Selvom folk kigger mærkeligt på hende, er udseendet "på bunden af listen" for Isabella nu

Isabellas ansigt er så udspilet og opsvulmet, at det gør ondt. Hun mærker hele tiden, hvordan det spænder, og når hun ser sit spejlbillede, kan hun næsten ikke genkende sig selv.

Hun kalder selv sit nuværende ansigt for “elefanten i rummet”, for hun ved godt, at hun ser anderledes ud. Faktisk ser hun sjov ud, siger hun.

Derfor har hun heller ikke noget imod at tale om det, man ikke kan undgå at bemærke ved første øjekast. For hun kan ikke gøre for det.

- Jeg vil 10 gange hellere have en krop, der fungerer, som den skal, end at få mit “gamle” ansigt tilbage, siger Isabella Jepsen.

I sommeren 2024 fik hun diagnosen akut leukæmi, også kaldet blodkræft, som blot 21-årig. På én dag blev hendes liv vendt på hovedet, og hun har siden kæmpet for at genvinde kontrollen over sin egen krop.

Efter et omfattende behandlingsforløb med kemoterapi, medicinering og ikke mindst en knoglemarvstransplantation, kan hun i dag kalde sig kræftfri. Men – helt forventeligt – er det kompliceret for nye og gamle stamceller at samarbejde.

Derfor er Isabella blandt andet afhængig af medicinen prednisolon. Det er en særlig type medicin, der virker ved at modarbejde såkaldt Graft versus Host-sygdom, en komplikation efter knoglemarvstransplantation, hvor donorceller angriber modtagerens gamle stamceller.

En meget normal tilstand, men netop medicinen prednisolon har mange meget ubehagelige bivirkninger, fortæller Isabella. Bivirkninger, der blandt andet også ændrer hendes udseende.

- Jeg har det egentlig godt. Men fysisk har min krop det, som efter jeg havde været sengeliggende i 40 dage efter transplantationen. Dengang kunne jeg intet, og jeg kan heller ikke meget i dag.

Hun er især dårligt gående og kan slet ikke gå op ad trapper, fordi medicinen mindsker muskelmassen omkring hendes ben. Om natten ligger hun ofte vågen i timevis med kramper i knæhaserne.

Og så er der hendes spejlbillede, som har forandret sig.

- Jeg er selvfølgelig træt af det, men mest fordi mit ansigt gør ondt, og jeg bliver mindet om det hele tiden. Men jeg kan ikke gøre noget ved det. Og hvis det er det, der skal til, for at jeg kan slippe af med alt det andet, så må det være sådan.

Isabella har accepteret, at hun må leve med bivirkningerne ved medicinen, for at hun kan få det bedre. Og selv om hun altid har gået op i, hvordan hun ser ud, føles det slet ikke vigtigt i dag.

- Mit udseende ligger virkelig på bunden af min liste nu. Det, der er mest træls, er, at jeg har svært ved at bevæge mig rundt. Jeg er virkelig handicappet og svækket.

Det er ikke ualmindeligt, at fremmede vender sig om på gaden og kigger efter Isabella, når hun kommer gående. På sociale medier får hun også tit nysgerrige kommentarer om, hvorfor hun ser ud, som hun gør.

Men hun forstår det godt.

- Det ser mærkeligt ud. Proportionerne på min krop er skæve, og jeg går underligt. Det er bare sådan en menneskelig ting at kigge, når folk skiller sig ud. Men jeg kan ikke gøre for det. Og jeg må bare fortælle mig selv, at det ikke kommer til at vare for altid.

Men hvornår Isabella får sin egen krop tilbage, kan hun ikke svare på. Formentlig bliver den aldrig helt “normal” igen, men udtrapningen af prednisolonen er hun allerede i gang med. Der er bare et langt efterslæb, forklarer hun.

I mellemtiden forsøger hun at fokusere på de ting, hun stadig holder af ved både sit ydre - og indre.

Hun eksperimenterer eksempelvis med at style sit korte, krøllede hår, hun får lavet vipper og bryn og lægger makeup, som hun plejer.

På både Instagram og TikTok deler hun jævnligt videoer fra sit liv – både fra sygesengen og fra gode dage og udflugter med veninder, kæresten Alexander og familien.

De mange følgere, der ser med og skriver til hende, giver hende blod på tanden til at sætte ord på alt det, der kan være svært ved at være ung og syg.

- Jeg synes, der mangler viden omkring det her medicin, og jeg føler, at jeg har et ansvar for at tale højt om det. Der sidder andre i samme situation som mig, som måske ikke tør stå frem, fordi de lider under medicinen, går og gemmer sig og synes, det er flovt.

Sådan skal det ikke være, mener Isabella. Hun lærte hurtigt, efter hun blev syg, at det er det indvendige, der tæller. At dine organer virker, som de skal. Det er det, der kommer i første række, slår hun fast.

- Selvfølgelig ønsker jeg ikke, at nogen bliver syge, men nogle gange skal man måske lige tænke over, at der er mange ting, man tager for givet, når man er rask.

Isabella tager ikke længere noget for givet. Faktisk har hun ingen grund til at klage over noget, siger hun.

- For jeg kunne være død. Det sætter tingene i perspektiv.

I næste måned fylder Isabella Jepsen 23 år, og hun glæder sig, for sidste år måtte hun fejre dagen på sygehuset. I år har hun langt mere hyggelige planer på programmet.

- Jeg forsøger at få det bedste ud af alt det her.

Nedenfor kan du læse de andre artikler, vi har skrevet om Isabella Jepsen: