https://imgix.femina.dk/media/article/sexarbejde.png
Karriere og penge

Ekspert: Lovgivningen favner ikke det brede fænomen, sexarbejde faktisk er

3. februar 2021
af Amanda Stensgaard
Foto: Shutterstock
Sexarbejde ses som et socialt problem, og det spænder ben for dem, der drømmer om rettigheder på lige linje med andre erhverv. Ifølge forsker skaber særligt rufferiparagraffen en gråzone for sexarbejderne.

Er sexarbejde et socialt problem? Eller består branchen af uafhængige kvinder med ejerskab over egen seksualitet?

Debatten om sexarbejde bliver ofte sort-hvid. Men det er et forkert grundlag at tage diskussionen på.

Hvad vil det sige at være sexarbejder?

Debatten om sexarbejde blusser op med jævne mellemrum i medierne og blandt politikere. Ofte får fortællingen om ”den lykkelige luder” lov at stå i ental, mens den undertrykte kvinde bliver billedet på en hel branche. Men hvor sort-hvidt er det egentlig?

Femina undersøger i en serie, hvordan sexarbejde i Danmark anno 2021 ser ud. Vi taler med eksperter og interesseorganisationer og forsøger gennem portrætter af kvinder og mænd i faget at tegne et billede af en branche, der er mere divers end som så.

Det mener sociolog og forsker i socialt udsatte med fokus på sexsalg hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), Theresa Dyrvig Henriksen.

Hun forklarer, at der selvsagt findes ekstremt udsatte mennesker, som tvinges ud i prostitution.

– Men der findes også mennesker, der har truffet en aktiv beslutning om at sælge sex ud fra et økonomisk rationale, eller fordi det passer ind i deres hverdag. Og det kan være svært for dem at navigere i branchen, fordi udgangspunktet i Danmark er, at prostitution er et socialt problem, siger hun.

At prostitution og andre former for sexarbejde ikke skal anerkendes som erhverv, slog socialminister Astrid Krag fast, da hun i efteråret 2019 nedlagde en arbejdsgruppe nedsat af Børne- og Socialministeriet under VLAK-regeringen.

Gruppen skulle blandt andet komme med anbefalinger til at forbedre sexarbejderes rettigheder.

- Prostitution skal på ingen måde betragtes som et erhverv på linje med tømrer eller folkeskolelærer. Det er derimod et socialt problem, sagde Astrid Krag til Politiken.

I 2020 uddelte Socialstyrelsen derfor en pulje på 48,9 millioner til en exitpakke for mennesker i prostitution. En pulje, som Sexarbejdernes Interesseorganisation ikke billiger.

– Arbejdsgruppen var det første tiltag, hvor man rent faktisk inviterede sexarbejderne, som det reelt handler om, med til bords. Og så nedlægger man den for at bruge millioner på exitprogrammer, selvom man godt ved, det er svært at få sexarbejdere til at deltage. Det er jo en skændsel, siger en talskvinde for organisationen, der går under dæknavnet Estella.

LÆS OGSÅ: Domina Dark: "Mit arbejde er både rummende, omfavnende og anerkendende"

Hun henviser til de 46 millioner kroner, der mellem 2012 og 2016 blev afsat fra den tidligere satspulje til et projekt med navnet ”Exit Prostitution”.

I evalueringsrapporten af projektet, der blandt andre er udarbejdet af sociolog Theresa Dyrvig Henriksen, fremgår det, at 147 sexsælgende borgere sagde ja til at deltage i forløbet.

Det antages, at der er 3.000 personer eksklusive et stort mørketal, der sælger sex i Danmark.

- Det, der er med de her exitpakker, er, at man forsøger at projektere sin egen verdensforestilling over på andre. Man forestiller sig, at selve arbejdet er de udsattes største problem, men sexarbejdere kan have mange udfordringer, uden at de ønsker at stoppe med deres job, siger Estella.

Loven og mulighederne

Den nuværende lovgivning i Danmark tillader køb og salg af seksuelle ydelser af personer over 18 år. Sexarbejdere skal være registrerede som selvstændigt erhvervsdrivende og betale skat og moms af deres indtjening.

