Helle Vincentz blev forældreløs som 23-årig: "Jeg havde følelsen af, at det lidt var min egen skyld, at verden gik i stykker"

Helle Vincentz talte lidt om det, da vi snakkede sammen for to år siden i forbindelse med en helt anden bog: Barndommens utryghed og hendes problematiske, men elskede fars selvmord, da hun var otte år.

At ingen snakkede med hende om det efterfølgende. Tvangsauktionen. Afmægtigheden og ensomheden.

At hun som 23-årig blev forældreløs, da hendes mor døde af lungekræft.

Der var en smerte i samtalen, men det var tydeligvis toppen af isbjerget, og resten af det isbjerg var noget, hun selv måtte deale med.

Hun havde slet ikke forestillet sig, at der skulle komme en bog som ”Jorden under mig” ud af det.

– Jeg ville oprindelig skrive om sammenhængen mellem selvmord og finanskriser. Hvor stor påvirkning det har på folk, der på en eller anden måde er mentalt skrøbelige, når der går koks i økonomien.

- Min far skulle have været en case, og jeg skulle ikke have været med. Men jeg kunne se, at det, jeg skrev om min far og mig, levede på en helt anden måde.

Der er bøger, der VIL skrives. ”Jorden under mig” er sådan en bog.

I rå træk lyder historien sådan her: En ung mand, der drømmer om at blive arkitekt, rejser ud i verden og rejser den tynd, men bliver kaldt hjem af sine forældre, der forventer, at han overtager en stor, overbelånt gård og bliver landmand.

Han gifter sig med en skolelærer, og de får to piger. Den yngste er mest knyttet til moren, den ældste til faren.

Økonomien halter voldsomt, manden drikker, har været indlagt på psykiatrisk afdeling og kan blive skræmmende rasende i børnenes nærvær.

Som når den ældste datter ønsker sig et sivrullegardin eller tøj, der ikke er hjemmesyet.

Når forældrene skal skændes, bliver hun sendt ud til stenbunken for at lede efter knækkede sten, der engang har passet sammen.

”Råber far nu?” ”Skal jeg nu passe på, hvad jeg siger til mor?” tænker hun jævnligt.

De voksne forklarer ikke, de omskriver virkeligheden. Som når juletræsfesten er ”aflyst” – bare ikke for alle områdets andre børn.

Kartoffelkuren i 1986 strammer skruen en sidste omgang. Den 26. april 1987 begår manden selvmord:

”D. 27 April 1987

Kære dagbog.

Min far skød sig selv, så nu er han død. Ja det var søveligt,

Venlig hilsen

Helle 8 år”

Usundt

”Jorden under mig” er indledningsvis fortalt af barnet – Helle går eminent sprogligt ind i barnets verden og formulerer sig derfra.

Sproget forandrer hun elegant, mens hun glider videre over til den unge Helle og så til den voksne, der flere gange knækker sammen i voldsomme livskriser, fordi hun konstant forsøger at løbe fra sig selv og ”dét”.

– … Så betaler man prisen.

Og bogen har været en kraftanstrengelse at skrive.

– Det har krævet mod ligesom at give efter. For i starten havde jeg det sådan … at jeg skulle holde mig fra det personlige, fordi jeg var bange for, at folk ville synes, jeg var skør.

Hvorfor?

Laaang pause, før hun siger:­

– Jamen … der er de steder i bogen, der handler om depression og angst og min forestilling om, hvordan verden kan gå galt på alle mulige måder. Og jeg tænkte, at det ikke var normalt, og så ville jeg blive set på som skør.

– Det var bare det ord, jeg havde i mit hoved. Det dækker vel over at blive fordømt. Jeg var nervøs for, hvad folk ville tænke om mig. Men jeg er, som jeg er, uanset om jeg skriver det eller ej. Det er den ene side af kraftanstrengelsen. Den anden er, at det bare har været hårdt at sidde i de her minder.

På Helles venstre håndled: Et gråt smartwatch, som registrerer puls og så videre – den indre balance eller mangel på samme.

– Det giver nogle signaler: ”Vil du lave en afslapningsøvelse?”. Stort set hver eneste gang jeg har skrevet barndomsscener, er den påmindelse kommet frem – den kommer ellers ALDRIG.

– Det er ret vildt. Det gør simpelt hen et eller andet usundt ved min krop at være i det. Jeg sidder stille – men alligevel kører hjertet.

