Ayoe Ramati forlod hamsterhjulet, da hun fik børn: “Det var min stille revolution”

Der mangler tid til omsorg i Danmark, mener 44-årige Ayoe Ramati.

Vi arbejder 37 timer om ugen og har ikke mulighed for at være nok sammen med vores børn.

Derfor er Ayoe stemplet ind i en ny måde at leve sit liv på. En måde, der passer præcis til hende.

- Jeg siger ikke at mit nye liv er mere rigtigt end andres - jeg kæmper bare for retten til, at vi i højere grad kan og tør mærke efter, hvordan vi bedst muligt lever et meningsfuldt liv på hver især, siger hun.

Hun ved nemlig godt, hvordan det er at drømme om at passe ind og gøre som alle andre.

Sådan er det nok bare at være menneske, tror hun.

Du hun var ung, forsøgte hun også - med alt hun havde - at passe ind i de kasser, der blev præsenteret for hende.

- Jeg ville jo så gerne finde en kasse der kunne passe og tænkte: “Jamen skal jeg så bare klippe en tå og lidt af hælen, så jeg kan passe ind?”.

Ayoe har derfor prøvet kræfter med lidt af hvert.

Hun har blandt andet arbejdet på reklamebureau, som stewardesse og læst interior and spatial design, lavet TV og rejst rundt i verden. Hun har også drevet en cocktailbar, så det er ikke fordi hun ikke har prøvet.

Men ingen af tingene gav nogensinde rigtig mening for hende.

- Jeg oplevede en tomhed og derfor opstod en søgen for at finde ud af, hvordan livet kunne give mening for mig. For hverken knokleriet, anerkendelsen eller pengene har nogensinde drevet mig eller gjort mig lykkelig. Jo hurtigere jeg løb, jo mindre gav det hele faktisk mening.

Men så skete der noget.

Der kom børn ind i billedet - og det ændrede på noget indeni Ayoe.

- Da børnene kom, var der pludselig en følelse af, at der var noget, der begyndte at give mening. Der opstod ligesom en retning, siger hun.

En retning, der skulle betyde et endegyldigt farvel til hamsterhjulet og et liv som selvstændig, hvor hun arbejder ud fra sin cyklus - og lægger arbejdstimerne, når det giver mening - i stedet for i en fast ramme af 37 timer.

For Ayoe er det vigtigste i livet nemlig tid, omsorg og nærvær, som hun har skabt et liv omkring.

Men vejen dertil har ikke været let, og det har krævet en masse fravalg at vælge et roligere liv til. Og så har det sværeste været at have så lidt samfundsmæssigt at spejle sig i.

Det hele startede med Lulahs ankomst.

Farvel til hamsterhjulet

Da Ayoes første barn, Lulah, kom til verden, holdt Ayoe hende hjemme de første 16 måneder. Det vil sige lidt længere end normalen.

Herefter var opsparingen brugt, og institutionslivet kaldte - modvilligt.

Ayoe oplevede nemlig en indre modstand.

Det føltes hurtigt helt forkert for hende at aflevere sin lille datter i institution, selvom hun godt kunne se, at alle de andre forældre omkring hende kunne.

Men det gik fuldstændig imod hendes mor-instinkter, som hun siger. Det samme gjaldt for barn nummer to, River.

Den normaliserede adskillelseskultur, som hun kalder det, føltes bare helt skævt for Ayoe.

- Jeg havde derfor en fast plads inde hos lederen, hvor jeg græd hver dag, fordi det var så svært at tage på arbejde. Det var så meget imod min biologi.

Noget måtte ændres.

Derfor satte hun og børnenes far sig ned og tog en snak om, hvad der var vigtigt for dem.

- Vi kunne ret hurtigt mærke, at det, som var vigtigt, var tid med børnene. Derfor begyndte vi at anskue tid som en lige så stor ressource som penge, så vi kunne være mest muligt sammen med dem. Så vi var nødt til at regne baglæns og vurdere, hvad vi egentligt havde brug for, for at overleve, og hvad vi så kunne skære fra.

Imens børnene var små, begyndte Ayoe derfor også at etablere sin egen virksomhed.

Netop fordi hun ville ud af det system, hun ikke kunne forene sig med, for at kunne tilrettelægge en hverdag, hvor hun kunne være den mor og det menneske, hun gerne ville være.

