Kajakroning er ren terapi
Foto: Jakop Boserup og Karen Gahrn
Vandet er 2 grader varmt. Peter Lillelund fra Kano & Kajak Butikken er i gang med introduktion denne tidligere forårsdag på det kajakkursus, som jeg har tilmeldt mig i Skovshoved Havn nord for København.
Overvind din frygt
"Tænk positivt. Du vil jo gerne det her. Du skal overvinde din frygt, og du skal gøre noget, du ikke plejer at gøre. Herregud Christina, du er 37 år. Det værste, der kan ske, er, at du falder i vandet," lyder det inde i mit hoved. Så er det blevet tid til lidt instruktion. Vi står i en stor rundkreds på kajen iført våddragter og redningsveste, mens Peter og hans medinstruktør, Simon, viser, hvordan man skal bruge pagajen.
En tur i baljen
En af de andre kursister vil vide, hvad hun skal gøre, hvis hun falder i vandet. Hendes spørgsmål beroliger mig.
- Først og fremmest skal I bevare roen. I glider let og roligt ud af kajakken, og for det meste får man ikke engang vådt hår, når man ryger i baljen, siger Peter. Simon og Peter viser os, hvordan vi skal kravle ned i hullet på kajakken, og hvordan vi skal bruge fodpedalerne til at dreje kajakken med, og de første deltagere bliver søsat. Så bliver det min tur til at komme i. Vi kigger ud i havnebassinet. Der ligger en af kajakkerne med bunden i vejret, mens en af de kvindelige deltagere svømmer med panikagtige tag hen mod bolværket!
Min første sejr
Peter og Simon kommer hurtigt min medkursist til undsætning, og da hun er hjulpet op på kajen, og alle kan se, at hun er o.k., kan vi ikke lade være med at grine. Med den oplevelse in mente sidder jeg nu i kajakken og tager det første tag med pagajen og flyder roligt gennem vandet væk fra broen. Jeg er nervøs. Spænder i lårene og hofterne, og pludselig ser jeg, hvordan min nervøse krop får hele fartøjet til at ryste. - Prøv at slappe helt af. Så får du ro i kajakken, siger instruktøren. Med dyb koncentration og et zen-agtigt blik i øjnene forsøger jeg at få ro ud i hver eneste muskel. Nu føles kajakken rolig og stabil. Min første sejr i en kajak.
Ren terapi
Da alle er klar, ror vi ud af havnebassinet og op langs den nordsjællandske kyst. Jeg føler mig 100 procent i et med naturen. Nyder at mærke, hvordan musklerne i mine arme, mave og lår arbejder, mens kajakken lydløst skærer sig gennem vandet. Det her er ren terapi efter en hård dag på jobbet. Det er tid til at vende kajakkerne og sejle tilbage. Lettere sagt end gjort. Sådan en kajak er længere, end man tror, og for en nybegynder som mig vender den ikke på en tallerken. Men efter lidt baksen peger snuden med kurs mod havnen. Da kajakken igen rører broen, og jeg - ikke videre elegant - får moslet mig op på land, vokser det brede smil frem. Jeg gjorde det!
Det får du ud af kajakroning
Ved at ro kajak træner man store muskelgrupper som baller, mave, ryg og skuldre. Desuden er det en skånsom træningsform. En almindelig misforståelse er, at man kun bruger armene, når man ror. I virkeligheden træner man hele kroppen, hvis man bruger den rigtige teknik.
Læs mere om at ro i kajak