Har du opklaret noget i dig selv undervejs?

– Hmmm. Jeg synes, jeg har opklaret min egen nedtur som voksen. Jeg har altid tænkt, at hvis bare min mor ikke var død, så havde jeg ikke haft de issues, jeg har.

– Og hvis bare min far ikke havde begået selvmord, så havde livet været godt. At hvis de ikke var døde, havde tingene været fine, ikke?

– Men mens jeg har skrevet, har jeg kunnet se, at det ikke passer. For der var grunde til, at min far begik selvmord, og de grunde ville ikke være forsvundet, selv om det var lykkedes nogen at holde ham i live. Og han havde stadig været alkoholiker.

Jeg tænker ”omsorgssvigt” af barnet Helle, når jeg læser.

– Ja … min kollega Jesper Stein sagde noget lignende, da han læste manuskriptet første gang: ”Det er jo et svigtet barn, det her”. Jeg blev helt sådan: ”Øh, HVAD???”.

– Og jeg kan mærke, at jeg balancerer mellem at blive irriteret på dig og sige “Nej, gu’ er det da ej” og så … at tage den voksne del af min hjerne i brug og forestille mig, at det handler om et andet barn end mig selv, og så ville jeg sige, ”DET barn skal simpelt hen have noget hjælp, og der skal være nogle voksne, der støtter op om det barn”.

– Så med frontallapperne er jeg enig. Jeg har faktisk ikke formuleret det her før, men det må handle om mit behov for at forsvare mine forældre.

– Jeg kan næsten ikke have, at nogen siger, at de omsorgssvigtede mig. For de gjorde jo, hvad de kunne.

På den anden side:

– Hvis jeg nu forestiller mig, at det var min mand, der begik selvmord, og jeg så IKKE talte med vores børn om det og heller ikke fik andre til at tale med dem om det, og jeg efter en tvangsauktion og en flytning bad dem om selv at vælge, hvor de skulle gå i skole … det er FULDSTÆNDIG utopisk for mig.

– Jeg kan sagtens genkalde mig følelsen af som barn at skulle navigere i en voksenverden, jeg ikke fattede en brik af.

Men:

– Samtidig havde jeg følelsen af, at det også var lidt min egen skyld, at den verden gik i stykker. Fordi det var mig, der … gjorde min far så vred og gjorde hans liv så svært. Ved at bede om ting, han ikke havde råd til. Det var meget det med, at jeg plagede.

Men det er da irrationelt at tale om ”skyld” – du var et barn.

– Ja, men det var ikke irrationelt for mig dengang. Jeg kan godt forstå nu, at en 7-8-årig pige selvfølgelig ikke kunne gøre noget som helst, der hverken kunne føre til selvmord eller redde fra selvmord eller noget som helst, men …

Fordi du ikke var tilfreds med en hjemmesyet, gul jerseynederdel, eller du ønskede dig et sivrullegardin?

– Jamen jeg troede jo virkelig, at det havde været en afgørende faktor.

Hvor længe mente du det?

– Det er nærmest pinligt at sige det … Men … da jeg gik i terapi, efter min mor døde, var det faktisk første gang, jeg rigtigt bearbejdede min fars død.

– Terapeuterne hjalp mig til at forstå, at nogle gange er folk så langt ude, at selvmord er den eneste løsning, de kan se.

– Uanset hvad andre mennesker gør. Det var første gang, jeg sådan forstod, at det ikke havde noget med mig at gøre.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at de barndomsissues, der er blevet til voksenissues, bare forsvinder.

Terapi

Da Helle er 23 år, er hun den ældste i sin familie.

Der er ingen bedsteforældre tilbage – hendes farfar har skrevet sig ind i rækken af tragedier ved at køre direkte ud foran en anden bil og blive dræbt på stedet.

– Så den nære familie – det er mig og min søster. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne holde til at have mistet begge mine forældre. Jeg tænkte virkelig, at nu kunne det godt være, at det var slut. Den terapi, jeg gik i hos Ungekontakten, som det hed dengang, føltes som en lifesaver for mig.

– Og så havde jeg nogle rigtig gode venner. Jeg har nok også været drevet nok af, at der var ting, jeg ville arbejdsmæssigt.

