Mette Horn
Krop & velvære

Mette Horn om overgangsalderen: ”Skal man genopfinde sig selv eller slutte fred med det hele?”

For skuespiller Mette Horn har overgangsalderen været som at gå igennem pubertet nummer to – og ikke på den gode måde.

– Man bliver frataget en eller anden form for overblik. Slået omkuld. Og de svar, man får fra sin krop, de er, at man bliver større og større fysisk, og det er, som går man rundt i en skål havregrød. Der er modstand på alle ens bevægelser. Man er grådlabil, og ting virker stærkere på en. Og da jeg var mest ked af det, kunne jeg godt finde på at nappe en YouTube-video med hjemvendte soldater eller hunde, der bliver reddet, fordi det så var helt legitimt at vræle … ha ha ha!

 

Det er en tid, hvor man hele tiden svinger på balanceskålen – skal man genopfinde sig selv eller slutte fred med det hele? Helt ned i så latterlig en detalje som, om man skal lade sit hår vokse ud i den naturlige farve? Yes, så klarer man maks. 3 centimeter og indser, at man alligevel ikke er klar til at springe ud som sølvræv i starten af 50’erne.

– Da jeg gik i overgangsalderen for omkring fire år siden, var jeg fast besluttet på ikke at tage hormoner. Når jeg mødte kvinder, der gjorde, tænkte jeg, at det blot var, fordi de ville se godt ud! De ville ikke stå ved deres alder, selv om det er en naturlig periode i en kvindes liv, som man bare skal stå ud. Jeg tænkte, at det næste vel blev Botox? Ha, ha, ha, og det er det blevet.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Så jeg var sgu lidt fin på den og gik i gang med rødkløver og saft. Jeg lagde en formue i diverse helsekostbutikker, og det virkede ikke. Så blev min eksmand meget syg midt i det hele, og jeg skulle være stærk og være der for mine børn, så jeg var nødt til at kunne sove. Så gik jeg til lægen og bad om hjælp.

Efter tre dage på hormonpiller kunne jeg kende mig selv. Ikke at jeg var flyvende, men jeg følte mig stærk. Og hvis jeg IKKE tager dem, er det ret vildt, hvad der sker og hvor hurtigt.

F.eks. har jeg lige haft en forsøgsperiode på en uge, hvor jeg ikke har taget dem, fordi jeg havde glemt at købe dem, og nu begynder jeg faktisk at få hedeture igen og blive ekstra følsom.

LÆS OGSÅ: Vibeke Windeløv om overgangsalderen: "For mig har det aldrig været tabuiseret"

– Det er som pubertet nummer to. Kroppen bliver uligevægtig, og man opfører sig på en måde lige så åndssvagt underligt. Og kroppen … pludselig kommer der en delle, en pølse der på maven, som man aldrig har set før. Det hele bliver bare til tyngdekraft. Men modsat pubertet, hvor man fik en form for gaver, som folk satte pris på, så er røven bare flyttet om på maven. Da man var ung, havde man et helt kongerige i vente af spændende ting, man skulle. Men når man ruller pakken ud herfra, så skal man lige finde ud af at give det værdi, for det er jo ikke sådan helt sikkert, hvad der skal ske.

– Noget af det, jeg gik og skammede mig over, i alle de her overvejelser om, hvilken slags kvinde jeg var, da jeg virkelig stod i det, var, at jeg italesatte alderdommen så grimt over for min store datter. Alt det ærgerlige, jeg har fået sagt om mig selv, og hvordan hun har hørt mig tale ned til mit eget spejlbillede.

”Ej, hvor er jeg bare grim … og jeg kan ikke sove … og den der delle …!”

Det er jeg flov over. At jeg og mine veninder ikke har været bedre til at få det til at virke federe på en eller anden måde. Det, at vi ikke er bedre til at sige: ”Så, søster, så skal vi sgu svinge med rottehalerne igen.” Få det til at fremstå, som om der er nogle gaver i det med at blive ældre, og jeg ved godt, at det lyder sådan helt desperat, at man leder efter gaver … men det kunne jo godt være, at man kunne bilde dem et eller andet ind.

 

Læs mere om: