https://imgix.femina.dk/media/websites/mama/baby/liggekravlegaaprim.jpg
Gravid

Ligge, kravle, gå – sådan kommer baby op at stå

2. august 2019
Fredag, 2. august 2019 - 7:07 Udgivet første gang fredag d. 24. juli 2015 - af Sanne Marie Andersen, foto: Pantherstock
Din baby gennemgår en fantastisk motorisk udvikling i sine første leveår - fra spjættende bevægelser styret af reflekser til at kunne gå rundt helt selv. Se her, hvad du kan gøre for at støtte din baby i udviklingen.

Din nyfødte baby ligger foran en stor motorisk udfordring - din baby skal lære at gå. Som mor har du plads på første parket, og du kan glæde dig til at følge den fantastiske udvikling, som din baby gennemgår det første leveår. Fra spjættende bevægelser styret af reflekser til du kan gå med din baby.

Lyt til fødselsberetninger på mamas podcast helt gratis! Hvad enten du er gravid eller har født, så er rigtige kvinders fødselsberetninger fantastiske fortællinger at lytte til. Lyt med her

Babys udvikling 1: Holde hovedet selv

HUSK: Babyer er meget forskellige. Der er stor forskel på, hvornår børn lærer at kravle og gå. Hvis du er bekymret for din babys udvikling, så tal med sundhedsplejersken.

Den første store opgave for din nyfødte babys udvikling er at blive stærk nok til at holde sit hoved. Derfor skal musklerne i nakke, hals, skulder og ryg styrkes. For at træne de muskler, skal din baby ligge på maven.

"Det er alfa og omega, at man lægger sin baby på maven lige fra starten," fortæller Mette Vainer Wegloop, der er ergoterapeut og underviser i tumlastik. Hun er desuden en af forfatterne bag bogen 'Leg med din baby'.

Din baby kan ikke ligge for meget på maven, men mange babyer synes, det er anstrengende og gider derfor ikke ligge på den måde ret længe ad gangen.

"Hvis man har en baby, som ikke vil ligge på maven, kan man måske lægge barnet på maven på sin egen underarm. Men så er det vigtigt, at man skifter mellem højre og venstre arm, så babyen ikke bliver skæv i nakken," understreger Mette Vainer Wegloop. Hun foreslår også, at du gynger din baby frem og tilbage på armen. De kan nemlig godt lide at få stimuleret balancen, og så kan du lokke den lille til at ligge lidt længere på maven. Efter et par måneder kan din baby løfte hovedet op, når hun ligger på maven.

LÆS OGSÅ: Guide til babys første sko

Babys udvikling 2: Fra mave til ryg

Når din baby er omkring fire til seks måneder gammel, begynder hun måske at rulle fra maven og om på ryggen. Og senere tilbage igen.

"Det gode ved at kunne rulle fra mave til ryg og tilbage er, at baby får mere frihed. Det har en psykologisk betydning for barnet. Men det er også godt for balancen, ryg-muskulaturen og det grovmotoriske af babys udvikling," forklarer Mette Vainer Wegloop. Men det er ikke alle, der ruller.

Hvis din baby ikke selv gør det, kan du prøve at rulle hende på et blødt underlag. Den leg kan I lege, fra hun er helt lille.

Babys udvikling 3: Sidde selv

Omkring 6-måneders-alderen kan nogle børn sidde selv, mens andre først kan, når de er omkring otte måneder. Du skal ikke træne din baby i den siddende stilling, ligesom du ikke må "stable" dit barn op med puder i ryggen.

"Hvis man støtter sit barn for meget med puder, så fortæller hjernen musklerne, at de ikke skal arbejde," forklarer Mette Vainer Wegloop. Det er stadig liggende på maven, din baby træner de muskler, der skal bruges for at kunne sidde selv. Hvis din baby keder sig på maven, så find noget spændende legetøj, som hun kan underholde sig med, eller læg dig ned på gulvet, og snak med hende. Selv om din baby har lært at sidde, så er det ikke slut med mave-træningen, for ryggen, hofterne og armene skal stadig trænes, ligesom det også er liggende på maven, at de første kravlebevægelser bliver lavet.

LÆS OGSÅ: 7 VILDE ting din baby kan

Babys udvikling 4: På alle fire

Omkring 8-10-måneders-alderen lærer de fleste at kravle. Men nogle børn er så gode til at mave sig rundt, at der går længere tid, før de kravler. De har ikke behovet og er derfor ikke motiverede, men det er vigtigt, at din baby lærer at kravle. Når din baby kravler, laver hun krydsbevægelser, som er vigtige for babys udvikling af samarbejdet mellem hjernens to halvdele. Du skal dog ikke gå i panik, hvis din baby ikke kravler, beroliger Mette Vainer Wegloop.

"Hvis din baby ikke lærer at kravle, inden hun lærer at gå, kan du lære din baby at kravle senere. Alle kan lære at kravle i deres andet leveår. Du kan også stimulere barnet ved at lave krydsbevægelser med det, hvor du krydser arm og ben over barnets midte. På den måde skaber man også de vigtige nerveforbindelser i hjernen," fortæller hun.

Babys udvikling 5: Gå med din baby

Samtidig med at din baby begynder at kunne møve eller kravle rundt, så vil hun også forsøge at rejse sig op. Det er fristende at skubbe bagpå og hjælpe lidt, men lad din baby trække sig op selv. Du skal bare sørge for, at det er ved noget stabilt som et bord, en sofa eller dit bukseben.

"Når din baby er blevet god til at stå, så sørg for, at der ligger noget spændende i nærheden, som din baby kan gå efter," siger Mette Vainer Wegloop. Når din baby begynder at gå, støtter du hende bedst ved at holde om hofterne. På den måde finder dit barn selv bedre balancen. Og inden længe vil din baby gå af sted helt af sig selv.

7 øvelser der styrker babys motorik:

7 øvelser der styrker babys motorik

Læs også