Sådan spiser du økologisk uden at sprænge budgettet
Foto: Panthermedia
Drop vanetænkningen
Lad ikke kødet styre måltidet. Undersøg hvilke grøntsager, der er i sæson og byg måltidet op omkring disse. Kød er en af de økologiske varer, hvor prisforskellen i forhold til de konventionelle produkter er stor.
Økologisk kød kan være dyrt, hvorimod sæsonens grøntsager ofte er lave i pris og fulde af smag og næring. Vegetariske dage kan udjævne den merpris, du betaler for de økologiske varer.
Opdel eventuelt hverdagene i kød, fisk og vegetardage, eksempelvis to med kød, en med fisk og to med vegetariske retter.
Planlæg dine indkøb og udnyt råvarerne
Du behøver ikke planlægge alt ned til mindste detalje. Et groft overblik over ugen burde være nok til at undgå dyre sidste øjebliks beslutninger i Supermarkedet.
Brug lidt tid på research hjemmefra. Tjek sæsonvarer og tilbud i dine lokale butikker og sammenlign priserne. Begræns impulskøbene ved at lave indkøbslister og holde dig til dem.
Noget af det, der koster rigtig mange penge, er madspild. Udnytter du dine råvarer fuldt ud, kan du ofte tillade dig at købe dyrere produkter. Den økologiske kylling kan pilles til en kyllingesalat, og der kan koges suppe på skroget. På den måde er der mere mad i din investering.
Desværre tyder danskernes store madspild på, at vi ikke respekterer vores råvarer
Få styr på basislageret
Mælkeprodukter, grove rodfrugter og tørvarer er ofte de varegrupper, hvor prisforskellen til de økologiske varianter er mindst.
Ved at lade hele dit basislager som sukker, mel, kornprodukter, havregryn, ris, pasta, mælk, ost og kartofler være økologiske varianter, er du nået langt procentmæssigt uden en stor merudgift.
Vælg eventuelt at bage dit eget brød på baggrund af økologiske ingredienser. Her kan du opnå høj kvalitet og lækkerhed, og måske endda spare nogen penge.
Synes du ikke, du har tid til at bage, findes der på nettet et hav af opskrifter på langtidshævede brød. De skal slås sammen om aftenen og kan bages om morgenen uden det store besvær.
Læs også:
Hvordan man laver boller i karry
Sådan bruger du hele græskarret