Men fordi erhvervet ikke er anerkendt, kan de ikke være medlemmer af en A-kasse eller en fagforening med tilhørende rettigheder som rådgivning og sygedagpenge.

Selvom det er lovligt at sælge sex, skal man være opmærksom på straffelovens paragraf 233, der straffer rufferi, altså det at tjene på andres seksuelle ydelser. Det betyder, at det er forbudt at drive bordel.

– Loven er lavet for at beskytte mennesker mod udnyttelse, men spørgsmålet er, om det i sidste ende er den effekt, loven har. Og om den hjælper dem, der selv har valgt at gå ind i branchen, siger Theresa Dyrvig Henriksen.

Gennem sin forskning møder hun ofte sexsælgere, som er bekymrede for, om de selv gør noget ulovligt eller utilsigtet får andre til at gøre noget ulovligt.

– Rufferiparagraffen er en gråzone. Det er ulovligt at tjene på andres prostitution, men den gør det ikke klart, hvornår man tjener på andres prostitution. Du må for eksempel godt leje et værelse ud til sexarbejdere til en pris, der matcher markedsværdien på udlejningspriser.

LÆS OGSÅ: Hun kunne ikke være Dirty Darling i Thy

Men hvis udlejeren sørger for kondomer, glidecreme og rene lagener og har en fortjeneste på det, risikerer vedkommende at blive dømt for rufferi.

I praksis kan usikkerheden omkring loven betyde, at flere sexarbejedere arbejder på gaden eller bliver presset til at indgå lyssky aftaler, vurderer forskeren. Og på den måde kan loven få den modsatrettede effekt af, hvad den egentlig skulle; beskytte sexarbejdere.

femina har talt med en kvinde, der driver en sexklinik. Hun lejer værelser ud til 20 forskellige personer, både mænd og kvinder, men selvom det, hun gør, er ulovligt, løber hun gerne den indbyggede risiko.

Hun sammenligner det med muremesteren, der har eget firma med en række svende ansat eller fysioterapeuten med egen klinik, som har ergoterapeuter og andre fysioterapeuter til at leje sig ind.

– Det er en principsag for mig. Jeg kan godt lide at være min egen boss og have mit eget sted. Men samtidig sætter jeg pris på kollegaskabet, og så er det rart for kunderne, at der er forskellige tilbud, når de kommer, siger hun.

Flere på kontrakten

I oktober 2020 var der åbent samråd om prostitution i Folketingets Social- og Indenrigsudvalg.

Her blev justitsminister Nick Hækkerup spurgt, om ikke det er korrekt forstået, at loven forbyder sexarbejdere at organisere sig på en måde, hvor kun én står som ejer eller lejer af et sted og lejer værelser ud til andre for at have et fællesskab og ordnede forhold at arbejde under.

Til det svarede justitsministeren, at det kommer an på, hvordan det er konstrueret.

– Rufferiloven er ikke til at hindre for, at flere driver virksomhed i fællesskab og deler udgifterne, så længe det sker i et ligeværdigt fællesskab, hvor ingen bestemmer over andre, og hvor ingen tjener på de andres prostitution.

Hvis alle parter står på en lejekontrakt, er man altså på den sikre side af loven. Men klinikejeren, som femina har snakket med, har selv købt et hus at arbejde fra.

– Der kan vi jo ikke alle sammen stå på lejekontrakten. Det ville være et helt andet setup, mere som en forening, siger hun.

Argumentet for at have rufferiloven er som tidligere beskrevet at beskytte sexarbejderne mod udnyttelse, så ingen mellemmænd vil kunne kræve en urimelig pris for lejen.

– Det er selvfølgelig forfærdeligt, hvis nogen bliver udnyttet, men i alle andre henseender er der en fortjeneste hos udlejeren. Det er lovligt for frisøren og fysioterapeuten, men ikke for sexarbejderen.

Hvad betyder det for dine udlejningspriser, at det er ulovligt?

