Caroline og Lars var separeret i halvandet år, men fandt sammen igen. Psykolog roser deres metode

- Jeg er så heldig, at jeg har Lars, der reddede os. Det ville have været forfærdeligt at gå glip af resten af livet sammen.

- Men jeg så det ikke, da det var værst. Det var bare mørkt, siger Caroline Wenche Pedersen åbenhjertigt.

De gik fra hinanden, og i halvandet år var det slut. Caroline var fast besluttet: Hun måtte væk.

Og det gjorde hun. De solgte drømmehuset, som de havde sat i stand sammen, købte hver deres bolig, og i perioder kunne der gå uger, uden at de havde kontakt.

Men så fandt de hinanden igen.

Det sagde bang

Men lad os skrue tiden tilbage – længe før livskrise og brud. Året er 2012. Datinghjemmesiden hedder Sukker.

Og det sagde bang.

Caroline og Lars faldt tilfældigt i snak – hun 31 år, han 35 år. De havde begge børn, været gift før og var færdige med lange lister over krav til en partner og enige om, at de ledte efter det samme:

At finde én at have det sjovt med.

Det varede ikke længe, før samtalen rykkede ud af den digitale verden og ind på Metro Lekeland i Sandefjord, hvor de havde deres første date. De griner begge, når de snakker om det – 13 år senere.

Caroline tager ordet:

- Vi var meget legende sammen. Det var jo det, du bedst kunne lide ved mig – at vi fjollede og tumlede så meget, siger hun og ser spørgende på Lars, der sidder i sofaen ved siden af.

- Jo, det var det, der klikkede. Når du har været single i nogle år og så møder en pige, hvor alt bare stemmer, så går det hurtigt, svarer Lars.

Og hurtigt gik det. Fire måneder senere flyttede de sammen. I 2017 blev de gift.

- Vi har altid haft det utrolig godt. Vi har rejst meget, oplevet meget, gjort meget sammen – og også hver for sig. Det har været et samspil og en frihed, jeg har sat stor pris på, siger Lars.

- Det var næsten sådan, at vi blev et samtaleemne i vennekredsen. “The perfect couple,” griner Caroline. Alle sagde, at det virkede så nemt – og det følte vi også selv.

Ville være alene

Men så vendte det.

Fra den ene dag til den anden føltes det for Caroline, som om forholdet gik fra at være alt, hun kunne ønske sig, til noget, hun ikke længere kunne være i. Hun sad fast i et spor, hvor flere centrale områder i livet pludselig føltes forkerte.

Især forholdet til Lars.

- Jeg var ikke lykkelig. Jeg husker, at jeg følte, at intet var, som jeg ville have det, og jeg følte ikke, at jeg kunne tale med ham. Jeg blev ikke mødt med den forståelse og nærhed, jeg havde brug for, og jeg blev ret oprørsk. Så søgte jeg ud – talte med venner og kolleger om mine problemer i stedet.

Hun fortsætter:

- Frustrationen byggede sig bare op og blev større og større. Jeg kunne ikke længere stå i det og fik en intens trang til at være alene, helt alene med mine tanker. Jeg ville sælge drømmehuset, båden … Det fungerede bare ikke.

- Jeg husker, at Lars sagde: “Vi har stadig noget godt mellem os.” Men for mig var det bare mørkt, siger Caroline åbenhjertigt.

Her må vi spørge Frode Thuen – mangeårig samlivsterapeut og godt bekendt med problematikken, hvor den ene part pludselig vil ud.

Frode, hvad skyldes det?

- Spørgsmålet er, hvor pludseligt det egentlig er. Jeg skal ikke sige, at det ikke kan ske brat, men når den ene vil ud af forholdet, er det som regel en dynamik, der har udviklet sig over flere år. Man når til et punkt, hvor brikkerne falder på plads, og man indser: “Det her kan jeg ikke mere,” siger Thuen, da vi ringer til ham.

Så selvom et brud kan virke impulsivt og brat udefra, er det som regel ikke sådan?

- Netop. Sandsynligheden er stor for, at den, der vil ud, har gået med tankerne længe. Måske har hun eller han prøvet at tale om det, men ikke følt sig mødt med den nærhed eller forståelse, der var brug for. Og så får man heller ikke en reel afklaring af, hvad vejen videre kunne være.

- Hvis den tvivlende part samtidig ikke har været tydelig nok om, hvor frustreret hun er, kan det på et tidspunkt eksplodere. Så føles det brat for begge. Det sker, når virkeligheden bliver for svær at holde fra døren, siger han.

