Vores femårige vil bestemme det hele
2. december 2008Vi er en familie på fire med en dreng på ni og en pige på snart fem år.
Vores datter er dejlig og dygtig, og en stærk pige som meget gerne vil bestemme det hele. Vores problem er, at hun efterhånden ikke længere hører efter, hvad der bliver sagt. Når hun er i børnehave eller bliver passet af andre. er der ingen problemer.
Alt ender efter hånden med skrig og skrål, efter at hun har fortalt alle mulige grunde til, at hun ikke skal/gider i bad, børste tænder, lade være med at slå eller drille, sidde pænt osv. Andre ting som fx. selen i bilen er også et problem. Den ryger rask af under køreturen på trods af, at hun ved, hvor vigtigt det er, og hun er ligesom for stor til at tvinge ned i stolen og holde selen.
Andre gange gider hun pludselig ikke at gå, og da det ikke er alle steder og situationer, jeg er tryg ved at bare gå fra hende, ender det med at jeg skal slæbe rundt på hende.
Hun har også et problem med, at jeg ikke må lave nogen ting uden hende.
Hvis hun fx er ovre hos en veninde på vejen og lege, og hun ser mig køre for at tage ud at handle, løber hun skrigende efter bilen og bliver fuldstændig vild, når hendes far tager hende med ind og forsøger at snakke med hende. Når jeg kommer tilbage, og hun har grædt af, siger hun, du skal huske at spørge mig, om du må køre op og handle…Andre gange har jeg sagt til hende; jeg skal op og handle - vil du med, eller vil du blive hjemme og lege? Hvis hun så ikke vil med hyler hun, og siger at det må jeg ikke, det skal hendes far gøre. Da børnene var små har der aldrig været tegn på søskende jalousi, men efter de er blevet større kæmper de om at sidde ved mig, eller at det er mig der skal hjælpe med et eller andet. Det er meget sjældent at de kan finde ud af at lege sammen, det ender altid med at de driller hinanden.
Vores problem er efterhånden ved at være meget trættende og hårdt for alle parter. Jeg forsøger at være meget opmærksom på om de ting jeg siger og gør er for eget behov, eller om det nu også er noget hun ikke må eller ikke er godt for hende osv.
Jeg forsøger nogen gange om aftenen når hun skal i seng, at snakke med hende om de ting som evt. er sket om dagen, og fortæller hende at det gør mig både sur og ked af det og at jeg vil blive rigtig glad hvis hun ville prøve at høre efter.
Hun fortæller mig flere gange dagligt at jeg er sød og den bedste mor i verden, og jeg giver hende et knus og fortæller hende at det er hun også.
Jeg håber virkelig, at du kan hjælpe os med gode råd om hvad vi kan gøre bedre.
Christina Rose Rasmussen
Kære Christina
Du har problemer med din datter, som ikke hører hvad der bliver sagt og som kræver din tilstedeværelse et hundrede procent. Det kan være belastende, men heldigvis ser du også din datter som en dejlig, dygtig, stærk og kærlig pige.
Ud fra dit brev ser jeg din datters reaktionsmønster, som udtryk for en vis usikkerhed. Jeg tror usikkerheden opstår, fordi I i for høj grad prøver at afveje situationer og tilrettelægge dem efter, hvordan I tror hun vil reagere. Det vil sige, at hun på en måde bliver den ansvarlige for det der sker, og netop det kan børn ikke klare. Børn skal have fornemmelsen af, at de voksne har styr på det.
I må i højere grad markere retningslinierne for, hvordan I vil have, at tingene skal fungere. F.eks. bilen kører ikke, hvis ikke alle er spændt fast i selen, så det er en forudsætning for at hun kan komme med. Og vil du handle uden hende, fordi du har lyst eller fordi hun leger og er i gode hænder, så er det sådan det er osv. I må i de situationer ikke blive usikre, så I sender tvetydige signaler, men tydeligt signalere jeres holdning og hvordan I vil have det. Hvis din datter mærker, at I tvivler på, hvordan situationer skal håndteres, så er det hun bliver usikker og reagerer uhensigtsmæssigt. Det er jer, der skal styre og guide hende i tilværelsen, selvfølgelig under hensyntagen til hendes behov.
Jeg syntes I skal prøve at vende bøtten ved at give præcise udmeldinger, ved at turde tage balladen i situationen, og ved f.eks. at i tale sætte det positive og i højere grad at ignorere det der ikke går så godt. Fokuser på og tal om hendes succesoplevelser også lige inden sengetid. Det har betydning, at hun bliver opmærksom på, hvad der gør jer glade og tilfredse, så hendes lille hoved ikke blot er fyldt af, hvad hun gør galt, men så hun også ser og guides til at udføre handlinger der har en positiv effekt. Det vil være en større tilfredsstillelse for jer alle.
Susse Stuhr, pædagogisk konsulent