– Jeg tjener nærmest ikke på det.

Men er der andre udlejere, for hvem den indbyggede usikkerhed presser priserne op?

– Det ved jeg ikke.

femina har også talt med en af de sexarbejdere, der lejer sig ind hos klinikejeren. Hun bliver kaldt Stella og fortæller, at hun lægger 1.000 kroner i døgnet for at arbejde, overnatte, bruge af udstyret samt saniteter som håndklæder, kondomer og sengetøj.

Stella har sit eget sted i Aalborg, men af og til turnerer hun rundt i Danmark, og så er det rart at kunne leje sig ind et ordentligt sted.

– Og hvorfor skulle jeg egentlig ikke have ret til det? Af og til føler man sig helt kriminel, for det er egentlig okay at sælge sex, men man vil bare ikke gøre det særligt nemt, siger Stella.

Men forstår du argumentet om, at rufferiparagraffen er til for at beskytte sexarbejderne, så der ikke er nogle, der tjener styrtende med penge på at leje værelser ud til udsatte folk?

– Ja, men det er der jo alligevel. Dem, der lejer ud, tjener ikke mindre på, at det er ulovligt. Tværtimod. Nu har jeg været i branchen i 26 år, så jeg ved det. Og branchen har altid været der og vil altid være der, så hvorfor ikke sørge for, at vi har ordentlige vilkår? Staten vil jo gerne have vores penge.

Stella vurderer, at de fleste klinikejere tager mere for udlejning af værelser til sexarbejde, end de ville gøre, hvis hun som privatperson skulle leje sig ind.

– De ved jo godt, at udbuddet af steder er småt, så de skruer prisen op. 1000 kroner i døgnet er det absolut billigste, jeg har prøvet.

Et bredere fokus

Ifølge forskeren Theresa Dyrvig Henriksen gør sikkerhedsforanstaltningerne på klinikkerne det trygt og at foretrække for sexarbejderne.

– Der er ofte overvågning og telefondamer, og det er svært at finde andre steder. Men når det er sagt, bliver jeg nødt til at holde fast i, at vi skal have en lov, der beskytter mod udnyttelse. For der er folk, der bliver udnyttet til at sælge sex.

Det ideelle vil derfor ifølge Theresa Dyrvig Henriksen være en lov, der sikrer sexarbejdere mod udnyttelse, samtidig med at den giver de bedste vilkår for at sælge sex, hvis det er det, man ønsker.

– Den nuværende lov favner ikke det brede fænomen, sexarbejde er. Der er behov for at kigge på alle grene af branchen, så vi ikke stirrer os blinde på den andel, der selv har valgt det, men omvendt heller ikke på dem, der ikke selv har valgt det, siger hun.

– Og der er det oplagt at starte med at se på rufferiloven.

Sexarbejdernes Interesseorganisation går dog skridtet videre. Her er det ikke nok blot at se på rufferiparagraffen, den bør fjernes helt, mener man.

Det bør den, fordi vi i forvejen har en erhvervslovgivning, som andre erhvervsdrivende går ind under. Hvorfor ikke afkriminalisere sexarbejde helt og lade dem komme på samme vilkår som alle andre erhvervsdrivende? Det er et problem, at man kun fokuserer på rufferiparagraffen, siger talskvinden Estella.

I andre lande er der forskellige lovgivningsmodeller. I Sverige er der totalforbud mod at købe sex, imens man i New Zealand i 2003 afkriminaliserede sexarbejde helt - dog med et øget fokus på sikkerhed og rettigheder. Bordellerne skal for eksempel leve op til en række sikkerhedsmæssige forhold, og disse kontrolleres jævnligt.

Fem år efter legaliseringen blev det konkluderet, at omfanget af sexarbejde i New Zealand ikke steg efter afkriminaliseringen, at arbejderne oplevede en større ”well-being”, og at det var blevet nemmere at kræve sikker sex af kunder.

femina ville gerne have haft et interview med socialminister Astrid Krag om sexarbejderes vilkår i Danmark. Hun havde ikke tid til at medvirke.

Læs også