Christina Ibsen efter skilsmissen fra Bubber: "Jeg er ikke blevet forladt"

– Der er en ting, jeg har sagt virkelig mange gange i forbindelse med min skilsmisse, når folk har spurgt, hvordan jeg har det, og jeg har fortalt, hvordan det rigtigt føles. ’Hey, jeg ved godt, jeg lyder bitter.

– Det er jeg ikke. Jeg er vred. Det skal nok gå over, men jeg er der altså ikke hundrede procent endnu, jeg arbejder på det, siger hun til Magasinet Psykologi.

Alle sluger kameler i et ægteskab og i forbindelse med en skilsmisse, sådan er betingelserne jo, men der er forskel på størrelsen af de kameler, man skal sluge, siger Christina Nørby Ibsen med det første fandme i en lang række af eder, der bliver brugt som punktummer og udråbstegn i hendes følsomme resumé af sin offentlige skilsmisse og den efterfølgende katastrofeangst, som nu er forvandlet til otte stærke Podimo-podcasts med hende som vært.

Der er for resten også en ny kærlighed, men ham vil hun gerne holde for sig selv lidt endnu, både for hans skyld, og fordi hun ikke selv er landet på benene efter skilsmissen endnu.

Christina Nørby Ibsen er tilfreds med, at jeg kommer ti minutter for sent til vores aftale, fordi mine bilnøgler lå og rodede under en bunke.

’Så nåede jeg at tage makeup på’, som hun siger og ryster det mørke pandehår på plads.

Hun ser godt ud, men er også lidt på vagt. Hun ved ikke helt, om hun har fortrudt, at vi skal tale sammen.

Eller rettere hendes ’nye’ jeg ved det ikke, om det nu er en god ide, den ’gamle’ Ibsen har glædet sig til at være åben og har forberedt grød og brygget sort kaffe til os.

Christina viser sin lyse lejlighed frem rum for rum. Hun har boet her i et par måneder nu, og de tre flyttekasser ved hoveddøren skal bæres i kælderen ved lejlighed, men ellers er hun på plads med billeder væggene, som bærer præg af hendes kunstneriske familie, familien Nørby.

– Jeg er nervøs. Vi skal tale om, hvordan vi gør det, for det må ikke gå udover nogen, siger hun, mens der lander granatæblekerner og store kokosflager på chiagrøden. Hun drysser og taler videre.

Det er to år siden, hendes liv ramlede, og hun har ikke udtalt sig til ellers meget ivrige journalister af frygt for at komme til at sige noget, hun senere ville fortryde.

Du ved ingenting, før du står der

– Der er selvfølgelig en grund til, at jeg ikke er gået før, og at jeg er gået nu. Inden jeg selv blev skilt, har jeg selv rådet flere af mine veninder igennem deres skilsmisser, og nu kan jeg godt se, at det var jeg sgu ikke særlig god til. Jeg vidste ikke bedre.

– Der er så ufattelig mange rigtige meninger og så mange tabuer om tilgivelse og om, at man ikke at må være et offer, som man prøver at leve op til, indtil man opdager, at det her er helt uden for kategori.

– Jeg har for eksempel alle dage været et ret temperamentsfuldt menneske, én der siger til og fra, og jeg har ekstremt let ved at tilgive.

– Jeg har tilgivet mangt og meget i mit liv, og jeg har også altid tænkt om mig selv, at jeg var sjov og havde masser af humoristisk sans, også når det var tragisk, men her er jeg kommet på opgave. Helt ærligt, du ved jo ingenting, før du selv havner i situationen.

Skilsmisser er forskellige, de kan have forskellige temaer og ’sværhedsgrader’.

Noget af det sværeste er ifølge Christina Nørby Ibsen at blive slået i gulvet og ikke at kunne slå igen eller selv nå at komme på benene igen, mens dommeren står i hjørnet og tæller.

Nogle gange er der jo en taber.

– Jeg var et offer. To mennesker tæt på mig, min veninde og min mand, havde et forhold bag min ryg og skulle have et barn sammen på et tidspunkt, hvor han og jeg lige var blevet bedsteforældre, siger hun til Magasinet Psykologi.

– Alle parforhold har deres egen særlige dynamik, deres egne problemer og selvfølgelig er der fejl på begge sider, når man har været gift i 30 år.

– Men vi havde jo ikke været sammen, hvis ikke vi også var lykkelige og havde det skægt og et godt fællesskab.

– Det holder man ikke op med at savne, men folk har svært ved at forstå, at jeg stadigvæk taler pænt om min eksmand, de synes, at jeg forsvarer ham, men det er ikke det, jeg gør, jeg ’forklarer ham’, det er svært ikke at gøre, når man kender en anden person så godt.

Historien om selve skilsmissen gider Christina Nørby Ibsen ikke at fortælle, den må man selv læse i Se og Hørs og formiddagsbladenes arkiv.

Der er mange historier. Men ingen, hvor Christina siger noget.

Prisen for at være gift med en offentlig kendt person, som hele landet er på kælenavn med, som er medievant og god til at styre kommunikationen, er jo, at man står sig bedst ved ikke at tage til genmæle.

Nogen skal jo være den voksne og beskytte børn og børnebørn. Spørg Signe Damgaard, der var gift med finansmanden Erik Damgaard, som er en af gæsterne i Christinas podcasts.

Folk tager din historie fra dig

Hovedårsagen til, at Christina har sagt ja, er, at hun alligevel snart siger det meste i en stribe podcasts ’For altid forandret’, hvor hun taler med venner, kendte og kloge mennesker om at få revet tæppet væk under sig.

Nørby er for resten hendes familienavn, som hun tog, da hun smed sin eksmands Meyer.

– Jeg har sagt nej til at tale om min skilsmisse, når jeg er blevet spurgt. Selvfølgelig har man lyst til at sige ’hør lige, det var ikke sådan, det var, det var sådan her’.

– Men jeg ved om nogen, at der skal uendelig lidt at såre andre, køre dem over følelsesmæssigt ved at sige tingene på en måde, som er helt anderledes end sådan, som de har opfattet det.

– Jeg vil gerne dele ud af mig selv, men jeg vil ikke gøre mine børn og min kæreste kede af det. Lige præcis det, at nogen ’tager ens historie’ fra én er så svært at leve med. Jeg har selv prøvet det, og jeg har ikke brug for, at der er nogen, der bliver vrede på mig, eller for mere ufred.

Horror Vacui

Horror Vacui er navnet på Christina Nørby Ibsens yndlingsbrand.

Hun har tre-fire kjoler fra det tyske avantgardemærke hængende på en bøjlestang i det bageste rum i lejligheden, kjolerne er blomstrede, feminine og kostbare.

Tøjmærket har en næsten uhyggelig reference til det, vi skal tale om, når vi først får hul på det. Horror Vacui er latinsk for frygten for tomhed, som Christina Nørby Ibsen virkelig har oplevet.

– Jeg kunne ikke tænke mig noget værre end det, der skete for to år siden. Jeg har oplevet at miste folk, fordi de er døde – min far, min stedfar og min mor sidste år – men denne her sorg handler ikke om, at de ligger på kirkegården og er døde, men om, at de er her.

– I starten havde jeg lyst til at dø, jeg lå og stirrede ind i væggen og tænkte ’hvilken en sjus skal jeg drikke? Men da begge mine forældre har levet et hårdt liv med alkohol, stoppede jeg ret hurtigt med det.

– Så prøvede jeg det, man skal, alt det rigtige, som plejer at virke som at rejse, være sammen med søde mennesker, dyrke yoga, at lytte til musik eller gå i farvestrålende tøj, men det virkede nærmest modsat og det blev i øvrigt ret kompliceret, da corona kom og satte en stopper for alt.

