https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/juli/fit-efter-ferien-prim.jpg
Træning og kost

Kom i form efter ferien

30. juli 2013
af Malene Fich Weischer & redaktionen på Femina
Foto: All Over
Motion skal der til, hvis du skal komme i form efter ferien. Heldigvis er der masser af gode grunde til at komme i gang med at røre sig. Få ekspertens indspark her…

Grillmad, softice og hængekøje udretter ikke just gode ting for figuren, men alligevel kan det være svært at genfinde træningsgejsten og komme i form efter ferien, når hverdagen også banker på. Men ifølge personlig træner og cand.pæd.psych Anders Dahlin Kofoed er træning det bedste sted til genopladning og overskud. Det fortæller han til vores gode venner på FEMINA.

- Du skal træne og komme i form, fordi det højner din livskvalitet, og du bliver gladere af det. At træne på grund af dårlig samvittighed holder ikke i længden. Gør det med glæde, råder han.

Her giver han 3 gode råd, der gør det nemmere at komme i form igen:

1. Sæt et konkret mål
- Når det gælder om at finde motivationen til at røre sig og komme i form, må du gøre dig klart, hvorfor du ønsker det. Find en målsætning. Jo mere konkret, jo bedre. At 'du bare vil være sundere' eller 'komme i form', er ikke så effektivt. Sig hellere: 'Jeg vil gerne kunne passe den dér særlige kjole', eller 'Jeg vil kunne løbe 5 km på 25 minutter', opfordrer Anders Dahlin Kofoed.

Jo mere konkret din ambition for at komme i form er, jo nemmere bliver det nemlig at holde motivationen. Så ved du også, når du er i mål og kan sætte et nyt mål.

2. Før dagbog
At skrive noget ned kan støtte dig til at komme i form: Før træningskalender eller dagbog og planlæg din træning fremover.
- Har du planlagt, at du vil træne mandag, onsdag, fredag, så kan du pakke i forvejen, og når tasken er pakket og klar, så er det nemmere at komme i gang. Det giver ikke mening ud fra et rationelt synspunkt at droppe træningen, forklarer Anders Dahlin Kofoed.
Samtidig manifesterer du med nedskrivningen, at du vil træne og komme i form - du styrker din beslutning.

3. Inddrag andre
Det hjælper også at fortælle andre om sine planer om at komme i form. Meld ud, gør det offentligt, at du træner for at komme i form igen, så har vi som mennesker også lyst til, at det, vi gør, stemmer overens med det, vi siger. Hvis du først har sagt til dine veninder, at du ikke kan onsdag, fordi du skal træne, så er det mere sandsynligt, at du gør det, siger den personlige træner til FEMINA.

Kom i form med lækkert træningstøj!
KLIK HER

Kom i gang og kom i form!

Læs også