Psykisk vold

Jeg var i et forhold med en narcissist. Sådan kom jeg videre

20. maj 2021
Christina Bølling
Foto: Unsplash
Hvad er det for en slags kvinder, der ender i et forhold med en narcissist? Det har Camilla spurgt sig selv om tusind gange. Her fortæller hun om sit store indre oprydningsarbejde, efter hun for nogle år siden forlod et psykisk voldeligt forhold med sine børn.

Mit forhold endte med et skub.

Det var der, jeg vidste, at jeg ikke kunne holde de spontane verbale angreb fra min partner ud mere.

Den konstante frygt for at gøre noget forkert og den tiltagende følelse af, at der var noget galt med mig, blev overtrumfet af følelsen af, at jeg selv og vores børn var i fare.

Det var ikke en overraskelse for mine venner og familie, da jeg endelig tog beslutningen.

De havde oplevet mig hviskende og grædende i telefonen mange gange, fordi et eller andet igen var gået galt.

Små bitte hverdagsting, som udløste voldsomme vredesudbrud. Og uger med krise og gråd.

Min psykolog sagde: Huset brænder. Skynd dig væk. Min advokat sagde: Bliv, hvor du er, til I har været i retten, ellers kan du miste miste rettighederne som bopælsforælder til jeres børn.

Jeg tog et lille bitte skridt ad gangen og fik styr på alt det uoverskuelige med børnene og en rasende far i en periode af mit liv, jeg husker som et rent helvede.

1. Overblik og accept

Det første vigtige skridt var at finde ud af, hvad der egentlig foregik i mit forhold.

Jeg kunne i min dagbog finde episoder år tilbage fra starten af forholdet. Andre måtte jeg skrive ned, så godt jeg huskede dem.

Jeg skrev det hele i et samlet overblik med fokus på helt konkrete fakta om, hvad der var sket og sagt uden mine følelser og spekulationer.

Så kunne jeg sort på hvidt se, hvad jeg havde oplevet.

Den manglende respekt for mine grænser og behov var gennemgående, og at jeg gang på gang havde sagt fra uden at blive hørt.

Jeg kunne konkludere, at det, der skete, ikke var sundt, og at jeg forgæves havde gjort alt, hvad jeg kunne, for at få familien og vores forhold til at fungere.

2. Tal om det

Mit næste vigtige skridt var at fortælle andre om det, der skete.

Jeg ringede til en hotline for voldsudsatte. Jeg gik til psykolog og havde en samtale på et krisecenter.

Da jeg havde talt med fagpersoner, der alle uafhængigt af hinanden fortalte, at det, jeg oplevede, var “psykisk vold”, blev jeg visiteret til gruppeterapi.

Her blev jeg “spejlet” af andre med samme oplevelser. Jeg fortalte fremmede om det og mødte mange, der havde haft narcissistiske mennesker tæt på.

De kendte den karrusel af skyld og skam, man bliver hvirvlet ind i, når en, man elsker eller er afhængig af, er et menneske, der mister kontrollen og bagefter giver én skylden for det.

En kone. En mor. En chef.

At lytte til de mennesker og blive lyttet til gav mig stor trøst, omsorg og tro på, at jeg var okay, og at det, jeg havde oplevet, ikke var okay.

3. Søg viden og professionel hjælp

Efter bruddet fortsatte jeg med at søge mere viden og professionel hjælp til, hvordan jeg kunne styrke og finde mig selv igen efter den rystelse, jeg havde været igennem.

Jeg fik tip til bøger af Christina Copty, Susanne Møberg og Signe M. Hegestand, og jeg gik på YouTube og så videoer med Richard Granon, der fortæller, hvordan narcissismen udvikler sig, fordi et menneske har oplevet smerte på et tidspunkt i livet, hvor det ikke kunne kapere det og derfor har måttet indlære sig selv nogle mønstre, som siden kommer til at såre andre.

Jeg talte med rådgivere hos Danner Huset og Mødrehjælpen, fik hjælp af kommunen og en familieterapeut, og jeg hyrede konsulenter til de daglige verbale angreb, jeg oplevede på sms og mail fra min tidligere partner længe efter bruddet.

Al ekstern hjælp har været tid og penge værd.

4. Skab ro

Det næste vigtige skridt for mig efter bruddet var at få mit stressniveau ned.

Jeg har været så stresset i perioden omkring bruddet, at jeg ikke kunne gå ind i et indkøbscenter uden at få hjertebanken, og en enkelt gang havde jeg et angstanfald.

Efter at være kommet ud af forholdet har jeg instinktivt søgt ro i vand. Lange bade. Spabad. Havbad. Svømmehallen.

Jeg har også opsøgt dans, lyttet til meditationer og gået lange ture i naturen.

Min oplevelse har været, at jeg ikke kunne mærke min krop og mine behov på grund og stress, og derfor har især vand på kroppen virket meget lindrende og vækket min evne til at mærke mig selv igen.

5. Drop skyld og skam

I mit forhold oplevede jeg ofte forvirring over en masse beskyldninger efterfulgt af skyld og skam over, at jeg nu havde gjort noget, der sårede min eksmand.

Jeg har siden fundet ud af, at det er helt naturligt at forsvare og forklare sig, fordi man bliver vred eller ked af det, når man bliver uretmæssigt angrebet.

