Jeg har fundet en særlig type videoer på Instagram – og det har løst et problem, jeg ikke vidste, jeg havde

Det skete en aften, hvor jeg scrollede gennem Instagram efter en særlig lang arbejdsdag.

Jeg lå på sofaen og hørte musik imens, og aftenen var sådan set som mange andre aftener – mit Instagram-feed det samme.

Jeg pløjede igennem videoer af mine veninders børn, billeder af smukke solnedgange, men også mere udførlige opslag om ting, der interesserer mig såvel som ting, der ikke gør.

Det var en pærevælling af alt fra artikler om kunst og kultur til debatindlæg og tanker om dette og hint. Instagram er meget forskelligt, men alligevel virkede appens indhold alt sammen som noget, jeg havde set før.

Pludselig ramte en video mig, som slet ikke lignede de andre. Det var en video med hænder, der i høj hastighed samlede en lagkage.

Det første lag af sukkerbund blev dækket med en mousse af en art og efterfulgt af det næste.

Til sidst var der fire lag i alt, det virkede mirakuløst, at kagen ikke faldt sammen, og derefter ændrede tempoet i videoen sig; Nu begyndte hænderne, hvis ejermand man stadig ikke kunne se, langsomt at dekorere kagen.

Der blev fyldt plastikposer med frosting (glasur pisket med æggehvider) i forskellige farver og for enden tyller i forskellige størrelser og med forskellige riller.

I slowmotion sprøjtede massen ud af tyllerne og blev til de smukkeste blomster med blade i forskellige nuancer, med gult centrum og livagtige krøller. Pludselig var der en cylinderformet blomstereng foran mig.

Det var ikke til at tro, at det bare var glasur og creme og sukkerbunde, den bestod af, og først da videoen gik i sort, gik det op for mig, at jeg helt havde glemt at lytte efter den musik, der stadig spillede i stuen, ja, måske havde jeg endda glemt mig selv et øjeblik.

Hvad sker der?

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke sådan, at jeg går op i konditori.

Det er mange år siden, jeg sidst har bagt en kage, og det var med begrænset succes.

Jeg ser heller ikke Den Store Bagedyst, og jeg ejer ikke en kogebog.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at se videoen til ende, og Instagram belønnede mig ved at komme flere af den slags videoer i min retning.

Dér, en helt almindelig onsdag med telefonen i hænderne, åbenbarede en verden sig for mig.

For nej, det stoppede ikke med blomsterne i frosting; der var mange flere videoer, hvor de kom fra.

De begyndte altid på den samme måde, med flere lag sukkerbund og creme ovenpå hinanden, men derefter var det ikke til at sige, hvor det skulle ende.

Det ene stykke konditorkunst efter det andet opstod for enden af min tommelfinger.

Sukkerbundene blev skåret til og dækket med frosting i alle farver, så en strålende regnbue åbenbarede sig.

Endnu en lagkage blev til en stjernehimmel udgjort af mørk fondant og tindrende stjerner, en anden en skovbund med vildtvoksende planter, højt græs og svampe.

En skøjteprinsesse, en kanin, et fyrtårn. Videoerne stammede alle fra forskellige profiler på Instagram, ofte navngivet på et sprog, jeg ikke kunne forstå.

Vietnamesisk, bulgarsk og så videre. Også baggrundene var forskellige i videoerne – alt lige fra helt anonym hvid til et køkken udgjort af metalflader eller store fade med dej i baggrunden.

Jeg hørte videoerne uden lyd, og da jeg, efter at have set en hel bunke af dem, tændte for lyden, slukkede jeg den hurtigt igen.

Musikken, der var lagt på disse videoer, var lige så kunstig som de farver, der blev dekoreret med, men det var heller ikke musikken, det handlede om, tror jeg.

Det handlede om at se disse få ingredienser – mest sukker, æggehvide, farve – blive til små kunstværker.

En ny pinlig vane

Efter den aften er det blevet en vane for mig at se kagedekorationsvideoer på Instagram om aftenen, ofte en times tid.

De begyndte at dukke op i mit feed i en lind strøm, når jeg scrollede igennem, og det er ikke stoppet igen.

Det er sådan, Instagrams feed fungerer: Når man først har set en bestemt slags video til ende, får man automatisk serveret mere af den type indhold.

