motion
Træning og kost

Kom godt i gang med motion i vand

29. august 2018
af Karen Læsøe Fink
Foto: Panthermedia
Motion i vand er en enestående træningsform, som på én og samme tid er effektiv træning og skånsom mod muskler og led – og det er ikke svært at komme i gang, da aftenskoler, svømmeklubber og idrætsforeninger har et væld af disse tilbud.

Kom i gang med skøn vand-motion

Helt almindelig svømning har altid været anset for at være en af de mest optimale former for motion, fordi du styrker hele kroppen og samtidig skåner muskler og led. Samtidig bor vi i et land, hvor der uanset din bopæl aldrig er rigtig langt til vandet og af sikkerhedsmæssige årsager har vi tradition for at lære vores børn at svømme. Desværre holder mange af os op, når vi bliver voksne. Men der er ingen undskyldning for ikke at komme i gang igen, og til dette er der flere muligheder:

Svømmehallerne har åbne træningstider og ofte ligger disse på en tid af dagen, hvor du kan svømme nogle baner inden arbejdstid eller benytte formiddags- og aftentiderne, hvis din dag er mere fleksibel. Bassinet er ofte opdelt i baner, der hedder eksempelvis ”motion”, ”leg” og ”crawl”, så du kan placere dig i de baner, der giver mest mening for dig.

Mange svømmeklubber har hold for voksne, der enten ønsker at dyrke svømning i mere faste rammer med et socialt aspekt eller bare gerne vil blive bedre til at svømme og få teknikken på plads. Nogle klubber udbyder også hold til vandforskrækkede voksne.

En tredje mulighed er at kombinere selvtræning med udvikling og du kan flere steder kvit og frit downloade træningsprogrammer til svømning, hvor du trin for trin forbedrer din teknik og din udholdenhed, heriblandt crawlfit.dk og vorespuls.dk

LÆS OGSÅ: Søvn, energi og immunforsvar: Tre yogaøvelser, der gør en forskel

Motion i havet

Begrebet ”Åbent vand-svømning” dækker i princippet over al svømning uden for bassin og i det fri. Netop denne form for svømning henvender sig i høj grad også til en aldersgruppe, der er oppe i årene, fordi åbent vand-svømning giver samme muligheder for træning, fleksibilitet og konkurrence som tilfældet er med løb.

I princippet kræver det ikke meget andet end en våddragt og en farvet svømmehætte, da det på det kraftigste anbefales at gøre sig synlig, når man eksempelvis ligger og svømmer langs kysten med livlig trafik fra robåde, kajakker og optimistjoller, som kan have svært ved at få øje på dig i vandet. En safeswimmer – også kaldet havtaske – i en skrigende farve, som du spænder fast omkring maven, er en anden sikkerhedsfaktor, som gør dig mere tryg i vandet og øger din synlighed.

Det anbefales altid at svømme sammen med andre. Hvis du ikke lige kender nogen, der også er blevet bidt af denne form for svømning, eller du bare er blevet nysgerrig efter at prøve det af, så er det helt oplagt at melde dig ind i en klub. Her organiserer de træning og har også styr på hvor og hvornår du kan komme ud at deltage i svømmeevents og konkurrencer – ideelt for dig, der gerne vil udfordre dig selv helt på lige fod med at deltage i ti-kilometers løb i Fælledparken eller et maratonløb.

Der findes flere sider på Facebook, som er relateret til åbent vand-svømning, og ellers er Dansk Svømmeunion også klar til at hjælpe dig videre via deres hjemmeside openwater.dk

LÆS OGSÅ: Motion: Tid til at prøve noget nyt?

Aqua Fitness

Fitness er en træningsform, som har opnået stor popularitet på land. Dette gælder også i vand, hvor Aqua Fitness er god energi og effektiv styrke- og konditionstræning i vand tilsat god musik og højt humør.

Øvelserne laver du alene eller sammen med andre på hold i svømmeklubben. Nogle af disse øvelser kræver redskaber, mens andre udelukkende involverer kroppen og bruger modstanden i vandet som et naturligt træningsredskab. Vandmodstanden udfordrer nemlig din styrke og din balance og på den måde får du pulsen op og tonet hele kroppen. Træningen i Aqua Fitness kommer omkring alle muskelgrupper, og der er fokus på både styrke, kondition, balance og smidighed.

Som en ekstra bonus henvender Aqua Fitness sig til alle – uanset alder, fysisk form og kropsform. Vandet ophæver tyngdekraften, øger bevægeligheden og beskytter dine led mod overbelastning, så det er med andre ord sjov og effektiv træning – uden overbelastning. Desuden kan Aqua Fitness varieres på talrige måder såsom Aqua Yoga, Aqua Spinning og Aqua Dance.

Du kan hente inspiration på DGI’s hjemmeside, som også henviser til en liste over svømmeklubber, hvis du skulle få lyst til at komme i gang med med fitness i vand.

Få mere inspiration:

* Du kan deltage i gratis prøvetræninger i svømmeklubber landet over, når der er DGI Swim Week i uge 36.

* På crawlfit.dk kan du hente svømmetræningsprogrammer i tre niveauer til Dansk Svømmeunions projekt Aqua+ Crawlfit

* Vorespuls.dk tilbyder træningsprogrammer til blandt andet svømning, aquajogging og aquafitness.

* Under ”discipliner” på Dansk Svømmeunions hjemmeside svoem.org, kan du blandt andet finde info om svømning, undervisning og liste over klubber – heriblandt vandpoloklubber, som er et godt alternativ til de mere traditionelle træningsformer i vand.

* Aftenskoler som AOF, FOF, m.fl. udbyder også svømmehold og vandmotion.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også