– En af de psykologer, jeg gik hos, sagde, at hun i mig så et tidligt skadet barn med nogle ar på sjælen, der aldrig heler, men hun så mig også som en, der trods barndommen havde fået så meget kærlighed, at jeg havde noget at stå på.

Hvem fik du den af?

– Altså jeg tænker jo min far. Fordi det var ham, jeg fik opmærksomhed fra, ham, der gad lave ting med mig. Men nu hvor jeg selv er mor, kan jeg se, hvor stor en del af morrollen der er praktisk kærlighed, ikke?

- Den praktiske kærlighed fik jeg også af min mor, jeg så det bare ikke. Det var hende, der stod med vasketøjet, maden, lærerjobbet, ALT.

Og med din far?

– Ja, ham stod hun også med. I perioder var hun nærmest ansvarlig for tre mennesker, ikke? På den måde kan jeg nogle gange godt føle mig lidt tarvelig med tilbagevirkende kraft. Men jeg forstod det bare ikke dengang.

Øl

Helle elskede sin far, det var ”de to” i traktoren ude på marken.

Og man tænker uvægerligt, at det må have gjort hende ekstra sårbar, når han blev vred. Og nogle gange var fysisk voldsom.

Du var et barn, der både elskede ham og samtidig var skidebange for ham?

– Ja, det var jeg. Han var både min helt og min frygt. For mig fyldte han bare det hele, han var virkelig min verden. Jeg havde ingen venner, vel?

– Der var min farmor og farfar og min dagplejemor, ellers var jeg med min far rundt og sad og ventede på køkkenbænke, mens han drak øl med diverse. Jeg havde bare en lille bitte verden.

Hun bliver ikke rigtig set i den verden, og der er ikke råd til noget i den. Gaver er kun til jul og fødselsdag, og de er små.

Da hun en dag siger, at hun ønsker sig et par af de sorte gummiringe, der er blevet moderne som armbånd i 1980’erne, kommer hendes far hjem med en pakke grå vvs-forseglingsringe, han har fået af smeden.

– Altså … jeg HAVDE ikke noget, og jeg fik ikke noget af det, der kunne have gjort, at jeg havde følt mig lidt mere som de andre. For eksempel nogle sorte gummiarmbånd ...

Hvad betyder det for dit forhold til penge nu?

– Mit første svar er, at jeg hader penge! Det kan man jo ikke sige, men … jeg har det stadig sådan, at penge er farlige, og det er farligt at bruge penge, og det er I HVERT FALD farligt at skylde penge.

– Det tog mig forever at sige ja til, at vi skulle købe en bolig – bare tanken gjorde mig så bange for, at vi kunne risikere at ryge på tvangsauktion. For det har jeg selv prøvet som barn. Og i mit hoved er tvangsauktion lig med ”familie går i stykker, alting forsvinder, folk dør, katastrofe”.

– Selv om det er de færreste, der oplever det, kunne jeg i starten ikke forestille mig, at man kunne eje noget, UDEN at det røg på tvangsauktion.

Er du blevet god til at bruge penge på dig selv?

– Naarh. Bedre. Nu kan jeg godt lide at gå i pænt tøj, men jeg kunne aldrig finde på at købe en taske til 5.000 kroner. Der er et eller andet med, at ting er dyre, som jeg næsten ikke kan have.

– Samtidig – hvis jeg har pengene, booker jeg gladelig en flybillet til Papua Ny Guinea. Det giver MENING for mig.

– Måske også fordi det var det, min far tidligt bankede ind i mit hoved: Formålet med livet er at tage ud og opleve verden, det andet er bare self-indulgence, det er bare at ville have sivrullegardiner, når du har gardiner i forvejen. Så jeg har det ikke særlig afslappet med penge.

Irriteret

Helle var 25, da hun og hendes mand, Henrik, mødte hinanden.

Hvad har han betydet?

– Ret meget. I starten blev jeg ved med at sige: ”Jeg tror, det er bedre, at du går nu, for jeg er ved at blive rigtig glad for dig, så det er bedre, at vi stopper nu, så jeg ikke skal blive så ked af det”.

– Han blev ved med at sige: ”Jamen sådan er det ikke, jeg går ALDRIG fra dig”. De første mange år blev jeg nærmest lidt irriteret på ham, når han sagde det. Sådan ”det kan du ikke sige, selvfølgelig gør du det”.