- Jeg så ret hurtigt, at det på ingen måde var muligt for mig som mor at aflevere mine børn i institution med længere arbejdstider end mig selv. Det var min lille stille revolution. At insistere på at skabe de rammer og det liv, som passer til os.

Med den insisteren lykkedes det hende desuden at hjemmepasse sit yngste barn, Tipi Aïa,- som hun ville ønske, hun havde kunnet med de to andre - indtil Tipi selv som 3,5-årig bad om at komme i børnehave.

Men Ayoes virksomhed, hvor hun tilbyder en cyklusformidleruddannelse, foredrag og retreats, stod der på ingen måde fra den ene dag til den anden.

Den har hun brugt 10 år på. Og det er ikke en virksomhed, der hverken er baseret på eller drevet af vækst, som hun desuden opponerer imod. I højere grad er det en virksomhed, hvor der skal være plads til at være menneske.

- Jeg vil gerne have en virksomhed, hvor jeg kan leve et liv, som er holdbart for mine børn og for mig. Det insisterer jeg på.

Netop fordi det for Ayoe er dér lykken ligger. At have muligheden for at være så meget sammen som muligt. For som hun siger:

- Jeg køber slet ikke ind på, at vi skal have to biler, hus, sommerhus, to rejser til varme himmelstrøg om året og den nyeste mode. For mig er det langt vigtigere med nærværet, langsommeligheden og ro til faktisk at være tilstede i livet, og fortsætter:

- Folk kigger jo ikke tilbage på livet og tænker, “jeg ville sådan ønske, at jeg havde arbejdet mere, og at jeg havde købt flere nye biler”, når de er på deres dødsleje. Nej, de ville ønske, at de havde brugt mere tid med dem, de elsker.

Den iagttagelse bakker det længste lykkestudie – Harvard Study of Adult Development – op om.

Den mest centrale konklusion i studiet er nemlig, at det mest afgørende for menneskers lykke er gode, sociale relationer.

Studiet viser herunder også, at de materielle og økonomiske omstændigheder faktisk ikke er så afgørende. For når man først har ramt et niveau, man kunne kalde middelklasse og ens basale behov er opfyldt, så gør penge ikke mennesker mere lykkelig.

Der er noget, der ikke stemmer

Men Ayoe skal selvfølgelig også kunne leve af sin virksomhed og som selvstændig.

- Jeg har derfor regnet på, hvad jeg skal tjene på årsplan, for at det kan løbe rundt, hvilket også er det, jeg planlægger mit arbejde ud fra. Typisk underviser jeg torsdag og fredag og afholder mine retreats i de weekender, hvor mine børn er hos deres far.

Det er en arbejdsramme, hun trives i.

En del af Ayoes arbejde er desuden også at være i balance.

Derfor er meditation en integreret del af hendes arbejdsdag. For at bevare roen, som er en sjældenhed i en verden, der kører hurtigere og hurtigere, som hun siger.

En verden, hvor hun mener, der er noget, der ikke stemmer.

- Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen, der kan tåle det tempo, som verden efterhånden kører i. Jeg tror simpelthen, at hvis flere stoppede op og mærkede efter, så ville de fleste mennesker faktisk være ret stressede. Og så er det, at jeg spørger, “for hvis skyld?”.

Den evige jagt på vækst tror hun nemlig ikke på, at hverken kloden eller mennesker kan tåle.

- Hvis vi kigger ud i naturen, så er den jo hele tiden konstant i forandring. Men vi står jo ikke og råber efter den og siger, “så lad dog vær med at tabe bladene i efteråret”. Det er jo en del af den naturlige cyklus, som vi har forstået og accepteret. Men det er, som om vi som mennesker har besluttet os for, at vi er evige somre. Altså evig vækst. Og det tror jeg ikke på.

Derfor insisterer Ayoe på, at livet leves i kapitler. Og at kapitlet med små børn ikke behøver at rime på en karriere for fuld udblæsning.

- Jeg skal nok nå det hele, som hun siger.

Og de forskellige faser - for eksempel den, hvor der er små børn - skal der være plads til at skrue ned. Men det oplever hun, der ikke rigtigt er i de gængse rammer.

Rammer, der netop forventer at man afleverer sit barn, så snart barslen slutter og et 37-timers job kalder. Hele systemet er jo tilrettelagt, så mor kan komme på arbejde hurtigst muligt, så systemet jo kan fungere, som hun siger.

