Det er lidt over et år siden, jeg blev diagnosticeret. Nu rammer en anden følelse mig. Vrede

Da jeg sidste år gik ud fra psykiaterens kontor, kørte tankerne rundt i mit hoved. Nu stod jeg der, 28 år gammel og netop diagnosticeret med ADHD.

De efterfølgende dage spillede scener fra mit liv for mit indre blik. Jeg så mig selv som barn, som teenager og som ung voksen. Så hvordan min adfærd ikke handlede om, at jeg var en bestemt lille pige, en doven teenager eller overtænkende ung kvinde. Mit blik på mig selv blev mildere, og jeg forstod, hvorfor nogle ting, der så ud til at være så nemme for andre, havde været, og fortsat er, så stor en kamp for mig.

Lidt efter ramte frustrationen mig. For hvorfor skulle jeg nå så langt i livet, før jeg blev diagnosticeret? Det skyldes sandsynligvis mit køn, for i gennemsnit diagnosticeres piger og kvinder fire år senere med ADHD end drenge og mænd, viser en rapport fra 2023. Tidligere var det tal på 11,5 år.

Spørger man Charlotte Jokumsen, speciallæge i psykiatri og forfatter til bogen At leve med AD(H)D som kvinde, skyldes det især mangel på viden.

– Mange af pigerne og kvinderne bliver overset, og det skyldes, at der ikke er nok viden derude, blandt andet i skolerne.

Symptomer på ADHD

Charlotte Jokumsen forklarer, at man for lang tid siden troede, at ADHD var en drengesygdom. Fortællingen om den larmende dreng, der kravler på væggene, er det stereotype billede på en med ADHD. Men mange piger har ADD, eller en kombineret type ADHD, og deres symptomer kommer derfor til udtryk anderledes. Det samme gør sig gældende for de stille drenge, der også ofte bliver overset.

– Dem med den mere stille, indadvendte ADHD har også masser af hyperaktivitet, det er bare i deres eget hoved i form af tankemylder. At hun ikke skaber så mange problemer for de andre gør, at lærerne ikke bemærker hendes ADHD eller ADD, fordi de, lidt karikeret, har nok at se til, med de vilde drenge. Det er en af grundene til, at mange piger bliver overset, siger Charlotte Jokumsen og tilføjer:

– I skolen siger lærerne tit, at ‘hun er dygtig og ikke forstyrrende’. Måske ser de også, hvor meget hun tegner i sit hæfte, piller ved sine fingre, bider sine negle, leger med sit hår eller sidder og kigger dagdrømmende ud ad vinduet. Men det de ikke ser, er alt det tankemylder der også er.

Det kan jeg langt hen ad vejen spejle mig i. Mit hoved kører altid med 180 kilometer i timen. Min ADHD-diagnose kommer også med tydelige tegn på hyperaktivitet – og hvis man kigger lidt efter, er det ret synligt, synes jeg.