– Nu er jeg nået til, at nej, det gør han sandsynligvis ikke, selv om jeg STADIG har det sådan, at det kan han da ikke vide. Men han har hjulpet mig til at tro på, at ting kan vare ved.

– Han er blevet ved med at sige, ”det er DIN opvækst, der er unormal, det er ikke sådan tingene normalt er, og man mister normalt ikke så mange, som du har mistet”.

Du gik i stykker som voksen?

– Sådan føltes det i hvert fald … I forbindelse med først stress og så … sådan nogle tvangstanker. Jeg var bange for, om jeg kunne finde på at køre galt med vilje. Det var den værste dem …

– På den anden side … I forhold til min far gav det mig en lidt større indsigt i, at hvis man har det skidt, er det ikke noget, man bare selv kan stoppe. Jeg kunne ikke få mig selv og mine tanker til at opføre sig, som jeg gerne ville.

– Jeg følte ikke, jeg havde kontrol over mig selv, men jeg var trods alt ikke indlagt på psykiatrisk, som han var – han var så meget længere ude. Jeg drak heller ikke. Men tanken om, at han havde det ligesom mig – bare endnu værre – gav mig en forståelse, som var … lærerig.

– Jeg sad i bilen og var bange for, om mine arme kunne finde på at trække ud, så jeg hamrede ind i autoværnet med vilje. Selv om jeg ikke ville det. Men noget i mig ville alligevel. Der var et halvt år, hvor jeg bare følte, at jeg smuldrede. Det gad jeg virkelig godt have undværet.

Du har drevet dig selv virkelig hårdt og er røget ned flere gange, hvordan har Henrik tacklet det?

– Første gang blev han bare helt paf. Jeg var færdig med min uddannelse, skrev på en bog, var ved at søge legater til at flytte til USA, var i gang med en kandidatuddannelse, arbejdede som freelancejournalist, havde tusind forskellige projekter i gang. Pludselig begyndte jeg at få mavesyre og ligge vågen om natten.

På det tidspunkt boede hun halvdelen af tiden i Odense og halvdelen af tiden på Østerbro i København med Henrik.

En dag sad hun i toget på vej til København, da det hele ramlede. Hun fik ringet efter ham:

– ”Jeg er ved at bryde sammen.” Jeg kunne slet ikke holde ud at være nogen steder. Efterfølgende lå jeg nærmest med flere ugers influenza. Jeg er ikke sikker på, at han helt forstod det. Men han respekterede det.

Hun afbryder sig selv, peger på sit smartwatch og siger:

– Prøv at se! ”Afslapningspåmindelse”. Nu kom den lige, jeg kunne godt mærke, at det var uaarh … at tale om.

– Men i bund og grund er Henrik et ret sundt menneske. Hvis han arbejdsmæssigt virkelig nåede dertil, hvor han ikke kunne mere, ville han ikke blive ved – som jeg gør.

– Så det har været svært for ham at forstå, hvorfor jeg så gør det alligevel. Hvad fanden er det?

– Sidste gang var efter Krimimessen i 2014, hvor jeg bare gik helt ned, kollapsede og boede i et lejet sommerhus … Han var alene med børnene. Han har efterfølgende sagt, at han ville ønske, han tidligere havde sat foden ned over for alt mit arbejde.

– Men det er meget svært at gøre over for et andet voksent menneske, der er veltalende og altid kan forklare, hvorfor tingene ikke er så slemme, som de lige i nogle situationer ser ud …

– Jeg tror bare ikke, jeg havde forstået, at selv om noget kan føles rigtigt at sige ja til, så er det alligevel ikke det rigtige, fordi det tapper mig for kræfter. Jeg har været meget lang tid om at indse, at tingene hænger sammen.

Hvordan turde du blive forelsket i Henrik?

– … Det ved jeg simpelt hen heller ikke. Altså … det er nok noget af det modigste, jeg har gjort. Jeg forstår det stadig ikke. Men han er en, der kan rumme, at man siger nærmest hvad som helst.

– I starten kunne jeg godt sige: ”Ouuh, jeg er bange for, at jeg kommer til at gå fra dig”. ”Okay, men det synes jeg ikke, du skal gøre”, sagde han så.

– Hvis han havde sagt de ting til mig, som jeg sagde til ham, havde vi ikke været sammen, det er helt sikkert. Men han er en mand, der hviler så meget i tillid til verden og til, at alt nok kommer til at gå godt.

