tampon
Sundhed

Til den her festival kan du få gratis menstruationsprodukter: Skal være lige så naturligt, som at der er toiletpapir

21. juli 2023
Af Nikolaj Kesting
Foto: Unsplash
Tager man på Hansted Live på Sydfyn, behøver man ikke bekymre sig, hvis man har glemt en tampon eller et bind.

Festivalen Hansted Live er en lille festival i den sydfynske by Svendborg, som løber af stablen i slutningen af juli.

Her kan du opleve navne som Saint Clara, Phlake og Jung. Og så kan du som noget nyt også få gratis bind og tamponer, hvis du har din menstruation, mens du er til festivalen.

Det skriver TV 2 Fyn.

Gæsterne vil kunne benytte de opsatte menstruationsprodukter, der bliver placeret strategiske steder rundt på festivalpladsen.

Ifølge festivalen selv er initiativet det første af sin slags på en dansk festival. Festivalchef Lars S. Aagaard er stolt over de opsatte bokse og kalder det et vigtigt tiltag.

- Vi håber, at vi kan samle vigtig erfaring, som vores venner i festivalbranchen kan drage nytte af og forhåbentlig dermed kan ride med på samme bølge i fremtiden, siger han.

Eventchefen i Svendborg Event, Anja Haas, er også glad for deres nye tilbud til festivalgæsterne.

– Vi har købt dem ind, fordi vi rigtig gerne vil understøtte en ligeværdighed mellem mænd og kvinder.

– I de nye generationer, der vokser op, skal det være lige så naturligt at få sine hygiejneprodukter, som at der er toiletpapir på toiletterne, siger hun.

For nylig fortalte Arena Næstved, at de har indført gratis bind og tamponer til sine gæster. Koncertstedet havde indgået et samarbejde med det svenske firma Herbox, der sætter kasser med menstruationsprodukter op til kvinder. Det er også dem, Hansted Live vil have på festivalen.

Tidligere på sommeren skabte det stor debat, at det ifølge mange gæster på Roskilde Festival var enormt besværligt og uhygiejnisk at have sin menstruation på festivalen - og at det var svært at få fat på hygiejneprodukter på festivalen.

Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR. Dette er en redigeret version.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:


Læs også