Isabella Hindkjær
Kommentar

"Mine børn skal ikke indoktrineres af mænd, der er bange for fremtiden"

12. august 2022
Af Isabella Hindkjær
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Kommentar: Hele sommeren har vi hørt voksne begavede mennesker argumentere for, at 45 minutters normkritik i 6. b har potentialet til at omstyrte civilisationen, som vi kender den, skriver feminas chefredaktør Isabella Hindkjær.

Her er tre ting jeg godt kunne have undværet, da jeg gik i folkeskole i slut 90’erne:  

  •  Den dag op til juletid hvor de små klasser skulle i kirke og en præst insisterede på en meget konkret læsning af hele Jesus opstod af graven-episoden, hvilket holdt mig vågen i adskillige nætter derefter.  
  • Den time i 6. klasse hvor en uniformeret politibetjent stod lænet ind over os og sagde, at hash var hundrede gange farlige end druk, og hvis vi nogensinde tændte en joint, ville vi enten få en psykose og dø eller ryge direkte i fængsel.  
  • Dengang en velmenende men aldeles uforberedt vikar skulle varetage seksualundervisningen, som begyndte med en advarsel om, at man kan blive gravid af sex og sluttede cirka 6 minutter senere, da en af mine klassekammerater pustede et kondom op som en ballon og baldrede det lige ned i den stakkels vikars kaffe.  

Her er én ting, jeg gerne ville have haft i stedet for:  

Normkritisk undervisning med fokus på krop, køn og kultur.  

Men er det folkeskolens opgave at lære eleverne at forholde sig kritisk til køn og normer?  

Det er spørgsmålet, der henover sommeren er blevet rejst efter den heftige mediedækning af organisationen Normstormerne, som underviser børn og unge i København og Aarhus i normkritik.  

Og spørger man adskillige borgerlige debattører og medietyper, er svaret åbenbart et rungende og mægtigt forarget NEJ.  

Den konservative folketingspolitiker Rasmus Jarlov proklamerede på Twitter, at hans børn skulle holdes hjemme den dag, Normstormerne stod for undervisningen.  

”De skal lære at læse, skrive og regne. Ikke indoktrineres af venstrefløjen for ordentlige menneskers skattekroner”.  

Også Berlingskes chefredaktør Tom Jensen har på Twitter flere gange ytret stor bekymring for ”hvad det kan gøre ved en flok børn at indpode dem intersektionel feministisk privilegie-gruppeideologi” .  

Særligt har han fremhævet en hypotetisk 10-årig hvid dreng i klassen, der kommer fra trange kår og har det svært derhjemme, men alligevel skal høre, at hans hudfarve og køn giver ham visse privilegier – et begreb der, ifølge hans avis ”er kendt fra venstrefløjens nutidige retorik”.  

Netop her peger Tom Jensen faktisk på to af de vigtigste årsager til, at både normkritik og feminisme naturligvis bør være skolepensum i 2022.  

  1. Den enkelte dreng og mand kan – sommetider med rette – føle det forvirrende og frustrerende at blive konfronteret med alle disse kollektive privilegier, når han som individ hverken selv mærker eller forstår dem. Et paradoks som bl.a. den amerikanske maskulinitetsforsker Michael Kimmel har beskæftiget sig med. Og Kimmel har også for længst peget på det, de fleste af os efterhånden godt ved. Nemlig, at en stor udfordring i kampen for ligestilling er, at mænd ikke forstår, at kampen også er deres – og deres børns. 

  2. Eksemplet illustrerer, at køn, krop, kultur og økonomi er komplekse temaer, som er historisk uløseligt forbundet. Den historie er vi nødt til at sætte os ind i, hvis vi skal forstå vores egen rolle i den.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det er åbenlyst ikke farligt for børn at modtage forskellige input, når de tilegner sig viden.

Vi er mange, der gennem tiderne og uden varige mén har overlevet tvivlsomme indslag fra religiøse overhoveder, ordensmagten og kondom-på-banan-undervisning varetaget af folk uden nogen som helst faglige forudsætninger.  

Jeg ved ikke, hvad der er mest barokt. At man i en tid hvor folkeskolen står over for massive udfordringer, vælger at rette sin vrede mod et tiltag, der måske kan give flere børn mulighed for bedre at forstå sig selv og det fællesskab, de er en del af.

Eller at høre voksne begavede mennesker argumentere for, at 45 minutters normkritik i 6. b har potentialet til at omstyrte civilisationen, som vi kender den.

Sommeren debat har føltes som endnu et lavpunkt i besættelsen af ”wokeismen” som et ideologisk frontalangreb på alle etablerede normer er en ikke-historie antændt af frygten for forandring. 

 ”Normer er resultatet af milliarder af menneskers valg og værdier udviklet, diskuteret og forandret gennem hundreder af år og mange generationer. Den woke normkritik er få menneskers krav til alle andre om at underkaste sig netop deres definerede normer i løbet af ganske få år,” skrev Tom Jensen i hvad der føles som kapitel tusind i hans frygtsomme korstog mod alt, der ikke flugter med hans egen binære og heteronormative verdensopfattelse.  

Men normkritik ER udvikling, diskussion og forandring.

At se kritisk på herskende normer er selve måden hvorpå, vi i demokratier til alle tider har forhandlet og genforhandlet vores værdier og samfundskontrakt.

Og ”wokeismen” som et eller andet anti-demokratisk skræmmebillede er noget, reaktionære medietyper vedligeholder med ikke-nyheder om kagepersoner, indianerbørnehavefester og deslige.  

Heldigvis oplever jeg, at yngre generationer betragter det som det mest naturlige i verden, at normkritik og ligestilling ikke er en kvinde- eller minoritets-sag, men en alle-sag.

Noget vi er fælles om, som kommer alle til gode.  

Fordi det er vigtigt hele tiden at prøve at se på de regler og roller, vi har skabt for os selv og hinanden. Hvem har fundet på det og hvorfor? Hører de i virkeligheden en anden tid til, og burde vi måske finde på noget andet?  

Derfor skal mine to drenge selvfølgelig også i skole, den dag der er normkritik på skemaet. For mine børn skal ikke indoktrineres af mænd, der er bange for fremtiden. 

Det har vi prøvet igennem adskillige århundreder i det strukturelle shitshow, vi kender som patriarkatet, og det har efterladt min og kommende generation med et massivt oprydningsarbejde.  

Det er det, folk som Normstormerne er i gang med nu.  

Jeg mener, at vi åbenlyst svigter både vores børn og fællesskabet, hvis vi ikke lærer dem at forholde sig kritisk til vores kulturhistorie, som er gennemsyret af ekskluderende forestillinger, der stadig gør livet unødigt svært for mange.  

Men jeg er ikke bekymret, for som læge og professor Christian Graugaard konstaterede i Politiken, er Normstormernes budskab allerede ”nærmest mainstream i en moderne dansk skolehverdag”.

Med andre ord, the kids are alright.