Men jo mere jeg gjorde det, jo mere blev jeg drænet for energi, og mit selvværd blev ødelagt af at indgå i forsvaret.

Ved at engagere mig i et forsvar fortalte jeg på en måde mig selv, at den dagsorden, min eksmand satte, havde noget på sig, og så kom skammen.

Heri ligger den kontrol, han udøvede over mig, som jeg ikke kunne komme ud af, før jeg var ude af forholdet.

Nu har jeg lært at identificere det narcissistiske spil og træde ud af det. Jeg har etableret et regelsæt for kommunikation med mine børns anden forælder, hvor jeg holder mig fra følelsesladet kommunikation og undgår at indgå i forsøg på at provokere og irritere mig.

I dag er jeg generelt ikke optaget af at please andre og ønsker ikke at omgås folk, der gør mig ked af det eller får mig til at føle, at jeg ikke er god nok.

6. Elsk dig selv

Der skal to til en dårlig tango, og jeg ved, at jeg flere gange i mit liv er blevet forelsket i mennesker, der ikke har behandlet mig med respekt.

Efter mit sidste forhold har jeg fundet ud af, at min tidligere partners konstante kritik faktisk har matchet min egen indre kritiker.

En hård kritiker, som altid har krævet, at jeg skulle forbedre mig og gøre alting bedre hele tiden for at være god nok.

I dag fortæller jeg mig selv dagligt, at jeg er en god mor og en stærk kvinde.

Jeg er kommet langt i forhold til at fjerne det “vurderende blik” på mig selv, som blev så dominerende, mens jeg var i mit forhold, hvor jeg hele tiden så mig selv med min partners blik for at undgå vrede og kritik.

Jeg har brugt coachen Marisa Peer som inspiration til at dyrke positive og kærlige tanker om mig selv. Jeg prøver at rumme mig selv på samme måde, som jeg rummer mine børn.

Jeg siger til mig selv dagligt, at jeg fortjener kærlighed og omsorg og frihed til at være den, jeg er.

7. Fyld dig selv op

Som mor har jeg haft stort behov for at skabe overskud til mine børn, så jeg kunne få dem godt igennem et svært brud og en ny tilværelse som skilsmissebørn.

For at have overskud har jeg derfor prioriteret at bruge min alenetid på at “fylde mig selv op” med god energi ved at være sammen med rare og kærlige mennesker, at arbejde med noget, jeg holder af, at dyrke motion, være i naturen og spise og sove ordentligt.

Det har gået bedre nogle gange end andre, men jeg holder mig selv fast på, at det at være omsorgsfuld over for mig selv også er omsorg over for mine børn og i sidste ende en forudsætning for, at jeg kan vise andre, hvordan de skal behandle mig.

8. Respektér din sorg og smerte

At komme ud af et forhold, der er psykisk voldeligt, er rigtig, rigtig svært.

Det var først efter bruddet, jeg begyndte at finde ud af, at jeg ikke havde været mig selv i årevis.

Det er dog en stor opgave at stå alene “og bare være sig selv” med sin stress, sit behov for omsorg og de praktiske udfordringer, så i starten oplevede jeg at længes tilbage til, før jeg indså, hvad der foregik.

Dengang jeg stadig kæmpede for drømmen og levede i “trygheden ved det utrygge”.

Jeg kan stadig føle et stik af sorg, når jeg ser de lykkelige billeder fra “det perfekte familieliv”. I dag er jeg ikke bange for følelsen, for jeg ved, at jeg aldrig vil gå tilbage til det, der var.

Men jeg respekterer, at jeg har oplevet et tab, som jeg sørger over. Ligesom mine børn sørger over, at deres forældre ikke er sammen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

9. Søg glæde

Når et psykisk voldeligt forhold udvikler sig, foregår det langsomt og umærkeligt. Der kommer måske undskyldninger. Blomster. “Jeg blev hidsig og tabte hovedet.”

Så er der de små irettesættelser, mærkelig tavshed eller afvisninger af kærtegn eller behov for støtte.

Mit forhold påvirkede mig, så jeg konstant var på overarbejde med at forstå, hvad der skete, og hvordan min partner havde det, samtidig med at jeg tog mig af vores børn.

Længe efter bruddet gik det op for mig, at min eksmand ofte fik et af sine vredesudbrud i situationer, hvor jeg for en kort tid havde fjernet mit fokus fra min partner for at være optaget af noget, der gjorde mig selv glad.

En del af min healing har derfor været og er det stadig at genfinde min glæde i livet, hvilket stadig er svært, fordi jeg har “lært”, at det kan udløse en følelsesmæssig bombe.

Jeg skal derfor tage mig ekstra sammen for at gøre de ting, der gjorde mig glad før i tiden: At spille musik eller danse rundt i stuen for at lære at være tryg i at udtrykke den glæde, der desværre er blevet forbundet med en form for “fare”.

På det seneste er jeg begyndt at kunne bryde ud i grin igen, fordi jeg er blevet mere afslappet og mere mig selv.

Det er helt utroligt dejligt at opleve at kunne grine igen.

Camilla er anonym af hensyn til forholdet til børnenes far. Billedet anvendt i artiklen er ikke af Camilla, men et stock-billede.