre singler ikke kan tage del i. Hvor de køber huse, familieforøger, laver traditioner for påske, pinse og jul og indfrier drømme i fællesskab.

Hvor de er kommet videre til level 2 i livets store spil, men uanset hvor hårdt jeg arbejder og hvor succesfuld jeg bliver, så kan jeg ikke få adgang til deres level uden en kæreste som adgangsbillet.

Det har fået mig til at tænke på, om man overhovedet kan blive betragtet som et fuldgyldigt og voksent medlem af samfundet, hvis man aldrig stifter familie, gifter sig eller på anden vis lader sig smede sammen med et andet menneske?

Da jeg var barn, havde mine forældre en del venner, der ikke havde stiftet familie selv. Ungkarle, kaldte man dem dengang. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at de måtte være meget ensomme. At de sikkert kun spiste færdigretter, altid sad alene om aftenen og aldrig rigtig havde det sjovt. Set med mine børneøjne var de en mærkelig form for voksen - men faktum er jo, at jeg er én af dem i dag.

Det er ikke sikkert, jeg er én af dem til evig tid - men måske - og skal jeg så leve resten af mit liv i level 1? Som en mærkelig form for voksen?

Jeg har heldigvis en ret god fornemmelse af, at jeg skal nok få et lykkeligt, kærligt og indholdsrigt liv uanset om det bliver som en del af en familie eller alene - men jeg kan næsten ikke bære tanken om, at der sidder syv-årige derude og tænker, som jeg gjorde: At man er en mærkelig voksen, hvis man lever alene.

Jeg tror dog godt, jeg ved, hvorfor de tænker det.

For populærkulturen er ikke ligefrem nogen god kampagne for kvinders single-liv - og da slet ikke for livet uden børn. Groft sagt opereres der typisk med to typer i film og tv-serier: Skyggetanten og den kaotiske kærlighedsjæger.

Skyggetanten i skikkelse af Elisabeth Friis, min yndlingskarakter i tv-serien Matador. Som forventes at skulle leve i skyggen af sin søster og hendes familie, for sådan er hun jo bedst tjent, når nu hun ikke har stiftet sin egen familie.

Eller den kaotiske, kronisk utjekkede, akavede og altid uheldige single-kvinde, der flakker hovedløst rundt, har rod i økonomien, drikker for meget og spiser forkert, mens hun leder efter den eneste ene, der kan fuldende hende, gøre hende lykkelig og give hende adgangsbilletten til det rigtige liv - som portrætteret i Nynnes Dagbog eller Bridget Jones.

Selv de selvstændige, seksuelt frigjorte kvinder i Sex and the city baserer hele deres liv på at lede efter en mand, der kan fuldende dem.

Og jeg forstår det egentlig godt. Det er jo også det, jeg selv gør - men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg leder efter dét, fordi det er det eneste, jeg bliver eksponeret for i populærkulturen og indoktrineret til i samfundet?

Om det rent faktisk er min drøm - eller om det er en drøm, jeg har tillært mig? Eller om det er fordi, vi mennesker biologisk set er indrettet til at leve i par?

Jeg har forsøgt at finde svar i videnskaben, hvor jeg endte i lidt af et kaninhul. Her fandt jeg mulige forklaringer, der lød på alt fra dopamin-udskillelse til kristendommens 10 bud. Særligt én artikel vækkede min nysgerrighed.

Det viser sig nemlig, selvom kun tre procent af verdens dyrearter lever i parforhold, så er der andre dyr end os mennesker, der trives bedst med monogami. Præriemusen, eksempelvis - der ifølge Videnskab.dk tilmed er verdensberømt for at være monogam.

Og i den efterhånden gamle, men evigtgyldige artikel, har zoolog Lars Thomas også en forklaring på, hvorfor præriemusen helst vil leve i par - og jeg har aldrig følt mig så spejlet før. For den handler slet og ret om overlevelse:

- Det praktiske ved at leve sammen med andre er, at der er flere øjne til at hjælpe med at finde føde og holde øje med fjender.

Det er også den primære årsag til, at jeg gerne vil have en partner. Dét - og så for at sikre, at jeg ikke ender som en mærkelig voksen, der aldrig får adgang til level 2.