"Kvinderne gik på toilettet i fem minutter, og da vi kom tilbage, havde mændene sat sig på magten"

Jeg lægger vægt på at fortælle om fortidens mennesker ved at tegne dem levende frem i kød og blod som helstøbte mennesker frem for kun at opremse årstal og fundtyper.

Sådan forklarer museumsinspektør og arkæolog Jeanette Varberg, hvorfor hun er så populær som historisk formidler.

Hendes sans for beskrivende detaljer og psykologi har tiltrukket mange læsere til hendes fagbøger og mange tilskuere til hendes foredrag.

Nu skruer hun så endnu mere op for fortællelysten i sin debutroman ”Enkernes land”, der bedst kan beskrives som en blanding af en velresearchet historisk roman og effektiv thriller. Hun beskriver den som sit mest udfordrende projekt nogensinde.

– Den har været fantastisk at skrive, men også et stort ansvar, fordi jeg pludselig ikke havde nogle kilder at henvise til. Jeg skulle selv have det til at gå op og have læserne til at føle sig underholdt og ikke snydt.

Ideen til ”Enkernes land” fik Jeanette, da hun researchede til en fagbog om kvinders historie.

– Tidligere i historien har der været perioder, hvor kvinder var mere respekterede og blev lyttet mere til.

– Jeg plejer med et humoristisk glimt i øjet at beskrive det sådan, at vi gik på toilettet i fem minutter, og da vi kom tilbage, havde mændene sat sig på magten, og de fik lov til at holde fast i de næste par tusinde år. Hvad skete der? Var der nogle kardinalpunkter, hvor magten tippede?

Nogle af de vendepunkter, Jeanette fandt frem til, opstod i forbindelse med udbredelsen af jødedommen, kristendommen og islam.

– Et sted undervejs blev kvinderne frataget retten til at prædike og lede ritualer i det offentlige rum og mistede på den måde anseelse og respekt. Jeg begyndte at undersøge, hvordan og hvorfor. Og der lå så kraftfuld en viden i at følge det spor, at jeg fik lyst til at pakke den ind i en spændingshistorie. Også for at nå længere ud med mit budskab og for at kunne digte mere frit om alt det, jeg aner, men ikke kan finde klar dokumentation for.

Den store drukneulykke

Jeanette er selv en stor fan af spændings­litteratur, så det lå hende ikke fjernt at prøve kræfter med den genre.

– Min mand træner til at løbe en halvmaraton på en vis tid, det er hans måde at udfordre sig selv på. Så jeg tænkte, hvad nu hvis jeg kan træne mig op til at skrive en skønlitterær bog.

– Udgangspunktet for mit plot er, at det egentlig var kvinderne, som var udpeget til at skulle arve kirken. Jeg mener jo, jeg har fundet tegn på, at det måske var tilfældet. Ikke nok til at kunne antyde det i en fagbog, men i en spændingsroman kan jeg godt lege med tanken.

Åbningskapitlet i ”Enkernes land” handler om en barsk nat i 1893 ved Vestkysten og er inspireret af en virkelig begivenhed.

En stor gruppe fiskere tager ud i stille vejr, men bliver fanget i en voldsom storm med vanvittigt høje bølger. 26 fiskere drukner og efterlader sig 20 enker og 74 faderløse børn.

Efterfølgende følger en stor skandale, da københavnske journalister tager over og dækker den indremissionske præsts tale ved begravelsen.

Den indeholder ikke meget trøst til de efterladte, tværtimod har præsten travlt med at fordømme de vantro druknede og beskriver ulykken som et kald til de overlevende om, at de skal omvende sig til et helligt liv.

I sin roman blander Jeanette den unge fisker­kone Marie ind i historien. Inden fiskerne sejler ud, kan Marie fornemme, at noget er galt. Havet lugter forkert.

Hun advarer sin mand om, at han skal tage korkbælter med. Det redder ham, og de ser det som et tegn fra Gud. Men senere fordømmes Marie af mændene i den indremissionske menighed for sin overtro.