En helt anden Caroline

Tilbage til Lars, Carolines mand. For hvordan reagerede han? De, der altid havde haft det så godt sammen – følte han det samme? Var alt virkelig så forkert?

- Jeg må indrømme, at krisen ramte mig som et lyn fra en klar himmel. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen – vi havde det jo alt for godt til, at det kunne blive så dårligt så hurtigt, siger han.

Han prøvede igen og igen at tale med Caroline og finde ud af, hvorfor situationen var blevet, som den var. Men hver gang oplevede han, at han stødte på en mur.

- Det var en helt anden Caroline, end den jeg kendte. Pludselig stod jeg i en situation, hvor jeg ikke vidste, hvad der var galt, og hvor hun ønskede noget helt andet end mig. Det blev en svær tid, siger Lars.

For I havde altid kommunikeret godt før?

Begge nikker, og Lars fortsætter:

- Fundamentet var så stærkt, og det er nok også grunden til, at jeg hele tiden troede på, at vi ville finde tilbage til hinanden. Jeg købte et hus med plads til os begge og alle tre børn. Hele tiden planlagde jeg i hovedet, at vi nok skulle finde ud af det.

Hvad var det mest frustrerende for dig, Lars?

- Vi har altid været gode til at tale sammen og forstå hinandens synspunkter. Men denne gang ville hun ikke se mine. Det gjorde det svært at kommunikere. Det var måden, hun reagerede på, og den måde hun så verden på.

- Jeg læste om 40-årskrise og tænkte: Det er det, hun har. Så jeg lod hende køre sit løb og se, hvor længe det ville vare.

- Det viste sig jo, at det varede lidt længere, end jeg havde troet, siger Lars.

Separationspapirer

Det endte i et brud. Tiden gik, og Carolines følelse af, at forholdet ikke længere var rigtigt, blev ved. Til sidst bestemte hun sig: Hun ville separeres.

- Jeg følte, at nogen holdt mig fast, så jeg ikke kunne leve, som jeg ville. Der var kun én udvej for mig, siger Caroline.

De solgte huset, de havde sat i stand sammen, og flyttede hver til sit. Kontakten var sporadisk. Nogle gange talte de ofte, men mest om praktiske ting – andre gange gik der uger imellem.

- Jeg sad i min lejlighed og prøvede at finde svar på, hvorfor det var blevet, som det var. Jeg fortrød ikke, men jeg tænkte meget.

Og Lars, du havde stadig troen?

- Det havde jeg. Pladsen til hele flokken var der, smiler han.

Caroline supplerer:

- Det er uden tvivl Lars’ fortjeneste, at vi sidder her sammen i dag. Da vi flyttede fra hinanden, kunne han bare have valgt sin egen vej. Men det gjorde han ikke.

- Nej, jeg tænkte stadig: Det her er ikke den rigtige Caroline. Til sidst skulle det nok gå, tilføjer han.

Gentaget mønster

Før vi går videre til, hvordan de fandt sammen igen efter halvandet år, må vi se på, hvor krisen kom fra.

Var det virkelig ud af det blå – eller lå der noget bag?

Psykolog Frode Thuen nikker genkendende:

- Det er ikke usædvanligt, at kvinder føler, at manden ikke er nær nok eller deltager nok i forholdet og i hverdagen. Mange kvinder kender den frustration. Og når kvinden så sætter handling bag ordene og går, kan det komme som et chok for manden, siger han.

Han henviser til en dansk undersøgelse, hvor mange mænd sagde, at skilsmissen kom uventet, mens kvinderne mente, at problemerne havde stået på længe.

Caroline og Lars peger selv på 40-årskrisen. Caroline siger, at hun dengang havde en tendens til at lægge alle livets udfordringer over på forholdet – som om det var det eneste, der var galt.

- En midtlivskrise er reel nok, men den kommer ofte til udtryk gennem problemer i forholdet, forklarer Frode Thuen.

Problemerne kom

Før problemerne opstod, gik Caroline og Lars i gang med en stor renovering. De havde fundet en bolig, de ville puste nyt liv i.

Det blev en proces fyldt med sved og tårer – og måske også starten på udfordringerne.

- Jeg tror, alle der har prøvet at renovere, ved hvor hårdt det er. Vi blev så uenige, at vi råbte ad hinanden, siger Caroline.

- Alligevel tænkte jeg: “Jeg er glad for, at jeg gør det her med Lars.” Vores fundament var så stærkt, at jeg ikke troede, det kunne skade forholdet.

Men et år efter de flyttede ind, begyndte det at skride.

