De havde vilde kjoler på, elskere på hver en finger og skrev provokerende bøger. Nu bliver historien om dem fortalt

Erna Juel-Hansen var generelt meget krop, i en tid hvor kvindekroppen var snøret ind, rettet op og gemt væk. Hvor kvinders seksualitet var lige så lidt anerkendt som deres stemmeret.

Erna var typen, der kastede sig i bølgerne, mens de andre kvinder sad i lange kjoler på stranden, og som blev forladt af sin mand, fordi hun insisterede på et rigt sexliv, udover de vanekys, han gav hende til godnat.

Hun var optaget af kroppen og åbnede Danmarks første idrætsinstitut for kvinder. Her kunne kroppene strække og bøje sig og gå i bad sammen med andre kvinder bagefter. Ting, som var ret kontroversielle dengang.

Hun er en af de kvinder Sara Alfort beskriver i sin bog "Damer, der var for meget".

Erna skrev anerkendte noveller og romaner om kvinders lyst, kærlighed mellem kvinder, fødsler, kvinder som havde forhold til mænd, de ikke var gift med og slutter en af sine noveller af med ordene "Og hun var fri", efter en kvinde er blevet forladt af faren til hendes barn. Bøgerne, som hun udgav under sit eget navn, var så provokerende for tiden, at forældrene meldte deres børn ud af hendes idrætsinstitut.

Hun var optaget af, at kvinder skulle forstå deres egen krop og seksualitet – noget som var i strid selv med den organiserede kvindebevægelse. Hun oversatte datidens "Kvinde kend din krop", hvor der stod, at kvinder som arbejder uden for hjemmet i stedet for at passe deres børn, ikke burde fordømmes mere end mænd, der gør det samme.

En pointe, som ifølge forfatteren til bogen, stadig er relevant her 130 år senere.

I bogen kan man læse om Erna Juel-Hansen og tolv andre skandinaviske kvinder, som levede i perioden fra 1884-1919. Kvinder, som levede skandaløse liv, skrev skandaløse bøger og rykkede ved grænserne for, hvad kvindeliv kunne være på det tidspunkt. Som rykkede hårdere end datidens kvindebevægelse gjorde og banede vejen for, hvordan vores samfund ser ud i dag.

De var damer, der, som titlen antyder, på alle måder var for meget for deres samtid. De havde vilde kjoler på, talte om sex, drak champagne og havde elskere på hver en finger. Sara Alfort hører ofte kvinder i dag sige, at de altid har fået at vide, at de er for meget – på en negativ måde. Derfor har hun skrevet bogen som en hyldest til det mod, det kræver at være for meget for sin tid, og som en kærlighedserklæring til den vildskab, fandenivoldskhed og ustyrlighed, som kvinderne symboliserer.

Da hun gik i gang med det store researcharbejder, der er blevet til bogen, blev hun først og fremmest overrasket over, hvor mange kvinder der skrev på det tidspunkt, men også over, hvor store de var i deres tid. De var internationale stjerner, som blev anmelderrost på forsiden af aviserne, rejste rundt i verden og drak te hos de nogle af de største forfattere og kendisser. Og så skabte de vild debat.

Hvis du ikke kender deres navne, er det fordi de sidenhen, mere eller mindre, er blevet skrevet ud af historien, ligesom så mange andre kvindelige arkitekter, forskere, filosoffer osv. Men her er de:

Victoria Benedictsson, Elin Wägner, Anne Charlotte Leffler, Edith Rode, Matilda Kruse, Karin Michaëlis, Oda Krohg, Ester Blenda Nordström, Agnes Henningsen, Anna Munch, Ragnhild Jørgensen, Erna Juel-Hansen, Gerda Wegener.

Sara Alfort vil med bogen understrege vigtigheden i, at vi ved, hvad vores historie er bygget på. For hvis vi holder fast i fortællingen om, at dem, der skrev dengang, var Herman Bang og Johannes V Jensen og så slut, får vi et forvredet billede på hele vores kulturhistorie.

– I skolen og i gymnasierne får de unge at vide, at vores historie består af alle de her mænd, der har skrevet alle de her romaner, og de kvinder der optræder i de her romaner, er typisk ret triste skæbner. Men det samfund vi lever i, er også bygget og formet af kvinder, og de var bestemt ikke kun triste skæbner.

Man taler tit om kvindeopgøret i 68 som skelsættende for de rettigheder, kvinder har i dag. Sara Alforts bog viser, at der var et lignende tidspunkt i historien omkring slutningen af 1800-tallet, hvor der både var en seksuel revolution og et kvindeoprør. Det handlede om, at kvinder skulle kunne stemme, have ret til deres egne penge og mest kontroversielt af alt: at kvinder har en seksualitet.

Den markante ændring i kvinders rettigheder, beskriver Agnes Henningsen i hendes erindringer, som også er citeret i bogen:

"I tyve år har jeg ikke haft min frihed; jeg har tit taget den, det er noget helt andet. Nu har jeg den."

Selv om vi i dag tager mange af de rettigheder, der blev kæmpet for dengang, forgivet, mener Sara Alfort, at bogen trækker mange tråde til nutiden. Da hun skrev bogen, tænkte hun faktisk ofte, at de ting som kvinderne skrev om, kunne være skrevet i dag. Det viser, at vi på mange punkter ikke er kommet meget længere, end det de diskuterede dengang.

– Så længe vi diskuterer finske statsministre, der danser og tidligere statsministres flotte røde kjoler, så er vi ikke nået særlig meget længere. Så er der bare så snævre rammer for, hvordan man er kvinde, at man næsten ikke kan trække vejret – og så er det så utroligt befriende at kunne spejle sig i kvinder, der tager en hat med udstoppede fasaner på og beder om noget mere champagne.

Sara Alfort tror sagtens, at bogen ville kunne skrives om hundrede år og handle om nogle af de markante kvindeskikkelser, der lever i dag.

– Når jeg hører Tessa synge om retten til sin seksualitet, og om at holde fast i sig selv ligemeget hvad andre måtte mene, så er det så påfaldende for mig, at de ting der er vigtige for hende, er de samme ting, som var vigtige for kvinderne i bogen.

Historien kan give os forbilleder, og Sara Alfort har manglet nogle helte at spejle sig i i historiebøgerne. Nogle, som kan inspirere hende til en måde at håndtere de problematikker vi kæmper med i samfundet i dag. Det har hun fundet i de tretten kvinder, som hun kalder "vanvittigt godt selskab".

– De her kvinder var også udsat for vild moralisering i forhold til hvordan de var mødre, kærester og hvilke livsvalg de tog. Og de havde det bare sådan "whatever, jeg skal til Paris, og mine børn bliver hjemme".

Bogen udkom som en del af Golden Days-festivalen 2022, som i år satte fokus på historiens markante kvindeskikkelser.