– Jeg vil vise, hvordan kvinder også herhjemme er blevet fordømt for at prædike og profetere. Selv i dag diskuterer vi, om man har ret til at afvise kvindelige præster i folkekirken eller ej. Læserne skal mærke helt ned i maven, hvor ondt det gør på Marie, når hun bliver bedt om at holde mund.

Drukneulykken på Vestkysten forbinder Jeanette i sin roman med en indremissionsk, ældre kvindes mystiske død i nutiden.

Ud af den ældre kvindes hånd falder en lille, sort amulet med ukendt skrift på. Den viser sig være blevet brugt imod ondskab og dæmoner og forsvandt fra Nationalmuseets samling i 1933.

Herfra udvikler handlingen sig til en hæsblæsende jagt på sandheden om den ældre kvindes død og tro, og sagen bliver yderligere kompliceret af endnu et mord i USA.

Danske politifolk samarbejder med en internationalt anerkendt arkæolog og må både forske i de første kristne menigheder og tage omkring Kairo, Vatikanet og Louisianas sumpe for at opklare sagen.

– Mange steder tager jeg udgangspunkt i virkelige begivenheder og fakta, men leger så videre med fiktionen ud fra det, jeg ved, siger Jeanette.

Ud med hysteriske kvinder

Allerede som barn elskede hun at tale om gamle dage og læse bøger om det. Hendes familie rystede kærligt på hovedet af hende, fordi hun var så nørdet og tit vidste mere om historie end de voksne.

Både hendes mors og fars familie er bønder og håndværkere, og det var usædvanligt, da hun som den første i sin familie valgte at gå den akademiske vej. Eventyrlysten fik hende til at læse arkæologi fremfor historie.

– Jeg ville gerne kombinere mit job med at rejse ud i verden. Arkæologer tager jo ud på ekspeditioner, det er lidt mere risky business end at sidde derhjemme og begrave sig i kilderne, siger hun.

Selv er Jeanette ikke religiøs, men hun har altid været nysgerrig på, hvordan religioner påvirker os.

– Jeg ser dem som meget modsætningsfyldte. På den ene side kan de give os ro og afklaring, men de er også ofte blevet brugt til at kontrollere os.

Undervejs i sin research blev hun overrasket over at støde på oplysninger om Profetiens kirke, en tidlig kristen bevægelse, som i 200-tallet med stor succes blev ledet af to kvinder og en mand og tiltrak mange kvinder.

– I en tyk bog om kristendommens verdenshistorie, ”A History of Christianity” af Diarmad MacCulloch, bruger forfatteren kun én side på at beskrive, hvorfor kvinderne ikke blev accepteret i kirkerne som præster.

– Han skriver noget i retning af, at man ikke ville acceptere de hysteriske kvinder, der profeterede. Så begyndte jeg at trevle op derfra. Hvem var dog de hysteriske kvinder?

Jeanette fandt frem til, at lederne i Profetiens Kirke begyndte at indsamle penge fra deres tilhængere. Bevægelsen voksede og fik flere tilhængere og flere penge, helt på samme måde som den katolske kirke også voksede.

– Derfor har den katolske kirke nok følt, de stod over for en farlig konkurrent. Og for at udelukke den, fik man skrevet ind i Biblen, at man ikke ville acceptere hysteriske kvinder i kirken. Det magtopgør for 1800 år siden kan altså have påvirket kvinders position i kirken lige siden. Den skræmmende tanke er på flere måder udgangspunkt for plottet i min bog.

Hendes store håb er at vække folk til at blive mere historisk bevidste.

– Folk skal vide, at kristendommen f.eks. er formet af den slags magtkampe og også af andet, der skete på den tid. Var der sket noget andet, kunne den have udviklet sig i andre retninger. På samme måde er ”Det Nye Testamente” redigeret af mænd, der ofte har haft en bestemt dagsorden.

