Giv dig selv den opmærksomhed, du har brug for
Birgitte Hultberg, Psykolog og forfatter.
Birgittehultberg.dk Det lyder, som om du lider af lavt selvværd. Selv om det er ubehageligt, er det faktisk mere almindeligt, end du tror, men du er tydeligvis hårdt angrebet. Du skriver, at du helt er holdt op med at lytte til dig selv og mærke dine grænser. I stedet vil jeg tro, at du er optaget af, hvad andre tænker og føler, om de mon bliver vrede, sårede eller skuffede. Så regulerer du dig selv efter det, siger undskyld i tide og utide og tillader slet ikke dig selv at mærke for eksempel vrede. Men det er der råd for. Ser du, du er født med evnen til at give udtryk for dine behov og følelser, og da du var lille, var det ikke noget problem. Du mister aldrig denne evne, og den er stadig aktiv. Det er den dér lille stemme, der fortæller dig, at du burde sige fra, sige til eller sige stop. Men du har lært at se bort fra den. Nu skal du til at lytte til den igen. Selvværd handler ikke om, at andre skal give dig opmærksomhed, men at du netop selv gør det. Første skridt er at beslutte dig til at lytte til stemmen. Hør, hvad den siger til dig. Tænk over det. Når du gør det, kan du pludselig også mærke, hvordan du har det. Det er skridt nummer to. Måske er du skuffet, vred eller ked af noget, en anden siger eller gør. Læg mærke til følelsen, så giver du dig selv en mulighed for at blive hørt. Tredje og sidste skridt kommer som regel af sig selv. Når du for eksempel mærker vrede, er det svært ikke at reagere. Og det er præcis, hvad du skal. For alle med lavt selvværd er vrede en forløsende følelse, fordi den i sin kraftfuldhed rummer al den energi, du skal bruge til omsider at sige fra og stå op for dig selv.
Hvad er din sande natur?
Maria Juhl Coach, specialist i ayurveda og yogaunderviser.
Mariajuhl.com Spørgsmålet er, om du skal ændre det? Det er måske et lidt mærkeligt spørgsmål, men ved at stille det, ønsker jeg blot at lægge op til den kendsgerning, at vi mennesker er skruet helt forskelligt sammen, både når det kommer til vores krop, psyke og sjæleliv. Nogle mennesker springer op som trold af en æske, hvis kollegaen bare kommer til at sige det mindste forkert, mens andre går langt for at undgå konflikt. Jeg synes, du skal spørge dig selv, hvad du tror, det ville give dig at kunne blive vred? Måske tror du, at det at blive vred kan give dig mulighed for at udtrykke dig eller få mere tid til dig selv, fordi du gennem vreden tror, du kan sætte en tydeligere grænse mellem egne og andres behov. Men spørger du dig selv, hvordan du kan opnå det, du gerne vil, på anden vis, så vil du opdage, at du har andre veje til dette mål. For at stå op for sig selv og være vred er ikke det samme. Du kan sagtens leve i integritet med dig selv, og samtidig være fredselsker og mediator i en gruppe. I ayurvedisk optik er du sikkert domineret af den livsenergi (dosha), der kaldes kapha. Hvis jeg har ret i, at du er kapha, er det slet ikke din natur at ryge i det røde felt, og du trives allerbedst med at skabe harmoni omkring dig. Hvis andre decideret tramper på dig, eller du føler dig depressiv eller på anden vis i ubalance, så brainstorm på, hvordan du kan sige fra på en måde, der tager højde for den, du er, og ønsker at være i dette liv. Det kan for eksempel være ved at tage en rolig snak eller at udtrykke dine holdninger gennem en mail, hvor du har mulighed for at gennemtænke dine holdninger og udtrykke dine behov uden at føle dig presset. Du er ligesom, du skal være, og jo mere du selv accepterer dette, jo mere vil det reflekteres i dine omgivelser. LÆS OGSÅ:
"Jeg er blevet bange for at rødme - hvordan forhindrer jeg det i at styre mit liv?" Find ud af, hvad der sænker din energi
Charlotte Bang Ekspert i forandring indefra, NLP-hypnoterapeut og mindfulnessinstruktør.
Charlottebang.dk Jeg kan godt forstå, at det kan give problemer, når du ikke kan sige nej. Både fordi dine medmennesker, så ikke kender dine grænser, og fordi du kan komme til at føle, at dine grænser bliver overskredet. Hvis du ikke kan sige nej, kan det være svært for dig at mærke, om du siger ja, fordi du virkelig mener ja, eller fordi du ikke kan sige nej. Hvis du ikke står op for dig selv, kan der opstå vrede hos dig selv, fordi du er med til noget, du ikke har lyst til, og hvis du ikke udtrykker den, bliver den indestængt. Indestængt vrede vil typisk komme ud mellem sidebenene, f.eks. ved at være offer, martyr eller reserveret. For at kunne stå ved dig selv, må du først og fremmest kunne mærke, hvad der er rigtigt for dig. Du har lov til at være dig, hvilket også indebærer, at du har ret til at være glad og ked af det, ret til at sige til og fra og ret til at blive vred og udtrykke din vrede. For at øge din bevidsthed om, hvornår dine grænser bliver overtrådt, er min anbefaling, at du i minimum en uge fører en dagbog over, hvad forskellige mennesker og situationer gør ved dig. Hæver eller sænker de din energi? Og når du opdager, at en situation sænker din energi, så spørg dig selv: ”Hvad er det helt præcist, der sænker min energi?” og dernæst: ”Hvordan står jeg bedst op for mig selv her?”. En ting er at mærke, hvad der er rigtigt for dig, en anden ting er at udtrykke det. For at påvirke dig selv til at stå op for dig selv, er min anbefaling, at du, inden du falder i søvn, og igen lige inden du står op, siger til dig selv: ”Jeg værdsætter mig selv, og jeg udtrykker nemt og klart min mening og står op for mig selv. Jeg siger ja og nej, sådan som det er rigtigt for mig”. Gentag 10 gange. Skriv til brevkassen på Facebook.com/psykologimagasinet, og få tre forskellige livssyn på dit spørgsmål