– Jeg havde det så dårligt, der var ingen halmstrå at gribe i. Min humor var væk, jeg sad som forstenet ovre i hjørnet.

– I starten var det også svært for mig at være sammen med børnene, men de var over mig og satte en telefonkæde i gang, hvis én af dem ikke havde hørt fra mig. De ringede til mine veninder.

Det er heldigvis fortid. Christina har et tæt forhold til børnene Laura, 26, Oscar, 29, Sofia, 30, og børnebørnene Aksel, 2, og Wilma på fire måneder, hendes søskende og sine tætte veninder, og så selvfølgelig den nye mand i hendes liv, der hev hende op af sofaen, når det var allerværst.

I det hele taget har familien været gode til at holde sammen oven i den bombe, der landede.

Og svigersønnen Simon har været tilrettelægger på podcastsne.

Tilgivelsesskole

’For evigt forandret’ er ifølge hende selv hendes eget forsøg på at forstå og komme videre efter skilsmissen.

Hun taler med en række kendte mennesker om deres livskriser, blandt andet Søren Gade, Jonathan Richter, tidligere professionel fodboldspiller, der blev ramt af et lyn under en træningskamp, og med Signe Damgaard, der ligesom Christina følte, at hun skulle beskytte sig selv og sine børn midt i sin livskrise.

Undervejs i podcasten med Signe Damgaard taler de to om, hvordan man genskaber sin familiehistorie og undgår at blive et offer.

– Hun har gået i tilgivelsesskole for at ende med at kunne holde jul med Erik og hans nye brasilianske kone og børnene i dag. Det er sgu’ cool.

– Det at komme videre er lettere at tale med ’rigtige’ mennesker om. Arbejdet med podcastsne har virkelig hjulpet mig, og jeg håber selvfølgelig, at jeg kan hjælpe andre.

– I min første samtale med Katrine Lilleør siger hun nogle tankevækkende og kloge ord om blandt andet tilgivelse. Hun forklarer f.eks., hvorfor jeg før i tiden har kunne tilgive så mange ting, og hvorfor det så pludselig er svært nu.

– ’Hvis du bare tilgav, som du plejer og er så god til, ville du risikere at havne i samme situation igen. Det er farligt for dig, derfor kan du ikke tilgive lige nu. Du ville være som Bambi i det lange lys igen og løbe mod det farlige.’

– Men hun sagde også noget andet, der virkelig gav mening, nemlig, at tilgivelse kræver, at man har elsket meget.

– Du kan ikke tilgive nogen, du ikke har elsket, og så sagde hun i øvrigt er tilgivelse nogle gange simpelthen for meget at bede om – det er sådan noget, Gud kan, og Jesus, ’men se hvor han endte – på korset’, sagde hun.

– Katrine Lilleør kan noget med at opløse ord, så de pludselig bliver magiske. Hun siger for eksempel også, at vi skal være tålmodige med sorgen. Tål modighed betyder ’mod til at tåle smerten’.

Bange for at gå på gaden

Det sted, hvor der virkelig har været fred, er på jobbet som sygeplejerske på Riget, hvor Christina de sidste ti år har arbejdet med børn på semi-intensiv pædiatri.

Hun elsker arbejdet med ’de sødeste familier og bedste børn’. Det sætter de ting relief, man selv synes er svære, og der kan man virkelig gøre en forskel.

Hun arbejder også som skuespiller, senest i Anders Thomas Jensens ’Retfærdighedens Ryttere’, hvor hun spillede psykolog. Hun har selv gået i terapi og været glad for det.

– Jeg fik angst efter skilsmissen, og det skal man være åben om, synes jeg. Kombinationen af at miste sin trygge base og at få en livskrise under offentlig bevågenhed, har gjort mig bange. Hvis det kan ske, hvad kan der så ikke også ske?

– I en periode var jeg simpelthen bange for at gå på gaden, bange for at møde nogen, jeg ikke kunne stå ansigt til ansigt med.

