For et år siden fik hun et opkald, der ændrede hendes liv: "Jeg kommer aldrig til at få en helt normal krop igen"

Hun havde lagt planer - for det, der ventede lige om hjørnet, og for det, der lå længere ude i fremtiden.

Hun skulle på krydstogt gennem Europa med sin familie og fejre nytår i Firenze med sin kæreste. Hun var også så småt begyndt at overveje, om hun skulle starte på et studie på den anden side af sommeren 2025.

Men Isabella Jepsen kom slet ikke ud at rejse sidste år, og hun er ikke en af de knap 60.000 danskere, der netop har fået besked om, at de har fået plads på en videregående uddannelse. I stedet er hun blevet en del af en anden, og noget mere kedelig, statistik.

Den 22. juli sidste år fik hun et bekymret opkald fra vagtlægen i Vejle, der ændrede hendes liv. Allerede dagen efter faldt den endelige dom på Odense Universitetshospital.

Den formiddag satte lægen sig på en stol foran Isabella, tog hende i hænderne og fortalte, at hun var ramt af akut myeloid leukæmi, også kaldet akut blodkræft. En sygdom, som omkring 200 danskere diagnosticeres med årligt.

Med diagnosen fulgte få dage efter et behandlingsforløb med kemoterapi, medicinering, utallige blodprøver og i starten af 2025 også en knoglemarvstransplantation efterfulgt af fem ugers indlæggelse i isolation.

Forløbet har både føltes langt og kort på en og samme tid, siger hun. Særligt tiden efter transplantationen, hvor hun var isoleret på sygehuset med et nedbrudt immunforsvar, husker hun ikke meget fra.

- Jeg fik simpelthen så meget morfin, at jeg mentalt ikke var til stede overhovedet. Når jeg tænker tilbage på det, så er det lidt, som om at jeg ser mig selv udefra. Min mor var indlagt sammen med mig i de 40 dage, og jeg tror, det var hårdest for hende, for hun oplevede det hele på første række.

Arbejdet på Lagkagehuset måtte hun sygemelde sig fra allerede tilbage i juli sidste år, mens hun i stedet har været stamgæst på den hæmatologiske afdeling på sygehuset.

Med andre ord har det været et år, hun aldrig glemmer. Men det vil hun heller ikke, selvom man måske skulle tro det. Isabella er nemlig taknemmelig for alt det, den alvorlige diagnose har ført med sig.

Derfor var det også glædestårer, hun græd, da kalenderen igen ramte 22. juli, fortæller hun kort efter årsdagen.

- Jeg blev ked af det. Men mest af alt bare rørt. Fordi jeg er så taknemmelig over alle de ting, jeg har fået ud af en så dårlig situation.

En kræftdiagnose rimer ellers ikke umiddelbart på noget positivt. Men det er alligevel, hvad Isabella fremhæver efter et år som kræftpatient.

Hun har fået masser af kærlighed og støtte fra tusindvis af fremmede på sine sociale medier, hvor hun har delt stort og småt fra hverdagen som syg. Hun er blevet endnu tættere med sin familie. Og så har det også ændret hendes eget livssyn.

Selvfølgelig har det også været utrolig hårdt, understreger hun.

- Det har været underligt at skulle lægge sit liv i andres hænder. Men der har der også været så mange gode mennesker omkring mig, som jeg virkelig er glad for, at jeg har mødt. Både sygeplejersker, læger og folk, der genkender mig på gaden, som kommer hen og siger hej eller skriver til mig, at jeg har sat deres liv i perspektiv ved at fortælle åbent om min situation.

Lige siden, hun fik beskeden om kræften og behandlingsforløbet, har hun tænkt, at “det bare var noget, hun skulle igennem”. Om hun ville det eller ej. Og heldigvis er det gået godt.

Kemoterapien slog hurtigt de kræftsyge celler ned, og hendes krop har taget imod de nye stamceller fra donoren gennem en knoglemarvstransplantation tidligere på året, der skal sikre, at kræften ikke vender tilbage.

Det seneste halve år har Isabella kæmpet for at vænne sig til sin “nye krop” og de nye celler. Hun beskriver det som en surrealistisk tilstand at være i, fordi hendes krop var så godt som nulstillet. Hun skulle både lære at tale og gå igen.

- Da jeg først kom hjem, kunne jeg en dag ikke rejse mig fra toilettet, fordi jeg ikke havde musklerne i benene til at komme op. Det endte med, at jeg væltede forover og smadrede mine knæ ned i fliserne og måtte kalde efter hjælp.

I dag kan hun stadig ikke rejse sig, hvis hun sidder på hug. Og medicinen, som hun tager i dag, er “rimelig heftig”, som hun kalder det.

Bivirkningerne har givet hende et rundt måneansigt, lidt ekstra på maven, armene og benene. Håret er stadig helt kort, hun kan ikke altid sove om natten, og hun oplever både depressive følelser, øget kropsbehåring og øget appetit.

Men det er ikke så vigtigt. Det afgørende er, at det indvendige fungerer nu, siger hun.

- Jeg kan godt leve med, at jeg eksempelvis bliver tyk eller får et stort hoved. Jeg er bare glad for, at min krop snart kan fungere, som den skal, siger hun og fortsætter:

- Jeg har fået at vide, at jeg aldrig nogensinde kommer til at få en helt normal, velfungerende krop igen, men jeg kan godt komme tæt på. Og sådan som jeg har det lige nu, så er jeg faktisk helt tilfreds med, hvordan det går, fordi jeg bare har det så godt. Så kan jeg godt leve med, at der er nogle ting, der kan være lidt besværlige.

Isabella drømmer stadig om at komme ud at rejse, men lige nu må hun ikke forlade landet af hensyn til behandlingen.

Men det næste store, der skal ske i hendes liv, er, at hun fra 26. august lige så stille vender tilbage til arbejdet på Lagkagehuset i Vejle.

Til at starte med bare et par timer ad gangen, senere som deltidssygemeldt.

- Jeg glæder mig til, at jeg har noget, jeg kan tage mig til. Ikke fordi, jeg bare går og keder mig hele tiden, men at have en pligt og kunne gøre noget, der gavner andre, bliver godt. Det føles så nyttigt, og det glæder jeg mig virkelig meget til.

Det store spørgsmål er, om Isabella så snart er helt rask?

- Det har jeg virkelig svært ved at svare på, for det synes jeg jo ikke, når man tager 20 piller om dagen og er på hospitalet hver anden uge. Men i forhold til kræften, så er jeg jo rask.

- Men alligevel er det ikke sikkert, at jeg nogensinde kommer til at kalde mig selv rask, hvis jeg skal tage medicin resten af mit liv. I mit hoved er det først, når man ikke tager piller hver dag og kun er på skadestuen, hvis man har slået sig. Der er mit liv lidt anderledes nu.

Isabella Jepsen har aldrig været i tvivl om, at det hele nok skal gå. Hun ved ikke, om hun nogensinde kommer til at sætte et punktum, men hun er klar til at prøve at komme videre nu.

- Jeg er så taknemmelig for, at jeg har en krop, der har kunnet klare det. Og jeg synes helt sikkert, at både min familie og jeg har fået nogle rigtig gode stunder ud af det, som vi ellers aldrig ville have fået, hvis ikke jeg var blevet syg. Det ville jeg ikke være foruden.