Det kan anses som en service ja, men også som grænsende til manipulerende, som værende med til at skabe en afhængighed af appen, og det er på sin vis det, der er sket for mig, tror jeg.

Jeg kan ganske enkelt ikke lade være med at se de videoer, og det frustrerer mig: Nu bruger jeg endnu mere tid på de sociale medier, end jeg gjorde før, og jeg bruger ikke engang tiden på noget, der udfordrer mig eller gør mig klogere. Tværtimod.

Nogle gange ser jeg endda videoer, jeg har set før, hvis jeg bliver eksponeret for dem, selv om jeg af gode grunde ved, hvordan de ender.

Det gør ikke den store forskel for mig: Nydelsen er den samme hver gang. Nedenunder videoerne kommenterer mennesker med mange forskellige nationaliteter ting såsom ”wow” og ”amazing”, og videoerne har som regel flere tusind afspilninger.

Profilerne, der laver dem, mange hundredtusinder af følgere.

Sagt på en anden måde: Meget tyder på, at jeg ikke er den eneste, der har dét at se optagelser af kagedekorationer som en hobby, måske endda som en afhængighed.

Hvad siger psykologen?

Det bekymrer mig egentlig, både på andres og sådan set også på mine egne vegne.

For hvorfor ser jeg og andre de her videoer – og hvad gør det ved mig, ved os? Det kontakter jeg psykolog Rikke Papsøe for at få svar på.

Hun arbejder i sin praksis blandt andet med selvværd i den såkaldt digitale tidsalder, og så ved hun en masse om, hvordan man passer på sig selv – og det modsatte.

Inden jeg ringer til hende, forventer jeg, at jeg nu skal have en reprimande om, hvordan jeg er afhængig af de sociale medier, og at det selvfølgelig er skadeligt for mig.

Men Rikke Papsøe starter faktisk et helt andet sted.

Du har højest sandsynligt den samme higen efter at gøre noget med dine hænder, som mange af os har, fortæller hun og fortsætter: Mange af os får ikke sørget for at få en hobby ind under huden.

Det er en klassiker, at vi savner at lave noget kreativt.

Vi har et afsavn efter det, simpelthen: Vi bruger i høj grad vores hjerner, men vi bruger dem meget ensidigt. Rikke Papsøe har ret. Jeg laver absolut nul og niks med mine hænder.

Jeg skriver bøger og journalistik, for eksempel artikler som denne, men derudover er det meget begrænset, hvad jeg egentlig skaber med mine hænder såvel som med min hjerne.

Videoerne tilfredsstiller måske et behov indeni mig efter at lave noget kreativt selv, og ifølge Rikke Papsøe kan jeg tage det som et udtryk for, at jeg måske skal få mig en hobby, hvor jeg bruger mine hænder.

En besked fra mig til mig

Det er dog ifølge hende ikke den eneste grund til, at jeg ser disse videoer.

Faktisk betyder æstetikken også noget for, hvorfor jeg har fået denne nye ”hobby”.

Videoerne er ganske enkelt smukke, siger hun, og det kan mennesker godt lide.

Vi holder af at se på pæne ting, og hvordan de skabes, og det er lige præcis tilfældet med kagevideoerne.

Når jeg ser videoerne igennem nu, kan jeg selvfølgelig se, at hun har ret.

Bare hvis du går lidt op i denne artikel og genlæser min beskrivelse af kagerne, får du forhåbentlig en fornemmelse af, hvordan jeg er fascineret af det smukke ved de kunstværker, der bygges.

Men hvis det er noget smukt, jeg higer efter, hvorfor googler jeg mig så ikke til kunstværker eller ser stemningsfulde film i stedet?

Ifølge Rikke Papsøe skyldes det højest sandsynligt, at det ikke kun er noget smukt, jeg har brug for. Jeg har også brug for noget helt tredje, og det er måske endda det vigtigste.

– Den tredje årsag til, at du ser de her videoer og bliver ved med at se dem, er højest sandsynligt noget meditativt. I stedet for at scrolle igennem feedet og indoptage de stimuli, du får, hver gang din tommelfinder rutsjer over skærmen, giver du dig selv lov til at ”stene” på noget. Du mediterer nærmest, og faktisk giver du dig selv en pause ved at kigge på noget i lidt langsommere tempo. Videoerne giver dig ro i dit Instagram-feed, og den ro tænker jeg som positiv, siger hun.