- Jeg tror, der var flere årsager. Jeg havde et job, jeg ikke længere trivedes i, Lars havde også problemer på sit arbejde, og så glemte vi at tale sammen, siger Caroline.

Lars nikker:

- Når man renoverer et hus, får man ikke de gode snakke. Jeg havde ting, jeg burde have delt, men jeg holdt dem inde. Og da hun oveni blev ramt af en krise, blev det for meget.

- Vi fejede alt det vigtigste ind under gulvtæppet. Det var som at leve i en boble, hvor alt handlede om at få renoveringen færdig. Vi blev et stille par, mens følelsen af mistrivsel voksede.

Frode Thuen bekræfter, at husprojekter ofte presser forholdet, fordi alt andet skubbes til side.

Tog gradvist kontakt op

I dag står Caroline og Lars et helt andet sted – sammen og hver for sig. Efter halvandet år begyndte de igen at tage kontakt.

Det startede med små hverdagssamtaler, som gradvist blev dybere. Så mødtes de – en aften hist og her. En koncert. En overnatning.

Sådan gik det længe, mens Caroline fandt ud af, hvad hun ville.

- Vi fik snakket alt igennem. Og det hjalp meget, at Lars blev ved med at skubbe på, siger hun.

“Kan du ikke flytte ind hos mig?” spurgte han, da hun solgte sin lejlighed.

- Han sagde, at vi bare kunne fortsætte de gode samtaler og se, hvor det bar hen. Jeg havde intet at tabe, tænkte jeg.

Lars indskyder:

- Der var klare linjer. Jeg sagde, at enten prøver vi igen, eller også er det slut. Jeg var færdig med at stå i limbo. Vi havde talt alt igennem, og hvis vi skulle være sammen igen, måtte vi stå ved det.

Hvor lang tid gik der, før tingene faldt på plads?

- Efter et halvt år besluttede vi at lægge det bag os – helt bag os. Vi havde talt ud, og det blev bedre og bedre. Og efterhånden tror jeg, at hun forstod, at det var her, hun skulle være, siger Lars.

- Ja, alt lettede. Jeg havde fået tid til at finde ud af ting – både i forholdet og i mit arbejde. Ud over at vi fandt hinanden igen, tog jeg en helomvending i karrieren: Jeg uddannede mig til indretningsdesigner og startede som indretnings- og boligsalgscoach, siger Caroline engageret.

Nu arbejder hun med det, hun elsker: At hjælpe folk med at få mest muligt ud af deres boligsalg gennem ‘Finere Hjem’, som hun selv har startet.

- Det tog brodden af alt! Nu er jeg virkelig, hvor jeg skal være, smiler hun.

Ved hvordan problemerne skal håndteres

Så hvad er anderledes i dag? Hvordan kan Caroline og Lars være sikre på, at en krise ikke knækker dem igen?

- Har vi klaret det her, klarer vi alt, siger Caroline uden tøven.

- Nu er jeg endnu mere tryg i, at han er min. Før havde vi aldrig set hinandens dårlige sider og var dårligt forberedt på, hvad en krise kunne gøre. Nu har vi set hinandens mørke og ved, hvordan vi skal håndtere det.

Hvordan?

- Ved at sige tingene højt. Tale sammen. Møde hinanden. Vi har lært, hvor vigtigt kommunikation er. Det er vi helt afhængige af at fortsætte med, siger Caroline.

Frode Thuen bakker op:

- Det er afgørende. Hvis man bare vender tilbage til, hvordan det var, uden at løse de problemer, der førte til bruddet, ender det som regel igen. Man må rydde op og gøre ting anderledes.

- Måske handler det om at være mere engageret, ændre fordelingen af husarbejdet eller blive bedre til at kommunikere. Hvis man finder ud af, hvad problemet egentlig var, og undgår at gentage det, kan forholdet blive stærkere end før.

Caroline siger, at hun havde brug for tiden alene for at kunne vende tilbage. Er det ofte løsningen?

- Ja. Nogle gange er et brud den eneste redning. Man må ud og gøre sig erfaringer, før man ser, hvad man faktisk har sammen, siger Frode Thuen.

Caroline og Lars er helt bevidste om deres vigtigste opgave fremover:

- Det bliver at holde fast i kommunikationen og huske hinanden på, at krisen er lagt bag os. Den må ikke trækkes frem igen, siger Lars.

- Nej, det er vigtigt for os. Og så har jeg sagt til Lars, at når han får 50-års krisen, skal jeg nok stå fast, afslutter hun med et grin.

Denne artikel blev først bragt hos KK.no, som også er en del af Aller Media. Dette er en redigeret og oversat version.