- Men her tænker jeg jo, at systemet vel er lavet for at passe på menneskene? Og hvis de mennesker ønsker noget andet, skal der vel også være plads til det?

Desuden stiller Ayoe sig også undrende overfor den moralske opsang, Mette Frederiksen gav tidligere på året.

"Det, jeg siger i dag, og det vil jeg gerne gentage her, det er, at den kontrakt, vi har haft med hinanden, det er, at vi skal gå på arbejde. Og vi skal ikke kun på på arbejde for at forsørge os selv. Vi skal også gå på arbejde for at der er mening i vores liv - og for at vi kan finansiere et velfærdssamfund," lød det blandt andet ifølge EB.dk.

- Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad det er for en velfærd, hun efterhånden snakker om? For jeg ser den faktisk ikke. Jeg ser i stedet, hvordan omsorgen er fuldstændig pillet ud af den velfærd, der engang var.

Ayoe mener derfor også, at der burde være en omsorgsminister på lige fod med for eksempel finansministeren. Netop fordi hun ikke længere ser den omsorg, som ifølge hende er så livsvigtig for menneskers trivsel.

Den trivsel, som det jo i øvrigt ikke går så godt med, som hun siger.

En rapport fra 2018 udarbejdet af Sundhedsdata-styrelsen viser blandt andet at 2.354 danske børn og unge i aldersgruppen 0-18 år havde angst eller depression i 2006.

Det tal var i 2016 steget til 7.189.

Desuden viser et nyt sundhedsbarometer fra 2023 udarbejdet af Falck, at selv om 8 ud af 10 danskere mener, at mental trivsel er vigtigt, så er hver tredje dansker alligevel i risiko for at udvikle stress eller depression.

Det kan der være mange forklaringer på.

Ifølge Noemi Katznelson, som er professor og forskningsleder for ungdomsforskning på Aalborg Universitet, kan man nemlig ikke pege på én forklaring, da der er flere faktorer, der spiller ind, når vi snakker om mistrivsel.

For det første peger hun på den stigende acceleration i samfundet.

- Det handler først og fremmest om, at tempoet i det moderne, vestlige samfund er øget helt enormt, hvorfor mange føler, at alle ting i tilværelse skal passes, vedligeholdes og udvikles 24 timer i døgnet. Mange kan også opleve at der metaforisk set er et tog, de skal følge med – og kan de ikke det, så ryger de helt af.

Dernæst peger Noemi Katznelson på præstationen.

- Mange er i dag desuden vokset op med en del vurderende blikke. De oplever et stort fokus på, hvordan de klarer sig. Både i skolen, på arbejdet og i forhold til de sociale relationer. Det resulterer i at mange hele tiden tænker over, om de nu gør det godt nok på alle de parametre, de oplever, de skal præstere på.

Sidst – men ikke mindst – peger hun på, at flere og flere mærker efter.

- At flere forholder sig til, hvordan de har det, er jo langt hen ad vejen en god ting. Men det medfører også, at man hele tiden skal forholde sig til, hvordan man har det, hvilket også kan øge mistrivslen.

Ud af de tre faktorer, som Noemi Katznelson peger på, vokser der derfor et behov for at blive set og blive mødt hos den enkelte.

Det er netop det, som Ayoe med sine livsvalg vil sørge for. At hendes børn bliver set og mødt, så de bliver gode samfundsborgere, der først og fremmest er trygge i verden.

Derfor håber hun også, at hendes livsvalg kan inspirere andre, så det kan blive den nye normal for flere og flere.

Skulle hun i øvrigt sige noget om de sidste 10 år af hendes liv, så er hun ikke i tvivl.

- Det har været en periode i mit liv, hvor jeg har insisteret på, at gå med hjertet forrest og leve et liv, som jeg oplever som sundt og nærværende. Og det har været det hele værd.

Og så mener Ayoe desuden, at hvis hun kan insistere på at skabe et liv, hun kan trække vejret i, så kan andre også.

- Når folk har sagt til mig, “du er så heldig”, så vil jeg bare pointere, at nej, jeg er ikke heldig. Jeg har bare prioriteret benhårdt. Jeg havde hverken en stor opsparing eller en mand, til at betale regningerne. Så hvis jeg kan, så kan andre også.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: