Så mange irriteres over dit syge barn
Foto: Pantherstock
Det er aldrig rart, når ens barn er sygt - og det er sikkert også de færreste, som ligefrem nyder at ringe til jobbet for at meddele, at man er nødsaget til at tage en 'barnets sygedag'.
Mange af dine kollegaer er skam heller ikke begejstrede, når du afholder børnesygedage, viser en undersøgelse, som YouGov foretaget for Søndagsavisen (link fjernet).
Således svarer hele 23 procent, at de bliver irriterede, når en arbejdskollega har barn syg.
Til gengæld klapper kollegaerne heller ikke i hænderne, hvis du tager dit syge barn med på job. 34 procent synes nemlig 'slet ikke', det er i orden, at kollegaer tager deres sygdomsramte børn med på arbejde.
Kollegaer irriteres over ekstraarbejde
HK's næstformand Mette Kindberg peger på, at irritationen over barnets sygedage nok først og fremmest skyldes, at kollegaerne i dit fravær må overtage dine arbejdsopgaver:
- De føler, at de bliver pålagt ekstra arbejde, når nogle er fraværende. Her er det ledelsens opgave at organisere arbejdet, så der er plads til sygdom og syge børn, uden at det går ud over småbørnsforældrenes kollegaer, siger hun til Søndagsavisen.dk.
Næstformanden opfordrer alle til at være forstående, når en kollega har barn syg - eller (til en vis grad) når en kollega tager sit syge barn med på job:
- Folk gør det jo kun som en nødløsning, men de skal selvfølgelig tage højde for barnets alder og typen af job - og om det forstyrrer på arbejdet. Min generelle holdning er, at syge børn ikke skal med på arbejde, for det er jo også synd for barnet, siger hun.
HK vil have flere barnets sygedage
Mette Kindberg ser gerne, at vi i Danmark får mulighed for at holde flere børnesygedage og - som i vores nabolande - giver forældre ret til at passe et sygt barn f.eks. 20 dage om året.
- Barnets første sygedag, som mange har i deres overenskomst, rækker jo ikke langt, hvis barnet har skoldkopper eller influenza, forklarer hun.
Den holdning møder dog modstand hos Flemming Dreesen, der er ansættelsesretschef hos Dansk Arbejdsgiverforening:
- Hvis man har 20 dage, hvad så hvis barnet er sygt 21 dage? Det her kan ikke sættes på formel, for der er forskel på, hvor meget børn er syge. Og hvis man har ret til 20 dage, frygter jeg, at folk vil bruge dem, selvom de kunne have fundet andre løsninger, så de kunne komme på arbejde. Det hører med til forældreansvaret at finde pasning, hvis behovet går ud over det, man har ret til i overenskomsten, siger han.
Om undersøgelsen
838 personer i arbejde har svaret følgende på disse spørgsmål:
I hvilken grad bliver du irriteret, når kollegaer har barn syg?
• I nogen eller høj grad: 23 %
• I mindre grad: 32 %
• Slet ikke: 44 %
• Ved ikke: 3 %
I hvilken grad synes du, det er i orden, at kollegaer tager syge børn med på arbejde?
• I nogen eller høj grad: 35 %
• I mindre grad: 28 %
• Slet ikke: 34 %
• Ved ikke 3 %
Læs også:
Det skal du gøre, hvis dit barn har feber
Sådan slipper du for syge børn