Træning og kost

Sara er afhængig af at træne

af Tania Clausager 9. juni 2014
Foto: Heidi Lundsgaard
Sara Broholm gennemførte maraton med træthedsbrud i foden
Langt de fleste motionister skal indimellem tackle udfordringen med at få snøret løbeskoene eller pakket tasken, fordi sofaen kalder, og de dårlige undskyldninger står i kø. Sådan er det ikke for 34-årige Sara Broholm. For hende er det lige modsat. Hun skal hele tiden tænke over at holde igen og følge det fastlagte træningsprogram, så hun ikke træner for meget og påfører sin krop unødige skader.   – Det kan være rigtig svært for mange at forholde sig til problemet, og de fleste siger, ”kan du ikke bare blive hjemme og lade være med at træne”. Men det er med træningsafhængighed som med alle andre former for misbrug. Du kan heller ikke bare bede en alkoholiker om at stoppe med at drikke, en spiseforstyrret om at spise og en ludoman om at stoppe med at spille. Jeg kan ikke bare stoppe fra den ene dag til den anden. Det er en lang proces, hvor jeg skal lære at finde balancen, fortæller Sara Broholm.   FLUGT FRA VIRKELIGHEDEN Kimen til afhængigheden blev lagt for godt otte år siden, da Sara blev ramt af en depression. I forbindelse med behandlingen startede hun med at træne i et fitnesscenter, og hurtigt blev spinning- og aerobictimerne udskiftet med løbesko og lange ture på stierne omkring Odense. I kombinationen af frisk luft og endorfiner fandt hun et åndehul midt i alt det svære.   LÆS OGSÅ: Er du besat af træning?   – Det var uden tvivl en flugt fra virkeligheden. Her kunne jeg være mig selv, og jeg blev helt høj, når jeg løb. Ude på stierne kunne jeg smile. Her var jeg ikke længere det ”stoneface”, som ellers fulgte mig i de år. Løbeturene blev min medicin for at komme ud af depressionen.   Jævnligt begyndte Sara at modtage komplimenter for sin løbestil, og flere spurgte, hvilken klub hun løb for. De positive tilkendegivelser gav hende lysten til at udfordre sig selv med et halv-maraton. Til alles overraskelse, hende selv inklusive, kom hun over målstregen som nummer fire. En fantastisk flot fjerdeplads, der pludselig åbnede dørene til en ny passion og nye løbevenner. Træningen blev nu også til en konkurrence. Og fra den dag ville Sara konstant forbedre sine tider. Løbeturene blev længere og længere, træningen hyppigere, og hviledagene forsvandt. Halv-maraton blev til maraton, og hun kom under de magiske tre timer på den 42,1 kilometer lange distance. Men selv om hun elskede at deltage i de mange løbekonkurrencer, begyndte hendes krop langsomt at brokke sig, og de seneste to år har hun haft mange skader.   – Jeg overhørte signalerne og tænkte, at det går nok over af sig selv, hver gang jeg fik ondt. Så jeg løb bare videre, selv om jeg havde smerter. Hvis ikke jeg kom ud at træne, påvirkede det mit humør, jeg blev trist og vrissen. Og så var jeg bange for at falde tilbage i det hul, jeg kom fra.   VILLE LØBE PÅ BLOKADE På et tidspunkt indser hun dog, at hun har brug for hjælp, og erkender selv, at hun har et problem. Hun får hjælp fra en tidligere triatlet, som forstod præcis, hvilke udfordringer hun kæmpede med.    – Over for ham kan jeg være fuldstændig ærlig, og han forstår mig. Derfor kan jeg også indrømme, når ikke jeg har overholdt planen, og jeg har trænet mere, end jeg skulle. Så kan vi få en snak om det og justere lidt, så jeg på sigt finder balancen mellem hvile og træning.   LÆS OGSÅ: Træningsekspert Anne Bech: Det er vigtigt at give kroppen en pause   At det har været svært med balancen indtil nu, var Berlin Marathon i september sidste år et perfekt eksempel på. 10 dage før det traditionsrige løb skulle afvikles, fik Sara Broholm smerter i den ene fod og tog til læge i håbet om, at han ville give hende en blokade at løbe på. Det ville han ikke. I stedet pakkede hun fire par løbesko, brugte aftenen inden løbet på at jogge rundt i dem for at se, hvilke der gav mindst smerter, og på løbsdagen gennemførte hun de godt 40 kilometer på en kombination af viljestyrke, stædighed og adrenalin. Vel hjemme igen kunne hun ikke længere gå på foden, og en scanning viste, at hun havde gennemført løbet med to træthedsbrud i foden.   De to brud i foden betød tre måneders løbepause og dermed også en test af, hvor Sara står i øjeblikket i forhold til sin træningsafhængighed.    – Havde det været for halvandet år siden, havde jeg uden tvivl reageret meget voldsommere. Jeg kan godt mærke, at jeg har arbejdet meget med mig selv de seneste år. Og jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at man erkender og accepterer sit problem, for først dér kan man få hjælp.