Alder: Kan en kvinde på 50+ tillade sig at have langt, løsthængende hår?
Karriere og penge

Alder: Medvind for de modne og midaldrende

20. februar 2017
af Britta Bjerre
foto: Christoffer Regild, Dorte Grann
Alder er noget mærkeligt noget. For er det pinligt at have langt, løsthængende hår, når man er 50+, eller viser det tværtimod, at den midaldrende kvinde kan være, gøre og klæde sig akkurat, som hun har lyst til i dag? Noget tyder i hvert fald på, at alder er ved at blive cool. Se, hvad en professor og en livsstilsekspert har at sige om det. Og er du enig?

Lad mig lige dele noget med jer, inden I møder professor Anne Jerslev og livsstilsekspert Christine Feldthaus. Noget personligt. For engangs skyld.

Jeg er 55 og har stadig langt hår. Endda nogle gange et langt hår, der ikke er helt så nyklippet og velplejet, som det i det mindste burde være, når man er i min alder.

Jeg har også korte ben, men elsker at lade som om, de er lange, og derfor går jeg tit med ret høje hæle. Det er ikke fordi, jeg skal fange nogens opmærksomhed, men mest fordi jeg synes, jeg fanger mig selv bedst, når jeg er på arbejde og har brug for at være lidt fremme i skoene.

Og så én ting til: Tøjet. Jeg har oplevet nogle gange at sidde et sted og pludselig opdage, at en langt yngre kvinde har en bluse eller en jakke eller (og det er det værste!) en kjole på magen til den, jeg sidder i. Og hvad betyder det så? Ja, det betyder vel, at jeg klæder mig for ungt? At jeg køber tøj i butikker, der er beregnet for kvinder, der er yngre end jeg selv? Eller betyder det dét?

Skuespiller Maibritt Saerens gik fra langt til kort

Alder er noget mærkeligt noget

Se, det er derfor, jeg siger: Alder er noget mærkeligt noget. For hvad kan man egentlig, når man er 50? Hvad kan man tillade sig? Hvad kan man ikke tillade sig?

Er det pinligt at have langt, løsthængende hår, gå med høje hæle, have kort kjole på, være udringet, storblomstret osv. osv. Ikke nødvendigvis det hele på én gang. Men bare noget af det. Eller er det tværtimod pinligt at stille de spørgsmål? Er vi kommet langt videre?

Jeg spørger, fordi jeg ikke ved det. Jeg ved ikke, om vi er kommet langt videre. Jeg ved ikke, om det er pinligt. Og det er derfor, jeg synes, det er svært, dét med alder. Det er derfor, jeg har spurgt Anne Jerslev og Christine Feldthaus. Og det er også derfor, vi spørger jer.

Alder er ved at blive cool

For professor i film- og medievidenskab Anne Jerslev, 64, begyndte det med en undren over de ældre kvinder, hun pludselig så dukke op i modereklamerne. Et meget overraskende sted, som jo ellers har været forbeholdt ungdommen og nærmest har hyldet princippet: Jo yngre og jo tyndere, jo bedre.

Den undren tog Anne Jerslev med sig ind som en del af et forskningsprojekt om ældres brug af og repræsentation i medierne, som hun har medvirket i. Og her nogle år senere er hendes konklusion, at den midaldrende kvinde med det grå hår er i medvind og er ved at blive cool. Eller som hun også udtrykker det:

– Vi ser en række eksempler på en æstetisk iscenesættelse af den ældre i den alder, hun har, uden hun bliver en undskyldning for sig selv, og uden hun nødvendigvis skal se yngre ud, end hun er. Der har tilføjet en form for kvalitet til det at se ældre ud. Så ja, sat på spidsen kan man sige, at den ældre kvinde pludselig er blevet cool. Vær din alder, find flotte frisurer til gråt hår

De usagte regler

Anne Jerslev forklarer, at der også er sket noget med begrebet "alderssvarende”:

– Vi har begrebet ”alderssvarende” som en norm for, hvordan man ser ud "som sin alder". Det er der en masse usagte regler for. Og "nedtonethed" er alderssvarende for en kvinde fra midt i 60’erne og opefter. En kvinde i den alder skal helst ikke klæde sig for iøjnefaldende, ikke for farverigt, ikke for storblomstret, ikke for nedringet.
– Men det er dét, der er ved at ændre sig, forklarer hun videre, - den moralske kiggen skævt til en ældre kvinde, der ikke er tonet ned, er ved at forsvinde. Den ældre kvinde skal ikke længere gå i ét med tapetet. Tværtimod må hun gerne skille sig ud.

Ikke ligefrem vrimle, men...

Anne Jerslev mener ikke, at medierne fremover kommer til at vrimle med billeder af ældre kvinder, men hun hilser medvinds-tendensen velkommen.

– Måske kan det være med til at ændre på vores opfattelse af skønhed. Måske åbner det ligefrem op for muligheden af, at skønhed ikke behøver at være perfekt. Og ja, det kan godt være, at der stadig eksisterer en norm for, hvordan man ser ud i en bestemt alder. Men så bliver denne norm i hvert fald stærkt udfordret i disse år.

Feldthaus: Jeg skal ikke gøres beige

Livsstilsekspert Christine Feldthaus, 54, er en, der udfordrer mange normer. Og i den grad også aldersnormer!

Hun nægter f.eks. at lade sit lange, tykke hår klippe kort, bare fordi hun er over 50. Og nægter at skulle lade sig botoxe, bare fordi hun har rynker og laver tv og er over 50. Hun nægter simpelthen at lade sig knægte af mere eller mindre uudtalte spilleregler for, hvad en kvinde på 50+ kan og ikke kan.

Det med håret vender vi tilbage til. For Christine Feldthaus er ”stor modstander af, at kvinder over 50 skal klippe deres hår af”.

– Det kan gøre mig rasende. Jeg elsker mit hår. Det skal ikke klippes. Det næste træk bliver nemlig også: Du skal have en beige vindjakke og et par halvfornuftige, ærgerlige sko og købe dig en brille af den slags, som alle de andre midaldrende også har. Og hvis du virkelig skal sprælle, må du vælge en med en rød eller lilla brillestang. Det er dét, du må. Ellers kan du klappe i og gå hjem og blive usynlig med dit strikketøj. Underforstået: Du har nået udløbsdatoen. Men det nægter jeg jo. Jeg skal fandeme ikke nedtones og gøres beige.

Sådan modtager du ros

Ros hinanden!

Her er det også, hun siger ordene: – Jeg oplever heller ikke mændene som de værste...

Og fortsætter sætningen: – ... de værste er helt klart os selv, kvinderne!

Hun forklarer videre: - Det er kvinder, der sidder og leder efter fejl. Ikke mændene. Og det er så vigtigt, at vi får det frem også. I den retning er kvinder hinandens værste fjender. Og det synes jeg, vi skal holde op med at være.

- Mit bedste og inderlige råd til kvinder i den sammenhæng er: Vil I ikke godt være søde at rose hinanden? Glem alt det fejlfinderi. Ros hinanden for pokker!

Jeg gør, hvad jeg har lyst til

Og Christine Feldthaus selv? Hun gør i øvrigt, hvad hun har lyst til. – Jeg forbeholder mig retten til at blive ved med at have langt hår og gå i lange støvler med stilethæl og i det hele taget gøre præcis, som jeg har lyst til, og lige så længe som det passer mig, siger hun og tilføjer:- Og hvis det får meningerne til at brydes, er det bare fint. For vi er nødt til at lade meningerne brydes for at finde ud af, hvad det er, vi vil!

Læs også