spis torsk
Træning og kost

Derfor skal du spise torsk

11. februar 2019
af Christina Bølling
Foto: Columbus Leth
Hånden på hjertet: Kan du lide torsk, så har du alle tiders bedste kilde til sunde fedtsyrer for din hjerne og dit hjerte, få kalorier og masser af protein og A-vitamin

DERFOR SKAL DU SPISE TORSK

Du har hørt om omega-3-fedtsyrer, ikke? Torsk, som er i familie med laks, er en af de fisk, der indeholder allermest af det sunde fedt. Så meget faktisk, at fisk på dagsmenuen næsten virker hurtigere end hjertemedicin. En ny undersøgelse fra tidsskriftet Chest slår fast, at tilskud med omega-3-fedtsyrer f.eks. fra fisk som torsk kan give forbedret hjertefunktion på to uger. Og hvis man samtidig sørger for at få søvn, dyrke motion og passer på, at vægten ikke løber løbsk, har man virkelig hånden på hjertet.
Ikke nok med det: Ifølge Harvard Medical School bidrager fisk som torsk til at styrke de elektriske impulser i hjertets celler, så man forebygger og mindsker såkaldt hjertearytmi, hvor hjertet skiftevis slår langsomt og galopperer af sted. Ud over at det føles ubehageligt, så slider det også på hjertet, når det ikke kan holde takten. To ugentlige fiskemåltider er nok til at sænke kolesterolet i blodet og har en blodtrykssænkende virkning. Der er også undersøgelser, der peger på, at risikoen for bl.a. tarmkræft kan sænkes, ved at man spiser fisk eller alternativt tager fiskeolietabletter. Og der forskes i, om den positive virkning mon kan overføres til andre kræfttyper som prostata- og brystkræft. For dig, der ikke har problemer med hjertet, er det nok snarere torskens andre fordele, der smager godt. A-vitamin-indholdet er meget højt, og så lidt som en teskefuld fiskeleverolie dækker kroppens dagsbehov for vitaminet. Sådan. Fordelen er, at du får en strålende og sund hud, små rifter og hudskader heler hurtigere, og din hud vil være bedre til at bekæmpe aldring og hele solskader, akne og andre hudgener.
Torsk indeholder få kalorier og er rigt på protein, og den kombination gør torsk alle tiders, hvis man gerne vil holde vægten nede. Samtidig er det en af de fisk, der er bløde i kødet og har en neutral smag sammenlignet med makrel og andre fisk. De fleste kan godt lide torsk, hvis den serveres rigtigt. Prøv eventuelt en ceviche, hvor torsken råmarineres. Uhm! Kan man få for meget? Ja, hvis man spiser torsk hver dag. En af de ting, man skal være opmærksom på, er tungmetaller som f.eks. kviksølv. PS: Kan du huske, hvad du lige har læst? Ellers er det netop en god idé at sætte torsk på menuen. Fisken er nemlig også med til at beskytte mod udviklingen af alzheimer og andre kognitive forstyrrelser. Kilde: SafeBeat.org LÆS OGSÅ: Bagt torsk med dampet spidskål og koriander
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_2.png

Læs også