– Jeg ved godt, der er store følelser på spil, når vi taler om tro, og jeg måske provokerer nogen med den her roman, men jeg ville ikke lade det styre min fortælling.

Også i diskussionen om, hvorvidt det er okay, at man i den danske folkekirke lovligt må frasortere kvindelige præster, synes hun, der mangler historiebevidsthed.

– Det er jo igen det med, at man glemmer, at Biblen er redigeret af mænd. Jeg kan godt være bange for, at vi falder tilbage til et dystopisk mørke, hvor kvinders stemmer undertrykkes endnu mere, og noget af det vundne går tabt. Det er ved at ske i USA.

– Der har de evangeliske kirker fået stor magt, og hvis de får overtaget, kan dine og mine tanker om hvad der er det rigtige blive fejet af bordet med et skuldertræk, og Biblens ord blive lov. Det kan godt holde mig vågen om natten.

På eventyr

Jeanette er klar over, at nogen måske bliver oprørte over, at hun som museumsinspektør på Nationalmuseet tillader sig at blande fakta og fiktion.

– Men den risiko må jeg løbe, og jeg har sørget for i ”Enkernes land” at gøre opmærksom på, at jeg tager mig nogle friheder. Samtidig medvirker jeg forhåbentlig også til at skabe en større interesse for arkæologi.

Ved siden af romanskrivningen har hun også passet sit job som museumsinspektør. Nogle arbejdsdage foregår foran computeren hjemme i Horsens, hvor hun bor med sin familie.

To-tre dage om ugen tager hun så til København, hvor hun på Nationalmuseet har stået bag den nye vikingeudstilling.

– Generelt vil jeg gerne medvirke til, at vi historikere giver kvinderne mere plads. Vi har haft en tendens til at fokusere på krige og konger. Men i krigenes bagland og i perioderne med fred foregik der jo også en masse.

– Den daglige dont med at passe familie og arbejde, med at skaffe føde og få samfundet til at køre kan vi godt blive bedre til at fortælle nogle historier om også.

Jeanettes familie er vant til, at hun tilbringer meget tid foran computeren og gerne taler om det, hun pusler med. De er også vant til, at hun indimellem stikker afsted for at få lidt eventyr op under neglen.

– De der åbningsscener i bogen med stormen ved Vestkysten, den er jo delvist selvoplevet, siger hun.

– Jeg er med i programserien ”Togtet” der sendes på Danmarks Radio næste år, hvor jeg sammen med bl.a. kokken Nikolaj Kirk sejler i vikingernes fodspor 5.000 kilometer tværs over Atlanten til New Foundland. Mellem Shetlandsøerne og Færøerne sejlede vi igennem en storm, og jeg snakkede med de erfarne sejlere og fiskere, vi havde med, om hvordan en større af slagsen kunne opleves i slutningen af 1800-tallet på Vestkysten. Så der er flettet flere selvoplevede detaljer ind i scenerne.

Når Jeanette har brug for et afbræk fra madpakkerne, kan hun også finde på at tage ned til et udgravningsprojekt i de transsylvanske bjerge. Et sted, hun kommer til ved at vandre op igennem en flod og ind i et bjerg.

– Min mand er også arkæolog, og vi har været sammen i 23 år, så han er godt klar over, hvorfor jeg må af sted. Og børnene har jo aldrig oplevet mig anderledes. Til gengæld arbejder jeg i lange perioder herhjemmefra og er så ret nærværende som mor.

Efter afstikkere til udlandet eller København nyder hun at komme hjem til kvarteret Stensballe i Horsens på Nordsiden af Horsens Fjord.

– Her kan jeg bade hele året fra badebroen, løbe og gå lange ture i skoven. Et hus sådan et sted har vi ikke råd til i nærheden af København, så jeg vil hellere pendle frem og tilbage. Og jeg kan jo skrive i toget. Det er tit forsinket, og så kan jeg skrive endnu mere.