Trine Lundager
Klumme

“Kan du ikke bare lade være med at flyve?” spurgte lægen. Min panikangst skulle åbenbart styre mit liv

1. december 2021
af Trine Lundager
Foto: Privat
KLUMME: Panikangst strider mod al logik – der er intet at være bange for, og alligevel kan den gøre livet til et helvede for dem, den rammer. Læg dertil et mundbind og en forestående rejse til Mallorca.

Trine Lundager er journalist og redaktør. Klummen er udtryk for skribentens holdning. 

Jeg er bange for små rum. Bange for drypstenshuler og crowdede koncerter, for trafikpropper i Øresundstunnelen, for CT-scannere og metroen i myldretiden. Bange for metroen i almindelighed.

Og for flykabiner i særdeleshed. Bange for at sidde fast i en elevator, i en kabinelift, i den trøje, jeg trækker over hovedet. For at få hovedet under vand. Og dynen over hovedet.

Jeg er, som du nok kan regne ud, bange for ikke at kunne få luft. Men allermest er jeg bange for at blive bange for ikke at kunne få luft.

Min angst er irrationel, og den er en realitet. En lidelse, jeg har levet med, så længe jeg kan huske, og som jeg i en eller anden udstrækning deler med anslået fem procent af befolkningen.

Det svarer til, at knap 300.000 danskere på et tidspunkt i deres liv vil opleve et angstanfald på egen krop, og af dem må mere end 100.000 leve med panikangst som en egentlig sygdom, der jævnligt viser sit grimme fjæs.

Hos mig bølger panikangsten i styrke med min generelle sindstilstand, men den kommer altid bag på mig.

Som et godstog, der pludselig dukker frem af tågen og buldrer mod sin destination, min undergang, med en slipstrøm af onder efter sig: Hjertebanken, svimmelhed, åndenød, uvirkelighedsfølelse, panik, panik, panik.

Det er 20 år siden, jeg første gang gik til læge med mit problem. På det tidspunkt anede jeg ikke, hvad det var.

Anede ikke, hvorfor jeg de foregående uger – ud af det blå – var gået i panik i en bilvask, i en elevator, midt i min egen stue og i søvne gudhjælpemig havde smadret et stort vindue med min bare næve, fordi jeg drømte, at jeg ikke kunne få luft.

Jeg havde oplevet, at fremmede mennesker så på mig, som om jeg var bindegal, hysterisk og "lige skulle slappe lidt af". Og den domfældelse – eller frygten for den – var blevet endnu et lag på alt det ubehagelige.

Min læge lyttede og forstod og sendte mig til en kognitiv psykolog, som udstyrede mig med åndedrætsteknikker – træk vejret ind, 1-2-3-4, pust ud, 1-2-3-4 – og afledningsstrategier – træk syv fra 200, syv fra 193, fra 186, osv. Han udsatte mig for konkrete øvelser, f.eks. i en elevator. Føj for satan. Men det hjalp. For en stund.

Ligesom det også senere hjalp, da min læge med empatisk autoritet forsynede mig med en konkret plan og noget beroligende medicin, just in case, så jeg kunne klare en flyvetur over Atlanten. Angsten skulle jo ikke bestemme, om jeg skulle til New York, som han sagde.

Jeg ville ønske, jeg kunne sætte et afsluttende punktum her. Ved den empatiske, handlekraftige læge og hans håndgribelige plan, der har givet mig kontrol over angsten og bragt mig, sådan nogenlunde udramatisk, til fjerne kontinenter og med elevatoren op til 10. sal.

Men så gik min læge på pension, og jeg fik tildelt en ny. Og vi kom desværre lidt skævt ind på hinanden.

Netop på grund af panikangsten, som bortset fra pollenallergi er det eneste, jeg rigtig bøvler med.

Jeg er vant til, at folk ikke altid forstår, hvorfor man freaker ud i en propfyldt bus. Eller i et fly, der netop er landet.

Det giver jo heller ingen mening set gennem rationelle briller, at det kan være angstprovokerende, at medpassagerer tårner sig op i midtergangen, hiver tasker ned fra bagageboksene, rører uroligt på sig, mens stewardessen over højttaleren meddeler, at vi lige må væbne os med tålmodighed; der er noget med døren, med broen, med bussen, der skal hente os.

Men gennem mine irrationelle briller ser det sådan her ud: DER ER IKKE MERE LUFT HERINDE! SÅ MENS I MASER I MIDTERGANGEN, DØR JEG HER PÅ SÆDE 18D!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læg dertil et mundbind og en forestående rejse til Mallorca. Hele familien glæder sig, men det eneste, jeg kan tænke på, er, hvordan jeg kommer frem uden at splitte flyet ad, i takt med at jeg udånder bag mit mundbind.

Jeg er stor fortaler for corona-forholdsregler, men man kan måske forestille sig, hvordan en klaustrofobiker med panikangst har det ved tanken om at skulle have noget over mund og næse på en flyrejse. Til Mallorca, Japan eller Aalborg, det er ligegyldigt, det er ikke tidsperspektivet, der er vigtigt her – det er kontroltabet.

Så jeg spurgte min nye læge, om han ville skrive en erklæring til flypersonalet om, at jeg kunne være nødt til at smide mundbindet, hvis jeg gik i panik.

Jeg ville sikkert slet ikke få brug for at fremvise den, ligesom jeg heller aldrig er nået til de beroligende piller i mit rejsekit, men det ville give mig stor tryghed at have den med i lommen. Hvis nu.

Det var første gang, vi mødtes, han og jeg. Han så på mig med et afmålt overbærende blik, den slags, man tildeler et barn, som hysterisk insisterer på fredagssnolder på en tirsdag.

Og sagde: “Der er jo fortsat en grund til at bære mundbind, særligt i lufthavne og fly, hvor der er mange mennesker på lidt plads.”

Udover det åbenlyse er der et par triggere i den sætning – ”mange mennesker”, ”lidt plads” – men lad os gå videre, for han var ikke færdig med at ordinere manglende forståelse. Han så lidt irriteret på mig og sagde:

“Kan du ikke bare lade være med at flyve?”

Oversat til angstsprog: Hvad med om du bare lader panikangsten bestemme, hvordan du skal leve dit liv? (Og i øvrigt lader mig tage mig af patienter med virkelige skavanker).

10 oprørte minutter senere forlod jeg konsultationen med en – ifølge ham – ”værdiløs” lægeerklæring (den kostede mig 500 kroner, så helt dækningsløs var den nok ikke), grådkvalt og udmattet over at have procederet som en vanvittig for, at jeg jo ikke sad der for sjov.

Og ikke mindst helt utrolig klarsynet om, hvor meget bedre man er hjulpet i livet, når man møder empati og forståelse – også for det, der ikke lader sig forstå af den logiske sans – i stedet for himmelvendte øjne og en hurtig recept på blot at undgå det, man er bange for.