Kagepause

Når jeg tænker på den fornemmelse, jeg får, efter jeg har set en god portion kagedekorations-videoer, forstår jeg godt, at Rikke Papsøe bruger ord som ”mediterer” og ”pause”.

Jeg tænker nemlig ikke på noget i den tid, videoerne står på, og bagefter føler jeg mig mere afslappet, end da jeg begyndte.

Faktisk fungerer kagedekorationsvideoerne ifølge Rikke Papsøe som et sundere indslag i en usund vane med at være på Instagram.

– Menneskehjernen er ikke gearet til at scrolle. På den ene side er vores hjerner gode til hele tiden at skifte fokus eller fokusere på noget nyt, men det er ikke sundt for os at blive bombarderet med så mange stimuli, som vi gør, når vi scroller, fortæller hun.

– Noget af det, de fleste folk har svært ved i den moderne verden, er faktisk at få holdt pauser. Jeg plejer at spørge dem, jeg hjælper, om de faktisk får taget deres pauser i hverdagen, og det gør de sjældent. Normalt vil jeg sige, at det at være på Facebook eller Instagram ikke er en pause, for hvis en pause skal være restituerende, skal vi nemlig ned i noget, der hedder ”dyb, vågen hvile” – det er med andre ord, det der kommer, når vi for eksempel stener. Men hvis det, du laver på Instagram, er at se nogle videoer med kager, der bliver dekoreret, er det alt andet lige færre stimuli, du når at tygge dig igennem, end hvis du bare scroller nedad og nedad gennem indhold.

Kan man ligefrem kalde min nye Instagram-afhængighed for sund, spørger jeg Rikke Papsøe om.

Og det kan man for så vidt.

– Det at sidde og se en video med kagedekorationer kan faktisk være langt sundere end at scrolle forbi, konkluderer hun.

Det er på nogle punkter bedre for dig end at følge med i, hvad dine veninder for eksempel laver.

En pause er et mellemrum mellem to forskellige aktiviteter, hvorimod det at være på et socialt medie som Instagram er en aktivitet i sig selv, fordi vi stimuleres i meget høj grad, når vi ser på billeder af for eksempel vores venner.

– Det er jo egentlig dejligt for dig, at de her kagevideoer findes midt i alt det andet, slutter hun af, for det giver dig en skøn pause i en hektisk virkelighed. Vi har brug for et afbræk, og det, du har gang i, er mere en pause end det, du ellers vil lave på Instagram for eksempel. Du får noget ro, du ser på noget pænt, og du er til stede i øjeblikket.

Vi har sat pauserne på pause

Der er ellers ikke mange pauser i min hverdag, indrømmer jeg over for Rikke, og ifølge hende er jeg ikke alene om at have et liv, hvor jeg hele tiden halser afsted, ofte fordi jeg gerne vil præstere.

– Vi ser en stigning i stress-sygemeldinger, især efter sommerferier for eksempel, og for at undgå at blive en af dem, er pauser vigtige. Der er ufattelig mange mennesker, der kæmper med selvværdet, som sætter pauserne på pause, fordi de tænker, at de skal mosle igennem, gøre en ekstra indsats og arbejde ekstra hårdt for at være gode nok.

Sagen er bare den, at vi er udstyret med en hjerne og en krop, der ikke kan holde til, at vi hele tiden mosler igennem.

Jeg er én af dem, Rikke Papsøe taler om.

Én af dem, der mosler igennem.

Jeg vil så gerne være en god nok journalist, en god nok veninde, en god nok datter, at jeg helt glemmer at holde pauser.

Eller rettere ”glemte”, for nu er kagedekorationsvideoerne kommet ind i mit liv.

I det lys er min afhængighed af dem nok ikke usund, når det kommer til stykket, men snarere en reaktion på, at jeg generelt mangler pauser i mit liv.

Når jeg ser mine kagevideoer på Instagram, giver jeg mig selv et meget tiltrængt pusterum, både fra at tænke men også fra at forvente noget af mig selv.

For hvordan er man den bedste til at se en video af en svane udgjort af fondant og frosting?

Det er meget svært at forlange mere og vildere ting af sig selv, når man gør det. Al forventningerne tilfalder nemlig de hænder, der dekorerer, og ikke én selv.