Christina Nørby Ibsen har tænkt tusind gange over, hvorfor ægteskabet har været så svært at give slip på, når der tydeligvis også var så mange knaster. Og utroskab indimellem.

Svaret er banalt, men årsagen har hun fundet for længe siden i sin egen barndom.

– Hvis man kommer fra noget rod, vil man gerne finde ro. Det behøver man ikke en psykolog for at finde ud af. Der var store armbevægelser og i perioder meget alkohol i min familie, min far var operasanger, og mine forældre blev skilt, da jeg var lille.

– Min mor mødte en ny mand, jeg fik to yngre søskende, min søster og min bror, der er fem og syv år yngre end mig. Vi har et virkelig tæt forhold, og de er fantastiske. Men deres fars og vores fælles mors ægteskab var altså også præget af alkohol.

– Min stedfar døde under tragiske omstændigheder, og min mor døde sidste år. Vi nåede at blive tætte til sidst. Men altså … man vælger ikke selv sine forældre, og allerede da jeg var helt ung ville jeg have et ’veletableret’ og ’normalt’ familieliv uden den afhængighed, angst eller de dårlige mønstre, jeg selv var vokset op med.

– Når man så møder én, der hverken drikker eller ryger, var det tydeligt for mig, at jeg ville stifte familie med ham. Jeg vidste ikke, at jeg var mønsterbryder så tidligt, men det var det, der var i spil, siger Christina Nørby Ibsen, som elskede alt ved sit og eksmanden Bubbers liv både det offentlige og det private.

Offer eller at ofre sig?

– Jeg ofrede mig for projekt kernefamilie, men jeg var ikke et offer. Mine børn skulle bare vokse op med nogle forældre, der gjorde deres ypperste, det var min mission. Når folk har sagt ’det skal du ikke finde dig i’ og har set mig som svag, er det ikke rigtigt. Ikke for mig.

– Jeg har gjort det på min måde, og vi har haft vores konflikter undervejs, og jeg har raset. Hvis du kommer for sent tre aftner i træk, skælder jeg ud. Men når man selv er skilsmissebarn, er det mere præsent, at familieprojektet skal lykkes.

– Min svigersøn driller mig med, at jeg er den perfekte ekskone, fordi jeg stadigvæk forsvarer Bubber, hvis folk siger noget, ’der ikke passer eller gør historien bedre.

– ”Man forsvarer da ikke én, som har gjort én så ondt, hvorfor forsvarer du ikke dig selv i stedet?”, har folk sagt til mig, men det handler ikke om ham, men om mine egne holdninger.

– Det er ikke nødvendigt for mig at fortælle en grim historie. Min virkelighed er sådan: Jeg har levet i 30 år med en mand, hvor vi har haft de samme værdier, og nu er han gået ned ad en anden vej. Han gør nogle andre ting, som jeg ikke nødvendigvis forstår, men det er heller ikke længere min opgave.

Er der noget, du fortryder i forbindelse med skilsmissen?

– Jeg er glad for, at jeg tillod sorgen at fylde og være så ked af det. Det tror jeg er grunden til, at jeg kan se et lys for enden af tunnelen nu. Nu skal jeg til at indstille mig på, at jeg skal noget andet med mit liv.

– Der nogle ting, jeg kan, som jeg ikke har fundet ud af, hvad er endnu, mit liv er faktisk ved at åbne sig til en vifte. Mine børn har en kæmpestor aktie i det her, siger hun til Magasinet Psykologi.

Da jeg bagefter vakler over gårdens brosten og spekulerer på, hvordan Christina Nørby Ibsen mon har tænkt sig ’at invitere humoren tilbage i sit liv’, som hun lige har fortalt mig, er næste skridt for hende efter podcastsene, kommer en smuk mand cyklende forbi på en grøn herrecykel med solen i ansigtet.

Gad vide, om det er ham, der skal op til Christina Nørby Ibsen?