– Han siger nogle gange, at han tror, han er verdens heldigste mand. Haha, tænk at have det sådan!

Er du misundelig på mennesker, der har det sådan?

– Ja, er du SINDSSYG. Jeg har været så misundelig på ham. TIT. Og misundelig på mine egne BØRN. Den der tillid til verden og til, at ting nok skal gå ...

– Jeg vil så også sige, at jeg tror kun, Henrik og jeg er sammen … altså, han er uddannet psykolog, så han har et godt blik.

– For selv om han slet ikke kan genkende det, jeg mærker, fra egen krop, kan han godt intellektuelt forstå, hvorfor jeg er, som jeg er. Ellers tror jeg, det ville være rigtig svært.

Vred

Er Helle et offer? Er det fornærmende at spørge? Jeg prøver, og hun siger:

– Jeg har ikke tænkt så meget i offer, måske også fordi jeg ikke tænker sådan om mig selv. Ligesom jeg bliver en lille smule vred, når du siger, at jeg også er et svigtet barn: Nej hallo, det er jeg fandeme ikke! Så det er ikke et skisma, jeg forholder mig til, selv om jeg sikkert med rette kunne gøre det.

– Jeg har mere tænkt: “Åh, hvor meget kan man tillade sig at pille i sin egen navle? Hvor meget kan man tillade sig at interessere sig for sig selv og sit eget liv?” Det er mere … selvinteresse, som har været min bekymring.

Hvad tænker du nu om din mors rolle?

– Jamen … jeg tror bare ikke, at hun har haft … mod eller overskud eller begge dele til at tale med mig om, at min far var død. Men det var jo det, jeg håbede, at hun ville. Spørge mig, hvordan jeg havde det, ikke? Så jeg kunne fortælle hende, at jeg havde det rigtig skidt.

– Så hun har på den ene side været en fantastisk mor, fordi hun magtede alt det, hun gjorde, og hun gjorde meget for mig.

– Men på den anden side tror jeg godt, man kan sige, at jeg følelsesmæssigt ikke har fået det af hende, som jeg ønskede. Altså … det føles SINDSSYGT grænseoverskridende at sige det. Virkelig strengt. Det føles tarveligt.

– Jeg kommer til at føle mig utaknemmelig og forkælet, når jeg siger sådan. “Okay, hvor meget kan du lige tillade dig at bede om, er du ikke klar over, hvad hun stod med?” Det er jeg jo klar over. Derfor føles det … uretmæssigt, at jeg gerne ville have haft noget mere opmærksomhed.

– Når jeg så vender blikket mod mine egne børn, ved jeg, at de ville have råbt og skreget, til jeg satte mig ned og holdt om dem og sagde, ”hvordan går det, lille skat?”

Men Helle råbte ikke. Og hendes mor satte sig ikke ned og holdt om hende. Og Helle siger, at hun ikke TØR være vred på sin mor.

– Det er tanken, der kommer. Mens jeg boede hjemme, var hun den, der var der, så hvis jeg blev vred på hende, og hun smed mig ud … Jeg så godt, hvordan det endte, når min far var vred, ikke? Det endte jo med, at han skød sig selv. Så hvis jeg nu gjorde det ved min mor også, så var der jo ingen ...

– Og samtidig – hvis jeg forestiller mig, at jeg skulle tage mig af ALT det, hun tog sig af, kan jeg nærmest ikke rumme det. Men samtidig var der også bare noget, jeg manglede.

Følte du dig elsket?

– … Mit instinktive svar er ”nej”, ikke? Men så skynder storhjernen sig at slå til og sige ”ja”. Jeg tror, jeg kan sige: "Følte jeg det? Nej. Tror jeg, at jeg var det? Ja.” Så … jeg følte ikke sådan, “ej, hvor hun elsker mig”, men jeg beundrede hende for meget af det, hun gjorde for mig.

Følte du, din far elskede dig?

– Ja! Jeg følte, at han kunne … lide mig og mit selskab. Og nogle gange blev han rigtig træt af mig og vred på mig, men det var kun, når jeg var forkert. Når jeg var rigtig, følte jeg, at han elskede mig.

Det er meget at forlange af et barn.

– Det er da totalt for meget at forlange, men det syntes jeg ikke dengang. Der syntes jeg kun, det var rimeligt. Hold da kæft … jeg bliver helt bims af at sidde og sige de her ting højt!