Nul sex
foto: Pantherstock
Kære Maj
Jeg er 37 år og mor til to dejlige drenge. Jeg er sammen med en fantastisk mand, men vores sexliv kunne måske godt være sjovere. Jeg synes, det er svært at få tid til hinanden, når drengene, der er fem og to år, er hjemme. Enten kommer de ind i sengen om morgenen, og når de sover, er vi så trætte, at vi ikke orker at dyrke sex. Det er svært at acceptere, at noget, der har fyldt så meget i ens liv, pludselig spiller en birolle. Kan vi gøre noget for at få gnisten igen?
Kh Anne Sofie
Læs også "Kan vi have sex når baby er vågen?"
Kære Anne Sofie
Det problem kender mange småbørnsforældre. Det handler om tid og prioritering, hvilket er svært, fordi der jo i forvejen, hverken er meget energi eller tid at gøre med. Jeg vil anbefale, at I sætter kryds i kalenderen to gange om måneden, hvor I går på date derhjemme. Når man glæder sig til det, er det nemmere at finde energien, end hvis det hele skal opstå spontant. Så kan I købe ind til lækker mad, og når ungerne sover, tager I lækkert tøj på, laver god mad og sætter stemningen for aftenen. Snak om, hvordan I har det, og hvad I tænker på. Hvis I vil have lidt fut i sexlivet, kan I snakke om, hvad der tænder jer osv. På min hjemmeside websexolog.dk, kan I hente det gratis onlinekursus '5 overraskende hemmeligheder til bedre sex og mere lyst'.
God fornøjelse,
Maj Wismann