https://imgix.femina.dk/media/websites/qmag-dot-dk/website/egangsbilleder-2013/august/2013-34-traening-p.jpg
Træning og kost

Derfor dropper du træningen

21. august 2013
af Gitte Holm, Q.dk
Foto: Shutterstock
Hænger træningen dig langt ud af halsen efter blot to uger i fitnesscentret? Så er det måske fordi du ikke har fundet din rette hylde

Hvert år omkring januar og igen i september stormer folk mod træningscentrene, som høster gode penge på folks motivation efter julen eller sommerferien. Desværre er motivationen for mange en kortvarig affære, da en del mennesker simpelthen ikke kan finde sig til rette på udbuddet af aerobic- eller spinninghold eller som selvstændig trænende i diverse maskiner. Grunden til at vi mister motivationen har dog en ganske logisk forklaring. Vi er nemlig forskellige - også når det kommer til træning.

Så hårdt arbejde er det at komme af med kalorierne - se hvad der skal til at forbrænde en pizza

- Vi ser gang på gang folk der melder sig ind i motionscentrene, men som aldrig rigtig får brugt dem. Mange gør det, fordi de mener, at det er det man skal gøre, men måske er det ikke lige det rigtige for den enkelte. For mennesker der vælger sports- eller motionsformer, som ikke passer til deres personlighed, vil oftest stoppe ret hurtigt - fordi det ikke motiverer dem, forklarer sportscoach Tonny Mattern.

Indadvendt eller udadvendt

Som med så mange andre ting i livet handler din sportspersonlighed om, hvorvidt du er introvert eller ekstrovert - altså indadvendt eller udadvendt. Mens nogle mennesker godt kan lide at befinde sig i sin egen lille boble, når de træner, har andre brug for, at der sker en masse og at de oven i købet kan få deres sociale behov dækket under træningen.

- Introverte mennesker har ikke brug for en stor omgangskreds, og det gælder også, når det kommer til sport. De trives med at være alene, og vil oftest have det godt med sportsgrene eller motionsformer som løb, kajakroning eller mere fokuserede motionsformer som yoga eller gymnastik. Ekstroverte mennesker derimod, fungerer bedst når de er en del af flokken og har direkte kontakt til andre mennesker, som i f.eks. fodbold, håndbold eller volleyball. Er du et ekstrovert menneske, kan det godt tænkes, at du hurtigt kommer til at kede dig på løbebåndet eller når du sidder alene med håndvægtene, siger Tonny Mattern.

Se hvordan du forbrænder 1000 kalorier på en dag, uden at træne

Dog er de færreste mennesker hverken 100 procent introverte eller ekstroverte. Har du behov for socialt samvær, men er du ikke udpræget konkurrencemenneske, kan holdtræning som aerobic, spinning og crossfit være den gyldne middelvej.

Smerte, risiko og adrenalinsus

For nogle mennesker er fitnesscentret simpelthen for kedeligt, og nogle higer endda efter at få adrenalinet til at pumpe. Det kan både gælde introverte og ekstroverte personer, men også smerte er en vigtig faktor at tage højde for.

- For introverte personligheder, der f.eks. tiltrækkes af kampsport, er det vigtigt, at man kan klare smerten og det samme gælder udholdenhedssmerten ved f.eks. marathonløb. For ekstroverte mennesker er den direkte kontakt mellem mennesker vigtig. Men her skal du gøre op med dig selv, om du kan klare smerten som en glidende tackling kan give, eller om du måske er mere til volleyball, hvor modstanderen trods alt befinder sig på den anden side af nettet, siger Tonny Mattern.

Tager man skridtet videre, vil der være folk der tiltrækkes af styrtløb, klatring eller faldskærmsudspring. Her er det givetvis ikke mavemuskler og veltrænede biceps, der er det vigtigste mål med selve træningen, men derimod andrenalinsuset.

- De mennesker der generelt gerne vil opleve risikofyldte oplevelser, vil også ofte blive tiltrukket af det, når det kommer til sport, hvor der er ultimativ afregning ved f.eks. klatring eller faldskærmsudspring, siger Tonny Mattern.

Læs også