Sådan kommer du i gang med at motionere
Foto: Istockphoto og Martin Tanggaard
At komme tilbage til hverdagen betyder også, at vi skal i gang med alle vores daglige gøremål - og i gang med at motionere.
- Hvis vi har været væk fra træningen, vil vi opleve rigtig mange sabotagetanker, når vi skal i gang igen. Når den indre stemme kører ud ad den tangent, skal du kigge nærmere på modstandstankerne og snakke med dem. Spørg, hvorfor du har modstand, og gå så stille i gang med helt små motionsplaner, siger Kamilla Lange fra FEMINA SlankeDoktor. Netop at sætte realistisk tid på er vigtigt. For mange varer sommerferien omkring tre uger, lige så lang tid vil det typisk tage, før du er tilbage i dine motionsvaner.
Overhold aftaler med dig selv
Det er vigtigt at have familien i ryggen, så de bakker op om dig og din træning. En god idé er at lave et ugeskema, hvor du skriver op, hvad du motionsmæssigt skal gøre hver enkelt dag, og gør plads til at sætte flueben, når du har udført din motion. Hvis du springer over, så find på en form for straf.
- Jeg aftaler med mig selv, hvilke dage jeg skal motionere. Hvis en af mine veninder så ringer og inviterer mig på te, siger jeg nej. Det er vigtigt at holde fast i de aftaler, man indgår med sig selv, siger træner Mette Flindt.
Mere energi på jobbet
- Det er vigtigt at tage sig tid til motion på lige fod med alt muligt andet. Hvis jeg selv først når sofaen, kommer jeg ikke i gang, så det handler også meget om at kende sig selv, fortæller sundhedscoach Mette Flindt.
- Har du besluttet dig for at begynde at løbe, gælder det i første omgang bare om at komme i løbetøjet og ud ad døren på en lille tur. Har du lyst til mere, så gør det. Det er meget vigtigt, at du roser dig selv. Og i stedet for at sige, at du ikke kan træne, fordi du er træt efter de mange timer på jobbet, så sig til dig selv, at det giver energi at få motion. Den energi kan du bruge på jobbet, og så kommer du ind i en god energispiral igen, forklarer Kamilla Lange.
Kom i gang med at motionere
- Sæt et mål for din træning
- Lav et program
- Find ud af, hvilken motionsform der passer til dig - hvis du træner tre gange om ugen, vil du efter to-tre uger vide, om den motionsform er den rigtige for dig - hvis den ikke er, så giv ikke op, før du har fundet en ny form for motion
- Find ud af, om du skal træne alene eller sammen med andre
- Søg udfordringer, og øg din træning/dit tempo
- Få intensiteten op - jo højere intensitet, jo højere bliver din forbrænding