Træning og kost
11. januar 2010

Tips til sko og tøj

Godt løbetøj og tilpassede løbesko er vigtigt for ikke at få skader og for at få den optimale træning
Af: af Thorbjørn Sindballe
https://imgix.femina.dk/media/4b9639dd6a3245a18f5fd95143f079eb.jpg

Foto: Colourbox

Det absolut vigtigste, du som løber kan bruge tid og penge på, er dine sko. Har du ikke sko, der passer præcis til din løbestil og fodstilling, vil dine løbedrømme hurtigt komme til at ende i frustrationer og skader. Løbetøjet er vigtigt for at holde kropstemperaturen stabil og beskytte mod vind og vejr, uden at bevægelsesfriheden indskrænkes for meget.

LØB
For hvert skridt, vi tager under løb, belastes vores fødder med noget, der svarer til to-tre gange vores kropsvægt. Det bliver altså til mange ton på en løbetur.

ET LØBESKRIDT HAR TRE "FASER"

  • Når foden sættes i jorden - typisk lidt på ydersiden af hælen - sker der først det, at skinnebenets muskler går ind og bremser foden, for at landingen kan blive "blød". Jo tungere skoen er, og jo højere hælen er, desto mere arbejde skal der til for at bremse foden i landingen, og dermed øges risikoen for overbelastning på forsiden af skinnebenet.
  • I landingen ruller vi fra ydersiden af hælen skråt over til standfasen, hvor foden har den fulde belastning, og svangen trykkes nedad. Dette kaldes pronation og er en helt naturlig del af fodens støddæmpning og afsæt.

  • Herefter afvikles skridtet ud over storetåen, hvorefter en god bøjning i tåleddet og alle benets muskler skal sikre, at afsættet bliver kraftfuldt. Selv om vi fra naturens side er designet til at løbe barfodede rundt, har vi i den vestlige verden igennem århundreder beskyttet vores fødder med sko. Derfor er led, sener og muskler ikke vant til så stor påvirkning, og netop af den grund vil løb for de fleste føles som en stor belastning til at begynde med. Desuden er ikke alle mennesker født ens. Nogle har medfødte skavanker og fejlstillinger i fødder og led - alt sammen noget, der gør fødder og ben svagere og mere udsatte for skader.

SKO
På trods af den fart, forskningen og udviklingen af løbesko har taget i de sidste mange år, er vidunderskoen, der skal løse alle problemer og bringe skadesfrekvensen ned, endnu ikke opfundet. I de sidste 20 år er skadesfrekvensen derimod stort set uændret. Det bedste, du kan gøre for at undgå skader, er altså ...

  • At træne fornuftigt, tålmodigt og lade din krop diktere tempoet.
  • At få lavet indlægssåler, hvis du overpronerer eller har andre fejlstillinger i foden.
  • At købe løbesko, der har så lav en sål som muligt, helst en god runding af hælen og en fleksibel forfod, så du mindsker skoens uheldige bivirkninger og giver din fod og krop optimale muligheder for at udvikle sig.
  • Der findes flere specialbutikker for løb, der kan give dig en grundig, kompetent og personlig betjening, så gør dig selv den tjeneste at ofre, hvad der skal til, for at du kan løbe godt og skadesfrit.

TØJ
Når vi løber og arbejder fysisk, er det ikke al den energi, vi producerer, der bruges til bevægelse. Faktisk går størstedelen af energien tabt og bliver til varme, der skal afgives fra kroppen for at holde kropstemperaturen stabil. Kroppens foretrukne metode til det er ved at svede, og da vådt bomuldstøj ikke er særlig rart at bevæge sig i og ofte giver slidsår, bruger man forskellige kunststoffer, for at fugten kan blive transporteret hurtigt væk fra kroppen.

Kunststoffer suger heller ikke så meget væske til sig, og derfor bliver tøjet ikke tungt og ubehageligt at løbe i. Samtidig er løbetøj designet til at følge kroppens bevægelser, når vi løber, og vil derfor være langt rarere at bevæge sig i end tøj, der ikke er elastisk nok eller er for tungt.

Når man vælger løbetøj til køligere klima, kan man gå frem efter trelags-metoden. Inderst skal man have et lag, der er svedtransporterende, så fugten kommer væk fra huden. Hvis det er koldt, kan man så vælge et isolerende lag og til sidst et lag, der beskytter mod vinden. Om sommeren er temperaturen ofte rimeligt høj, så man ikke skal have andet på end shorts/tights og en let top eller T-shirt.

Når du køber løbetøj, skal du være meget opmærksom på, hvad tøjet gør for bevægeligheden, for dine bevægelser må ikke begrænses for meget. Igen kan specialbutikkerne være til stor hjælp.

Læs mere om:

Læs også