Træt af menstruation? Gør noget!
foto: All Over
Hver 10. kvinde lider af alt for lange eller for kraftige blødninger. Er du en af dem, der må smide dig på sofaen, hive nogle dage ud af kalenderen, snuppe en sygedag, melde afbud til arrangementer og i det hele taget føler dig småsyg, når det er dén tid på måneden? Og er du også en af dem, der ikke rigtig gør noget ved det. Så er der godt nyt! For det er et problem, der kan løses, fortæller gynækolog og brevkasseredaktør på Oestrogen, Christine Felding, der undrer sig over, at så mange kvinder overhovedet vil finde sig i de månedlige smerter. Og rådet, næste gang du besøger lægen, er til at forstå: Så brok dig dog, kvinde!
Hva' for en spiral?
Det kan nemlig blive lidt sjovere at være dig! Løsningen hedder hormonspiral, og kender du ikke nok til hormonspiralen Mirena, er det på høje tid. Dén kan nemlig gøre dit liv en hel del lettere og reducere dine blødninger med op til 90 % på et års tid. Men der er åbenbart stadigvæk mange kvinder, der ikke kender nok til spiralen og dens fordele.
"I min brevkasse modtager jeg en del henvendelser fra kvinder, der gerne vil høre noget om dén hormonspiral, der altså har været på markedet nu i snart tyve år, og det kommer bag på mig, at kvinder ikke kender til den," siger Christine Felding.
"De må simpelthen åbne munden og tale med deres læge om de eventuelle smerter eller irritationer, de måtte ha', og så må lægen gi' dem svaret."
Guds gave til kvinden!
Dét gør Christine Felding og kollegerne, som varmt anbefaler spiralen - især - til kvinder, der lider af Menorragi, som det hedder, når man har alt for mange, lange og kraftige blødninger.
"Vi kalder den jo guds gave til kvinden, fordi der ikke er nogen bedre behandling end dén. Derfor har vi kvindelige gynækologer den jo også nærmest alle sammen selv," fortæller Felding, der med egne ord har "talt godt om hormonspiralen 1000 gange i medierne."
"Lad være med at bide tænderne sammen og gå rundt og smerter. Det er der ingen som helst grund til," understreger hun.
Piller virker også!
Der er også andre muligheder, hvis du ikke har lyst til at få en hormonspiral. P-pillen Qlaira er velegnet - og godkendt - til behandling af kraftig menstruation, og ifølge Felding er der endnu en østrogen-naturlig p-pille på markedet, og den er et godt alternativ til hormonspiralen. Undersøg markedet, og vælg selv!
Så kvinde, er du mere end almindeligt træt af den røde uge, og har du alt for ondt, så åbn munden - og brok dig. Måske hjælper det!
Har du Menorragi?
Varer din menstruation mere end fem dage?
Er den samlede blødningsmængde over 80 milliliter?
Så har du måske Menorragi. En menstruation varer nemlig normalt 3-8 dage, gentages med 21-23 dages mellemrum og den normale blødningsmængde er 25-40 milliliter.
Råber du også "Hurra for hormonspiralen"?
Læs også "Din kærlighed er DIT ansvar"